Undgå spam i indbakken
En af de største plager, som endnu har ramt internettet, er uden tvivl spam. Er man først havnet på en spammers postliste, er det overvejende sandsynligt, at man aldrig slipper helt for at modtage spam mails. Men før spammeren kan få gang i bombardementet, skal han eller hun naturligvis have fat i mailadressen – og det er her, der skal sættes ind. Man har faktisk mulighed for selv at gøre en indsats, så det bliver næsten umuligt for spammeren at få fingre i e mail adressen. Vi har samlet nogle enkle, men gode råd, der kan være medvirkende til en spam fri hverdag.
Spam virker
Den måske allerstørste forhindring i at komme spam problemet til livs er, at denne irriterende reklameform rent faktisk virker. En spammer sender mails ud til millioner af brugere og håber så på, at blot en lille procentdel åbner mailen, og at en lille procentdel heraf rent faktisk køber det produkt, der reklameres for.
Og tilsyneladende er der mange købere. I hvert fald har mængden af spam været konstant stigende de senere år, og det ser ikke ud til, at der bliver skruet ned for blusset foreløbig. Desuden er og bliver spam en af de absolut billigste metoder til at udbrede kendskabet til det produkt, man vil sælge.
En forhandler betaler måske 10.000 dollar for at få sit budskab sendt til 100.000.000 e mail adresser. Den ekstremt lave pris per potentiel kunde kan ingen andre reklameformer konkurrere med.
Spammerens eneste udgifter til udsendelse af de mange millioner spam mails er nogle servere, en internetforbindelse og betaling for båndbredde, når de mange mails bliver sendt, og det betyder, at priserne kan holdes nede.
Der er penge i e mail adresser
For spammerne er e mail adresser lig med potentielle kunder og derfor ekstremt interessante. Så interessante, at e mail adresser er blevet en handelsvare. Det er derfor vigtigt at være varsom med at uddele sin e mail adresse, for så længe spammerne kan tjene penge på din e mail adresse, vil der også altid være nogle, som vil sælge adressen.
Det er ikke unormalt, at man kan købe flere millioner e mail adresser på cd’er for ganske få hundrede dollar. E mail adresserne bliver sågar vurderet efter, om de er aktive eller ej.
En aktiv adresse er mere værd end en, som spammeren ikke kender status på. Derfor bruges mange snedige tricks for at finde ud af, om adresser stadig er i brug. En af de mest brugte metoder i den forbindelse er at sende en e mail med et skjult link, som automatisk er sat til at kontakte en webside, når mailen bliver åbnet.
Det skjulte link er forsynet med en kode, som passer til e mail adressen, og dermed ved spammeren, at lige netop denne e mail adresse er aktiv.
Pas på med frameldinger
En anden metode til at undersøge, om en e mail adresse stadigvæk lever, er ved at narre brugeren til at indtaste sin e mail adresse. Metoden er ganske enkel: I bunden af e mailen skriver spammeren ofte, at hvis man ikke længere vil modtage mails fra dette firma, kan man framelde sig ved at trykke på et link og indtaste sin e mail adresse.
Som oftest får man dog ikke sit ønske opfyldt – derimod ved spammeren nu, at den indtastede e mail adresse er i live og derfor en af de mere værdifulde af slagsen. Er spammeren endnu heldigere, indtaster brugeren også sine andre e mail adresser i et forsøg på at holde dem spamfri, og på den måde får spammeren endnu flere e mail adresser i sit arkiv.
Man skal dog holde sig for øje, at danske virksomheder skal give brugeren mulighed for at framelde sig nyhedsbreve og lignende, så man kan ikke automatisk regne med, at denne type sider kun er lavet for at fravriste folk deres e mail adresser.
Men som tommelfingerregel skal man nok kun regne med, at det er de danske virksomheder eller store velrenommerede firmaer, som holder, hvad de lover i den forbindelse.
Har en spammer først én gang fået fat i en e mail adresse, er det overvejende sandsynligt, at strømmen af spam aldrig stopper. Derfor gælder det med alle midler om at gøre det så svært som muligt for spammerne at få fingrene i e mail adressen. Og hvis man tager de rigtige forbeholdsregler, er det faktisk ikke en umulig opgave.
Publicér ikke e mail adressen
Allerførst skal man gøre sig klart, at man ikke ukritisk kan offentliggøre sin e mail adresse alle steder på internettet. Grunden til det er, at spammerne har udviklet værktøjer – eller måske snarere søgerobotter – som kan søge websider og nyhedsgrupper igennem og finde og gemme e mail adresserne.
Det bliver gjort helt automatisk, og en computer kan nå at kigge rigtig mange websider igennem om dagen, så risikoen for at blive fanget på den måde er ret stor.
Derfor gælder det om ikke at skrive sin e mail adresse offentlige steder på nettet, som alle og enhver har adgang til.
Er man alligevel nødt til det, kan man med fordel blande nogle bogstaver eller ord ind i e mail adressen og så skrive, hvilke bogstaver eller ord, der skal fjernes, før e mail adressen kan bruges. Eksempelvis kunne vi her på PC World skrive pcworld_dette_skal_ ikke_med@pcworld.dk og så i teksten skrive, at man skal fjerne _dette_skal_ikke_med fra e mail adressen.
Mens e mail robotten nemt kan genkende kombinationerne, som udgør en e mail adresse, så er de ikke så smarte, at de også kan læse og forstå teksten. Det er heldigvis kun mennesker forundt – i hvert fald indtil videre.
Brug to ekstra emailadresser
Nogle steder kommer man dog ikke uden om at skulle give sin rigtige e mail adresse. Det kan være, når man skal registrere sig på et websted for at få lov til at downloade et stykke software. Hvis programmet skal aktiveres, sendes koden ofte med e mail, så ejeren af webstedet er sikker på, at man oplyser den rigtige adresse.
I de fleste tilfælde vil det ikke være et problem. I hvert fald ikke, hvis det drejer sig om store kendte selskaber. De kan for det meste godt finde ud af at holde oplysningerne for sig selv og behøver ikke sælge e mail adresser for at tjene lidt håndører. Er man usikker på, hvordan webstedet behandler e mail adresser, bør man dog ikke tage nogen chancer.
Opret en ekstra gratis e mail konto, for eksempel på adressen www.hotmail.com, og brug den i de situationer, hvor man er nødt til at offentliggøre en e mailadresse. Det stopper ikke spam, hvis en spammer først får fingrene i adressen, men det gode ved en ekstra e mail adresse er, at man bare kan smide den væk og starte en ny, når den bliver for spambelastet.
Samtidig holder man sin egen private e mail adresse helt fri for muligheden for at blive sovset ind i spam.
Gør mailadressen svær at gætte
Når man vælger sin e mail adresse skal man i øvrigt tænke sig om, for en del af adresserne er så nemme at gætte, at man risikerer at få spam alligevel. Spammerne har nemlig fundet ud af, at mange mennesker bruger mailadresser påhæftet et nummer, hvis man ikke er den første til at bruge e mail adressen – eksempelvis mette81@hotmail.com.
Nogle spammere har snedige programmer, der automatisk kan tilføje numre til nye e mail adresser. På den måde kan en spammer med adressen mette@hotmail.com som udgangspunkt per automatik sende spammails ud til mette01, mette02, mette03 og så videre.
Spammere kan også finde på at sende spammails til adresser med almindelige navne, hvis søgerobotten opdager et nyt domænenavn. Når den finder et nyt domænenavn kan den samkøre adressen med en ordbog med almindelige navne, så der helt automatisk bliver sendt e mails til peter@nytdomæne.dk, jack@nytdomæne.dk, susan@nytdomæne.dk og så videre.
Derfor bør man gøre sin e mail adresse sværere at gætte, enten ved at kombinere sit fornavn med bogstaverne i mellem og efternavnet eller bruge et punktum til at forkorte sit navn med, eksempelvis mic.nielsen@nytdomæne.dk.
Når uheldet alligevel er ude
Er man først begyndt at modtage spam på sin konto, er den eneste løsning at skifte e mail adressen ud med en ny. Det er dog ikke altid, at det er praktisk muligt, og i de tilfælde kan man få hjælp fra enten software eller sin mail udbyder. Spam er nemlig blevet så stort et problem, at mange internet og mail udbydere i dag tilbyder at scanne mail kontoer for spam, inden mailen når fremt til brugerens pc.
Er man svært angrebet, kan det være en rigtig god løsning, da man slipper for alt bøvlet med selv at skulle installere og vedligeholde en antispam løsning.
Typisk kan man så vælge mellem at få spammen slettet med det samme eller at få tilsendt eventuelle spammails med en tilføjelse til emnelinjen i stil med *** Possible Spam***.
Så har man selv mulighed for hurtigt at kunne slette spammen, samtidig med at man sikrer sig, at der ikke ryger nogle forkerte mails i skraldespanden.
Klag over spam
Spam er ulovligt i Danmark, og man har faktisk mulighed for at klage til Forbrugerombudsmanden, hvis man modtager spammails. Man skal dog ikke regne med, at der kan gøres meget ved den udenlandske spam.
Indberet den udenlandske spam til Forbrugerombudsmanden på adressen spam@fs.dk. Hvis spam mailen er dansk, skal den sendes til adressen spamdk@fs.dk.
Spam er ulovligt
Spam er ifølge markedsføringsloven ulovligt i Danmark.
§ 6a, stk. 1 Elektronisk post mv.
En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på afsætning af varer, fast ejendom og andre formuegoder samt arbejds og tjenesteydelser, medmindre den pågældende forudgående har anmodet om det.
Links
www.forbrug.dk/om/organisering/fo/2/spam/
Forbrugerombudsmandens gode råd om spam
http://andk.medieraadet.dk/Spam/Gode_raad.aspx
Medierådets gode råd til at undgå spam samt forklaringer på forskellige typer af spam.