Offer for en vittighed

Pling!
Så kom der en mail med en vittighed fra kollegaen på den anden side af gangen eller fra en af vennerne. En nærmest daglig foreteelse for de fleste mennesker, der tilbringer arbejdsdagen ved en computerskærm. Man får sig et hurtigt grin, sender vittigheden videre, hvis den var oppe at ringe på ens latterbarometer, og arbejder videre. Cirka to sekunder efter har man glemt den.

I de fleste tilfælde.

Netværksadministrator Claus Rasmussen kommer aldrig til at glemme en vittighed, han videresendte for godt et år siden. Den blev en skillelinie i hans liv.

Sidst i november 2000 holder Claus Rasmussen og de øvrige IT-arbejdere hos Haldor Topsøe i Frederikssund det månedlige statusmøde med koncernens IT-chef fra hovedkvarteret i Lyngby. Efter mødet bliver Claus Rasmussen bedt om at blive i lokalet. IT-chefen og hans egen lokale chef præsenterer ham for en udskrift af en mail, og han bliver spurgt, om han kender den.

? Det måtte jeg jo indrømme, at jeg gjorde. Jeg syntes, den var mægtig sjov, men det gjorde man altså ikke i virksomhedens ledelse, fortæller Claus Rasmussen.

Han fik at vide, at ledelsen så meget alvorligt på mailen, som man betragtede som racistisk. Derfor ville ledelsen gerne vide, hvem han havde fået den fra, og hvem han havde sendt den videre til. Han kunne ikke huske nogen af delene.

? Det var jo meget brugt i firmaet, at man mailede til hinanden med gode vittigheder og sådan noget, og jeg havde ikke lagt specielt mærke til denne her i forhold til andre, siger Claus Rasmussen.

Vittigheden var en parodi på et ansøgningsskema om opholdstilladelse i Danmark forsynet med Udlændingestyrelsens officielle logo.

Claus Rasmussen havde modtaget den i en mail, hvor teksten var temmelig rodet sat op, og desværre er han en pertentlig mand. Han kopierede teksten over i et Word-dokument og rettede den til, før han sendte vittigheden videre. Dermed kom hans og Haldor Topsøes navne til at stå som signatur på det dokument, som røg videre ud i verden, og det var virksomheden ikke glad for.

Han fik besked på at finde ud af, hvor mailen kom fra, og hvem han selv havde sendt den videre til. Men uheldigvis havde man på fabrikken i Frederikssund netop fået serviceret sine servere, og det betød, at der ikke var backup af data fra de pågældende dage. Efter to dages efterforskning og granskning af hukommelsen måtte Claus Rasmussen fortælle sin fabrikschef, at han ikke kunne svare på spørgsmålene. Han blev kaldt ned på chefens kontor.

? Jeg var indstillet på, at jeg skulle nok have en skideballe og en advarsel, fortæller han.

Men Claus Rasmussen fik en fyreseddel og blev bedt om at rydde sit skrivebord. Efter 19 år hos Haldor Topsøe.

? Det er en følelse, der er svær at beskrive, men det gør rigtig, rigtig ondt. Jeg føler, at al den tid, jeg har været der, har jeg været 100 procent loyal over for firmaet og har stået til rådighed 24 timer i døgnet. Og så får man sådan et los. Det værste var at skulle hjem og fortælle kone og børn, at nu skulle jeg altså ikke på arbejde mere, husker han.

Steppebrand

I februar sidste år får Danmarks Radio nys om historien, der efterfølgende spreder sig til stort set alle landets medier. Næsten samtidig bliver Claus Rasmussen kaldt til afhøring hos politiet og får at vide, at han er sigtet for overtrædelse af §266b, den såkaldte racisme-paragraf. En sag, som statsadvokaten dog opgiver igen fire måneder senere.

Sigtelsen bekymrer ikke Claus Rasmussen, som har svært ved at tage den seriøs, men til gengæld ser hans fremtid som IT-medarbejder sort ud.

Han skriver mange ansøgninger og kommer til 10-15 samtaler, men sagen ? og specielt sigtelsen, som stadig hænger over hans hoved ? er så varm en kartoffel, at forløbet hver gang slutter med den klassiske besked: Stillingen er besat til anden side.

Læs videre her

Fuldtidsbrandmand

I dag har Claus Rasmussen helt skiftet spor. Han er viceberedskabsinspektør hos Frederikssund Brandvæsen, hvor han siden 1988 har været deltidsbrandmand og de senere år har haft tilkaldevagt som indsatsleder. Og han er glad for sit nye liv.

? Jeg savner mine gamle kolleger, men jeg savner ikke noget ved at være IT-ansat. Jeg savner ikke at blive vækket klokken tre om natten, fordi der er noget, der ikke virker, og jeg savner ikke, at man ikke når at blive færdig til fyraften, fordi skidtet ikke vil køre, siger Claus Rasmussen, der ser på professionel IT som et overstået kapital i sit liv.

I dag får han sine lyster styret ved at rode lidt med brandstationens IT-systemer og sin egen og bekendtes pc?er i fritiden.

Netop fritid er der blevet mere af. Jobskiftet har givet ham mere almindelige arbejdstider.

? Jeg har fået meget mere kontakt med mine børn. Jeg kan se nu, hvad jeg er gået glip af tidligere, og det er altså en af de ting, som ikke kan gøres op i penge, siger Claus Rasmussen, der synes, at den lange historie er endt lykkeligt.

Vittigheden ender i retten

Der mangler dog endnu et enkelt lille kapitel i historien. For selv om Claus Rasmussen ikke er ked af, at han mistede sit job, nager det ham stadig, at han skulle forlade virksomheden på den måde, det skete.

Derfor har han nu anlagt sag mod Haldor Topsøe for uberettiget fyring. Erstatningskravet lyder på seks måneders løn, men ifølge sagsøgeren handler det ikke om penge.

? Jeg kan den dag i dag stadig ikke se, at jeg har gjort noget uanstændigt eller noget, der kunne koste mit job. Jeg synes, at jeg er blevet urimeligt behandlet, og jeg føler, at hvis jeg vinder den sag, får jeg en form for oprejsning. Det er vigtigt for mig at få vist, at det altså ikke var så forfærdeligt, det jeg gjorde, siger Claus Rasmussen, der glæder sig til endegyldigt at få lagt låg på affæren.

Sagen er berammet til 6. marts ved retten i Lyngby.