Ifølge Gallups og FDIM?s målinger over nettrafik er TDC med et hug blevet Danmarks største website foran Jubii, der ellers altid ligger på førstepladsen.
Foreningen af Danske Internet Medier (FDIM) offentliggør i samarbejde med Gallup ugentlige trafiktal på danske websites. Og bestyrelsesmedlem i FDIM Søren Queitsch fortæller, at TDC i den seneste måling havde en stigning på 60 procent i antallet af besøgende på teleselskabets websites i forhold til måneden før.
Problemet er, at tallet er misvisende. Og det er alvorligt. Hvis der kan drages tvivl om tallenes lødighed, mister webstederne troværdige argumenter, når de skal sælge bannerannoncer på deres sites. Bannerannoncer er for de fleste websteder hele indtægtsgrundlaget, og de sælges typisk i forhold til, hvor mange internetbrugere, der kommer forbi reklamen.
Men TDC har på det seneste inkluderet trafikken på alle de private hjemmesider, der bliver hostet hos teleselskabet. Og da TDC ikke kan sælge bannerannoncer på de private hjemmesider, hører trafiktallene ikke hjemme i Gallups statistik, mener blandt andet Jubiis direktør Martin Thorborg.
- Jeg ved ikke, hvad TDC tænker på. Vi har brugt fem til seks år på at gøre disse tal valide. Og nu begynder TDC at tælle helt irrelevante websider med i statistikken. Det signal, TDC giver annoncørerne, er helt forkert, siger Martin Thorborg.
SOL tæller også de private hjemmesider med, som selskabet hoster. Forskellen mellem TDC og SOL er blot, at SOL har ret til at bestemme, hvilke reklamer, der skal vises på disse sider. Derfor har Martin Thorborg ikke noget imod SOL?s fremgangsmåde.
Fra FDIM?s hjemmeside. I bestræbelserne på at gøre det mere overskueligt for annoncører at anvende Internettet i reklamesammenhæng, har FDIM forhandlet vilkårene for Gallup's måling af trafikken på medlemmernes sites med det anerkendte målesystem WebMeasure. Målingen er ment som et redskab til at skabe overblik og dermed bidrage til at give annoncørerne de bedst mulige betingelser for at opnå maksimal udnyttelse af annoncering på Internettet. |
Fire ugers pause
Jubiis klage har virket, og FDIM?s og Gallups metodeudvalg (et udvalg, der bestemmer hvordan trafikken skal måles) har besluttet at suspendere de ugentlige trafiktal i fire uger, mens nye retningslinier formuleres.
- Vores regler er ikke tidssvarende længere, og medlemmerne er begyndt at fortolke vores regelsæt forskelligt, siger Søren Queitsch, der også er medlem af metodeudvalget.
Ud over TDC?s fortolkning nævner Søren Queitsch som eksempel, at nyhedssitet Infopaq medregner trafikken på de sites, som Infopaq leverer nyheder til.
En løsning kan ifølge Søren Queitsch være, at man deler trafikmålingen op i flere segmenter. Eksempelvis én måling af den kommercielle trafik, altså trafikken på sites med banneranoncer. Én måling af trafikken på sites uden banner, hvilket kan være interessant i takt med, at websteder vælger at kræve betaling for indholdet i stedet for at lade sig finansiere ved reklamer. Og endelig en måling af totaltrafikken inklusive private hjemmesider, relaterede sites etc.
- Vi har sat os for at finde en løsning inden for fire uger, men jeg håber, at vi kan nå det før, siger Søren Queitsch.
Tilføjet 22.2 2002:Gallup præciserer, at suspenderingen blot betyder, at statistikken i perioden ikke bliver offentliggjort i dagbladet Børsen samt på Gallups og FDIM's hjemmesider. Målingerne bliver fortsat registreret og sendt til FDIM's medlemmer. (red.)
Relevant link
FDIM