Sælg din ven for 10.000 kroner

Få en bekendt ansat i et nyt job og tjen 10.000 kroner. Det er konceptet bag det nystartede send-your-friend.com. Rekrutteringsbureauer deler deres honorar med sitet og med sitets brugere mod til gengæld at få opsporet kandidater til ledige job.

Send-your-friend.com satser på at blive et nyt led i IT-branchens fødekæde af medarbejdere. Mens rekrutteringsfirmaer lever af at finde folk til virksomheder, vil web-stedet leve af at finde folk til rekrutteringsfirmaerne.

? Det er min erfaring, at headhunterfirmaerne spilder enormt mange kræfter på at finde kandidater, og det er en proces, de ikke rigtig har været i stand til at automatisere endnu. Det er det, vi forsøger at gøre ved at vende processen om, så folk kommer til os i stedet for, at vi kommer til dem, siger det nye firmas direktør, Troels B. Folmann, som tillige læser på IT-højskolen i København.

Konceptet går ud på, at brugerne på send-your-friend.com henviser venner og bekendte til webstedets jobopslag, hvis de mener, at der er et job, som kunne interessere den bekendte.

Hvis vennen efterfølgende søger jobbet, bliver ansat og stadig er det efter tre måneder, udløser det en dusør på 10.000 kroner til den person, som gjorde den nyansatte opmærksom på jobmuligheden.

? Tankegangen er, at hvis du vil have en forretning til at køre på nettet, er du nødt til at delagtiggøre brugerne og give dem en del af din indtægt. Vi giver 35-40 procent af vores indtægt til brugerne, siger Troels B. Folmann.

Tre parter deler kagen

Send-your-friend.com er udelukkende at betragte som en formidler. Når en job-interesseret har indsendt sit cv for at søge en stilling, sender firmaet det videre til det rekrutteringsbureau, som står bag jobopslaget.

Hvis ansøgeren bliver ansat, modtager send-your-friend.com en aftalt andel af rekrutteringsfirmaets honorar. Et honorar, som kan svinge meget, men som ifølge Troels B. Folmann kan ligge omkring 100.000 kroner, hvis der er tale om en rigtig tung stilling, og på 60.000 ? 70.000 kroner, hvis det drejer sig om en programmør-stilling.

Brugeren, som har fundet den rigtige kandidat, modtager som nævnt 10.000 kroner for ulejligheden, og hvis det lykkes en bruger at få ansat fem personer via send-your-friend.com, udløser det en bonus på 50.000 kroner ekstra.

Det nye web-sted startede den 1. december og samarbejder foreløbig med to rekrutteringsbureauer, men der venter ifølge Troels B. Folmann flere interesserede bureauer i kulissen.

Lindholm Consulting er et af de to rekrutteringsbureauer, som er hoppet med på vognen, og direktør Susanne Lindholm ser samarbejdet som et spændende, utraditionelt projekt, der skal supplere bureauets øvrige initiativer i jagten på egnede kandidater. Hun mener, at man kan se på det som en slags outsourcing, hvor send-your-friend.com finder kandidaterne i stedet for, at der bliver sat en konsulent på opgaven.

? Det koster enorme ressourcer at finde folk. Det koster langt mere, hvis vi har en konsulent på, end hvis vi får kandidaten gennem send-your-friend.com. Så det vil være omkostningsbesparende for os at få en kandidat på den måde, siger Susanne Lindholm.

13 dusører måske på vej

Konceptet har endnu ikke ført til nogen ansættelser, men de 500 henvendelser, som send-your-friend.com indtil videre har fået fra brugerne, har resulteret i, at 13 kandidater p.t. er med i ansættelsesforløb til forskellige stillinger hos de to samarbejdspartnere.

Bag web-stedet står ni mennesker, som under navnet believe-in-it.com har slået sig sammen for at udvikle nye koncepter. Send-your-friend.-com dukkede op på skitseplan allerede for et år siden, men gruppen har ikke villet lancere virksomheden før nu, da de var bange for, at den ville virke for provokerende.

? Der er et provokerende aspekt i det, for vi forsøger at bryde de konforme rammer. Reaktionerne har da også været meget forskellige. Nogle har tænkt: Kan det nu også passe? Får man nu virkelig de penge? Men mange ledere har forstået det, for det er en praksis, de kender fra deres egen virksomhed, siger Troels B. Folmann og henviser til, at en del virksomheder giver dusører til ansatte, der kan skaffe dem nye medarbejdere.

Han ser web-stedet som et forsøg på at få denne praksis, som altid har levet lidt skjult og fordækt, ud i lyset og tjene penge på det samtidig.

Relevant link:
send-your-friend.com

Denne artikel er fra Computerworld IT Job




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere