Mystik om dansk-norsk IT-fusion

Sidste efterårs fusion mellem danske A-Team og den norske IT-koncern Ajourit, med Merkantildata i ejerkredsen, er tilsyneladende i problemer. Ajourits danske datterselskab har anmeldt betalingsstandsning, og bestyrelsen er indkaldt til møde. Dansk direktør afviser enhver snak om krise.

Glæden var stor, da danske A-Team for kun seks måneder siden annoncerede, at selskabet var fusioneret med den norske Ajourit-koncern og havde dannet Nordens førende virksomhed indenfor IT-uddannelser med 400 ansatte og 400 millioner kroner i omsætning.

- På markedet for IT-uddannelser kan man enten købe op eller blive købt op. Vores ambition er at blive den største IT-uddannelsesvirksomhed i Norden. Min forventning er, at A-Team og Ajourit vil vokse til den dobbelte størrelse i løbet af et år eller to, udtalte en selvsikker stifter og administrerende direktør i A-Team, Carsten Kaae, i en pressemeddelelse.

Noget tyder imidlertid på at de højtflyvende ambitioner, der også involverede en introduktion på enten Københavns Fondsbørs eller det tyske Neuer Markt indenfor to-tre år, ikke holdt vand i et marked, der allerede dengang var i strid modvind.

Betalingsstandsning

Præcis hvor galt, det står til med sammenlægningen af Ajourit og A Team, er uklart, men det er et faktum, at Ajourit-koncernens danske datterselskab med 40 ansatte er trådt i betalingsstandsning.

Det skete 4. marts, oplyser Anne Birgitte Gammeljord, der af skifteretten er blevet udpeget som tilsynsførende advokat.

Hun fik fik først sagen overdraget mandag og ønsker derfor ikke på nuværende tidspunkt at udtale sig mere konkret om årsagen til betalingsstandsningen.

- Jeg vil ikke udelukke, at det har noget med A-Team at gøre. Et eller andet sted er der en sammenhæng, siger hun.

Ajourit blev dannet i januar 2001 efter en fusion mellem uddannelsesenhederne i de to børsnoterede, norske IT-koncerner Telenor og Merkantildata. I september købte Ajourit så danske A-Team International for et millionbeløb.

Telenor og Merkantildata sidder i dag på omkring 57 procent af aktierne i Ajourit, mens A-Teams stifter Carsten Kaae ifølge egne oplysninger har 15 procent af aktierne.

Ingen kommentarer

A-Teams bestyrelsesformand Kim Arthur Hueg sad i går i møde og ønskede ikke at kommentere situationen.

Norske Carl Espen Wollebekk var i kraft af en direktørstilling i Merkantildata udpeget som bestyrelsesformand for det nye Ajourit efter fusionen med A-Team, men han er for få dage siden fratrådt i Merkantildata og dermed også som formand for Ajourit.

- Det overrasker mig, hvis fusionen skulle være gået i vasken. Det var den ikke i februar, da jeg fratrådte, men jeg vil ikke kommentere det yderligere, siger han.

Administrerende direktør Robert Helland-Olsen er formelt chef for Ajourits betalingsstandsede datterselskab i Danmark. Han er samtidig øverste chef i det fælles fusionsselskab sammen med danske Carsten Kaae.

Robert Helland-Olsen vil gerne bekræfte, at Ajourits danske datterselskab er gået i betalingsstandsning, men ønsker derudover ikke at udtale sig. I stedet henviser han til koncerndirektør Rune Gisvold hos hovedaktionæren Merkantildata.

Bestyrelse indkaldt til møde

Han er mere meddelsom og oplyser, at Ajourits bestyrelse fredag er indkaldt til møde for at drøfte situationen i selskabet.

- Vi skal have et bestyrelsesmøde i morgen, hvor bestyrelsen vil håndtere nogle vigtige beslutninger. Det er et hårdt marked, og det har også ramt Ajourit, siger Rune Gisvold, der ikke ønsker at uddybe, hvad der skal diskuteres på mødet.

A-Teams stifter og administrerende direktør i fusionsselskabet, danske Carsten Kaae, afviser katagorisk, at virksomheden skulle have problemer.

- Det er en and, siger han.

- Det er ikke rigtigt, men det er korrekt, at Ajourits datterselskab i Danmark er gået i betalingsstandsning. Det skyldes, at økonomien i selskabet ikke er, som vi troede, at den var. Men nu har vi sat fuldt blus på at kigge på regnskabet, og indtil da er det i betalingsstandsning, siger Carsten Kaae.

- Fusionen fortsætter, som den hele tiden har gjort, så der er ikke noget at skrive om. Det eneste problem, vi har haft, er, at vi i januar kom til at køre fælles lønkørsel mellem de to selskaber, og det fik vi besked på, at vi ikke måtte. Men det går godt med A-Team, og vi er i fuld gang med at lægge budgettet for næste år, siger Carsten Kaae.

Han oplyser, at det også ser godt ud for selskabets datterselskaber i blandt andet Tyskland og Norge.

Forespurgt, hvorvidt det er korrekt, at A-Team og Carsten Kaae har indflydelse på betalingsstandsningen og gennemgangen af regnskaberne i Ajourit Danmark, svarer tilsynsførende advokat Anne Birgitte Gammeljord:

- Ajourit er sat i betalingsstandsning via anmodning fra Ajourit i Norge. A-Team har ingen indflydelse på betalingsstandsningen. Derudover har jeg ingen kommentarer.

Ifølge det seneste årsregnskab offentliggjort i juni sidste år var A-Team i økonomiske vanskeligheder inden fusionen med norske Ajourit.

Ifølge revisionspåtegningen var det en forudsætning for selskabets fortsatte drift, at der blev tilført mere kapital.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere