Digitalt tv – direkte i scart-stikket
Alle danskere har kunnet se digitalt TV siden 1. april i år. Det eneste, det kræver, er et almindeligt fjernsyn og en såkaldt DVB-T-modtager – så er man klar til at se alle DR's og TV2's programmer i knivskarp, digital kvalitet.
Der findes allerede et utal af forskellige DVB-T-modtagere på markedet, og det kan være svært at finde ud af, hvilken man skal vælge. Det bedste er naturligvis, hvis modtageren er integreret i ens tv-apparat, men selv gamle fjernsyn kan få et knivskarpt billede med en DVB-T-modtager til 7-800 kroner.
Sådan en har tyske Technotrend produceret. Modtageren er udformet som et forvokset scart-stik, som man normalt bruger til at forbinde eksempelvis en dvd-afspiller med et fjernsyn.
På bagsiden af modtageren fra Technotrend er der en antenneindgang, indgang til strømforsyningen samt en indgang til den medfølgende IR-modtager. Derudover finder man i pakken en lille fjernbetjening og en brugsvejledning.
Stærkt signal
Når strøm og IR-modtager er tilsluttet modtageren, er det blot at tilslutte den til et ledigt scart-stik på fjernsynet og tænde. Opsætningen foregår i en menu, og selv om det tager lidt tid for den at finde de trods alt få danske kanaler, så var vi kørende i løbet af syv minutter. Der var ingen problemer overhovedet.
Menuen er dansk og ganske let at finde rundt i, og når man én gang har indstillet kanalerne, så behøver man ikke tænke mere over den. Vi klarede tilmed opsætningen uden at kigge i manualen.
Menuen er tilpas hurtig, og det betyder, at også den elektroniske programguide (EPG), som er en del af det digitale tv-signal, er hurtig. EPG'en er noget af det bedste ved digitalt tv – og man bliver hurtigt afhængig af den.
Der er også indbygget tekst-tv i modtageren, så man ikke skal undvære hverken nyheder, sport eller LOTTO-tal, når man ser digitalt fjernsyn. Tekst-tv’et var ganske hurtigt og stod ligesom tv-billederne knivskarpt.
Der er ikke indbygget antenne i modtageren. Det betyder, at den enten skal kobles til en tagantenne eller en almindelig stueantenne. Vi testede begge dele og var ret imponerede over, at signalet var så stærkt.
Man kan uden problemer fange både DR's og TV2's signaler med en lille stueantenne – selv i et sommerhusområde i Odsherred!
God til begyndere
Der er dog et par ulemper ved Technotrends løsning. For det første er der kabler både til antenne, det infrarøde øje og strøm. Det giver rod, og det kunne sagtens være klaret mere elegant.
Rod opstår også på sofabordet, der nu bliver prydet med endnu en fjernbetjening, og den som Technotrend har produceret er ikke noget at råbe hurra for. Knapperne er sløve og reagerer ofte ikke, og den ligger slet ikke godt i hånden.
Vi testede modtageren på et fjernsyn, hvor scart-indgangen vendte nedad. Det er ikke noget problem med normale scart-kabler, men vi oplevede faktisk, at Technotrend-modtageren faldt ud, simpelthen fordi den var for tung.
Signalet fejler dog ikke noget, og det hele fungerer ganske tilfredsstillende, hvis modtageren bare kan blive hængende i scartindgangen. På den måde er Technotrend-modtageren en ganske udmærket modtager, hvis man bare lige vil se, hvad det der digitale tv er – eller måske har brug for et ordentligt TV-signal i campingvognen eller sommerhuset