Plextor PX-608U mod LiteOn SLW-831SX

Dvd’en har længe været en del af vores stuer, og nu er den også ved at udrydde cd’en som lagringsmedie på pc’en. Vi har haft to eksterne dvd-brændere på testbænken.

Plextor PX-608U mod LiteOn SLW-831SX

De fleste har i dag en dvd-afspiller i stuen, og flere og flere får også en dvd-optager som afløser for VHS-maskinen. Men det er først i samarbejde med en pc, at dvd-formatets mange muligheder rigtig kan udnyttes.

Langt de fleste moderne pc’er har i dag indbygget dvd-brænder, men er man ikke så heldig at have den indbygget, skal man ikke fortvivle. Det er nemlig både let og billigt at få en dvd-brænder i maskinen.

Den billigste metode er at købe et drev i 5¼-format. Det kræver dog, at man kan finde ud af at skille computeren ad og installere drevet. Fremgangsmåden er den samme, som var det et cd-drev eller en ny harddisk.

Langt lettere er det dog at investere i en ekstern dvd-brænder, der tilsluttes direkte til computerens USB-port. Denne løsning er ofte også den eneste mulighed, hvis man har en bærbar computer, eller hvis kabinettet er fyldt ud med drev og diske.

Vi har testet to eksterne dvd-brændere fra Plextor og LiteOn op mod hinanden

Plextor PX-608U

KARAKTER: 5/6

Plextor har produceret cd- og dvd-drev i mange år, og for mange mennesker er Plextor det eneste rigtige. PX-608U forekommer da også solidt og fornuftigt, og gennem hele vores test oplevede vi så godt som ingen problemer – uanset hvad vi udsatte drevet for af opgaver.

Designet byder ikke på de store overraskelser. Der er tale om et tyndt drev af typen, hvor man lægger disken i en skuffe, der køres ind ved tryk på en knap.

Uden kabler vejer drevet lige over 450 gram, og det fylder 13,8×16,2×2,22 centimeter. Det kan altså uden problemer være i en taske sammen med en bærbar computer.
På specifikations-siden er det glædeligt, at Plextor-drevet praktisk talt understøtter alle tænkelige dvd-formater lige fra DVD-RAM til DVD+R DL.

Det skal dog siges, at Plextor-drevet kun kan bruges sammen med Windows 2000 eller XP. Tidligere versioner understøttes simpelthen ikke, og det trækker lidt ned for et drev, som netop er beregnet til at blive brugt med maskiner, der ikke har indbygget brænder.

Installationen gik nemt og uden problemer. Faktisk tilsluttede vi blot strøm og USB-kabel. Herefter fandt Windows XP selv drevet, og efter cirka 30 sekunder var det klart til brug. Sådan skal det gøres.

Til at teste brænderen benyttede vi Nero Express 6. Den første test handlede om at brænde en gammeldags cd.

Vi brugte et ISO-image på 650 megabyte, og det tog Plextor-brænderen seks minutter og 45 sekunder at brænde det ved den højeste hastighed, det vil sige 24×.

Det giver en hastighed på cirka 1,68 megabyte per sekund, hvilket var lidt langsommere end både det indbyggede reference-drev og LiteOn-drevet.

På dvd-siden var billedet lidt mere sløret. Vi brændte
henholdsvis 2,5 og 3 gigabyte blandede små-filer over på et DVD-R og et DVD+R-medie. Plextor-drevet var lidt hurtigere med DVD-R end LiteOn, der til gengæld var lidt hurtigere med DVD+R-medierne.

Men forskellene er så små – mellem tre og syv procent – at det ikke er værd at tale om, og det kan sagtens skyldes unøjagtigheder i forbindelse med testen.

Målet med testen er ikke at matche medierne op mod hinanden, men derimod at matche de to drev op mod hinanden. Plextor-drevet åd da også alle de forskellige typer medier, vi fodrede det med, og alle test blev gennemført ved den højeste hastighed – uden problemer.

Vi oplevede ingen fejlbrændinger i løbet af vores test, og det vidner om, at Plextor efterhånden har fået udviklet teknologien så meget, at de mange børnesygdomme, som prægede dvd-brænderne for blot et års tid siden, nu er overstået.

Drevet larmer overraskende lidt, og det er faktisk kun, når det spinner op og ned, at det er hørbart i nævneværdigt omfang.

Alt i alt er Plextor-drevet et udmærket bud på en ekstern dvd-brænder. Det er lille, larmer ikke synderligt, og det brænder snart sagt alle formater – endda uden fejl undervejs og med tilfredsstillende fart. Derfor vinder Plextor PX-608U vores duel.

LiteOn SLW - 831SX

KARAKTER: 4/6

LiteOn leverer faktisk dvd-drev til store producenter som eksempelvis HP. Køber man en dvd-brænder med HP’s logo på, er der stor sandsynlighed for, at der i virkeligheden er tale om et LiteOn-drev.

LiteOn SLW-831SX er en smule mere fancy at se på end Plextor-drevet, men størrelsen er cirka den samme, det vil sige 13,8×15,5×2,4 centimeter.

Vægten er dog en smule lavere end Plextor-drevet, nemlig 362 gram uden ledninger. Den lavere vægt kan muligvis tilskrives, at der er tale om et såkaldt slot-in-drev.

Her skubber man blot disken direkte ind i en sprække i stedet for først at skulle åbne en skuffe, ganske som man kender det fra mange bilradioer med indbygget CD-afspiller.

Slot-in-drev er både hurtigere og lettere at bruge i hverdagen, men til gengæld betyder det også, at drevet giver en del mekanisk larm, når disken sættes på plads i drevet.

På specifikationssiden finder vi en liste over understøttede formater, der fuldstændig matcher Plextors. LiteOn-drevet sluger også alle typer medier, og hastigheden for at brænde en dvd er også maksimalt 8×, cd’er brændes med 24×.

Der følger et par cd’er med programmer og drivere med til drevet, blandt andet med det glimrende Nero Express fra Ahead.

Driver-cd’en indeholder desuden drivere til Windows 98, ME, 2000 og XP. Det betyder, at man også kan bruge LiteOn-drevet på svigermors gamle computer, når der skal tages backup af dokumenter og billeder, inden maskinen skal re-installeres.

Vi gennemførte de samme test på LiteOn-drevet som på Plextor-drevet, og som nævnt var LiteOn-drevet en smule hurtigere til cd’er samt DVD+R-diske.

Til gengæld oplevede vi et par gange, at LiteOn-drevet nægtede at acceptere den disk, vi lagde i drevet. Først efter en genstart af hele computeren ville den skrive på disken.

På et andet punkt er LiteOn-drevet også foran Plextor-drevet, nemlig på søgetiden. Plextor-drevet har en søgetid på 160 millisekunder på dvd’er mod 130 millisekunder hos LiteOn-drevet.

For cd’er er det henholdsvis 150 og 110 millisekunder. Tallene i sig selv er ikke imponerende, når man sammenligner med andre dvd-drev, men for LiteOn-drevet er det ganske pænt, og det kan sagtens matche mange indbyggede dvd-brændere.

Selvom LiteOn-drevet får en stjerne mindre end Plextor-modellen i vores duel, så betyder det ikke, at det er et dårligt drev.

Snarere tværtimod. På langt de fleste områder er de mindst lige så gode, og på nogle punkter er LiteOn-drevet faktisk bedre end Plextor. Men vi oplevede et par fejl undervejs, og det trækker altid ned, når man af uforklarlige grunde skal genstarte maskinen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere