Flotte film af dine videooptagelser

Slut med at pine omgivelserne med to timers råbånd fra Kreta – med computeren kan du sammensætte dine optagelser til en lille film med dine bedste ferieminder, som bliver til holde ud at se på.

Flotte film af dine videooptagelser

Det er både sjovt og spændende at lave videofilm, og bruger man et moderne digitalt videokamera, kan man sagtens producere film, der kvalitetsmæssigt lever op til det, man er vant til at se i fjernsynet.

En ting er, at det er sjovt at optage, men råbånd er ikke særlig sjove at se på. Derfor bør man redigere filmen, så man får klippet alle unødvendige sekvenser bort. Det kan man gøre på en computer, og den er særdeles velegnet, da digitale videokameraer og computere arbejder godt sammen.

I denne artikel viser vi dig, hvor let du kan sammenklippe en video, der indeholder præcis det, du ønsker, så det bliver rart at se på og kan tåle at blive set mange gange.

Vi bruger programmet Pinnacle Studio 9, som er et glimrende program for de fleste. Ikke nok med at det er fint opbygget, det er også på dansk, hvilket bestemt kan være en fordel – der er trods alt noget at sætte sig ind i, hvis man aldrig har prøvet det før.

Scenegenkendelse

Digital video indeholder ud over billederne oplysninger om, hvornår en optagelse starter og slutter, og disse oplysninger overføres til computeren. I praksis betyder det, at der dannes et ikon for hver gang, man har startet en optagelse på kameraet.

Det kan være en stor fordel, når man redigerer, for når hvert enkelt klip ligger som et ikon, er det let at sammensætte klippene i den rækkefølge, man ønsker.
På den anden side kan det også være en ulempe.

Hvis man for eksempel indspiller et helt bånd med en times optagelser, kan der let være 200 klip på båndet. Det vil vise sig som 200 ikoner, som kan være lidt vanskelige at overskue. I dette tilfælde kan man indspille båndet uden scenegenkendelse.

Det gøres ved at klikke på Indstillinger og markere Ingen automatisk scenegenkendelse, inden man starter indspilningen. Med denne indstilling er det endda muligt at oprette et ikon ved at trykke på mellemrumstasten, og herved kan man let markere et sted, som skal klippes bort.

Hvis man senere fortryder dette valg, kan man markere filen, vælge Album menuen og dernæst Detekter scener ud fra optagelsestidspunkt og dato.

1. Import

Når videokamera og pc er forbundet, kan man starte videoredigeringsprogrammet. Øverst vælges Import. På skærmen er der et kamera med kontrolknapper, og med dem kan man finde det sted på båndet, hvor indspilningen skal starte. Stop kameraet og tryk på knappen Start import.

I dialogboksen vælges et filnavn, og hvis man vil, kan man også angive, hvor lang tid indspilningen skal fortsætte. Det behøver man ikke beslutte fra starten, for hvis man sidder og overvåger processen, kan man selv stoppe. Nu trykker man på Start import – kameraet går i gang, og indspilningen starter.

Når man ikke vil indspille mere, trykker man på knappen Stop import. Alt, hvad man har indspillet, ligger nu som en fil på computerens harddisk. Som standard ligger denne fil i dokumentmappen under video.
Når man er færdig med at indspille, er man klar til at gå i gang med selve redigeringen.

2. 1. Redigering

Tryk på knappen Rediger for at starte redigeringen. Selve redigeringsprocessen foregår i første omgang ved, at man trækker de klip, der skal med i filmen, til en tidslinje. De klip, man har brugt, markeres automatisk med et grønt flueben i hjørnet.

Man kan hele tiden følge med i arbejdet ved at afspille filmen i programmets afspilningsvindue. Hvis det viser sig, at der mangler et klip midt i det hele, kan man blot trække det til den ønskede placering. Herefter vil alle efterfølgende klip automatisk blive rykket for at gøre plads.

Hvis der er et klip, man alligevel ikke vil have med, kan man markere det på tidslinjen og trykke på Delete tasten. Det kan man roligt gøre, for man sletter det kun fra filmen, ikke fra computerens harddisk.

2.2. Finjustering

Nogle klip er sikkert for lange, og andre har kamerarystelser i enderne, hvor man har startet og sluttet optagelsen. Det kan man undgå i den færdige film ved at finjustere – eller trimme, som det hedder i videosprog – længden af klippene.

Dette foregår ved at markere et klip på tidslinjen og dernæst vælge menuen Værktøjskasse og Modificer klipegenskaber (man kan også dobbeltklikke på klippet på tidslinjen).

Nu åbnes et vindue, som viser det første og det sidste billede i videoklippet. Klippet kan trimmes med de to håndtag. For at fjerne noget fra klippets start, trækkes det venstre håndtag mod højre. For at fjerne noget af slutningen, bruges det højre håndtag.

Man kan hele tiden følge med på de to billeder, der viser videoklippets aktuelle start og slutbillede.
Vil man fortsætte med at trimme et andet klip, kan man blot klikke på det på tidslinjen.

2.3. Overgange

Hvis man vil, kan man indsætte overgange mellem de enkelte klip, for eksempel at der fades, eller at billedet glider ind fra siden. I Pinnacle Studio er der mange forskellige overgange at vælge mellem.
Klik på knappen “Vis overgange” øverst til venstre. Nu kommer en del af overgangene frem.

Man kan se standardovergangene, men der er endnu flere – dem kan man se ved at vælge dem på listen øverst i vinduet. Der er blandt andet en masse overgange, der hedder Hollywood FX, men de er låst og kan kun bruges, hvis man køber dem.

For at indsætte en overgang trækkes den til tidslinjen og slippes mellem de klip, hvor den skal bruges. Selv om det er fristende at lege med de mange overgange, så er det sjældent en god idé at bruge mere end én type – eller måske slet ingen.

Prøv at lægge mærke til film i fjernsynet – det er sjældent, at der bruges overgange. Den simple forklaring på det er, at brugen af specielle overgange skader mere end det gavner, fordi det fjerner fokus fra filmen.

2.4. Indsæt tekst

Nu sidder klippene i den rigtige rækkefølge, og de er finjusteret – så er det tid til at sætte skilte og andet ind i filmen.

Vil man for eksempel indsætte en titel på det første klip, dobbeltklikker man på det på tidslinjen. Nu åbnes videoværktøjskassen. Klik dernæst på tekstikonet øverst til venstre og vælg Titeloverlæg.
I tekstvinduet skrives den ønskede tekst, og der afsluttes med OK.

Nu ligger teksten oven på billedet. På tidslinjen kan man se, at tekster har deres eget spor. Indholdet af dette spor lægges over filmen, og det betyder, at man kan placere tekstklippet meget præcist ved at trække det mod højre eller venstre.

2.5. Indsæt musik og kommentarer

Hvis man vil have baggrundsmusik på filmen, er der i Pinnacle Studio en masse forskellige musikeksempler, som man kan anvende.
Vælg menuen Værktøjskasse og vælg Lav SmartSound musik.

Nu kan man markere en stilart og dernæst klikke på forhåndsvisning for at høre, hvordan det lyder. Når man har fundet noget, der passer, kan man indstille varigheden øverst. Hvis man vil have musikken til at vare to minutter, skriver man det i varighedsfeltet og trykker på Tilføj til film, hvorefter musikken indsættes i filmen.

Hvis man vil kommentere filmen, kan man gøre det ved at trykke på mikrofonen. Det kræver naturligvis, at man har en mikrofon tilsluttet computeren. Sæt filmen til at køre og tryk på optag, så kan man indtale kommentarerne, mens filmen kører.

2.6. Lav en dvd menu

Vil man fremstille en dvd af videoen, er der fine muligheder i Pinnacle Studio. Tryk på knappen Vis menu. En menu indsættes ved at trække den til filmens start på tidslinjen.

Nu kan programmet automatisk oprette kapitler, eller man kan selv gøre det ved at sætte en markør på tidslinjen.

3. Filmfremstilling

Det sidste trin er selve filmfremstillingen. Her er der forskellige valgmuligheder. Det mest oplagte er at gemme filmen på DV bånd eller dvd. Hvis man vælger DV bånd, kan man sende sin film tilbage til videokameraet, forudsat at det har en DV indgang. Her kan man opbevare den færdige film i samme kvalitet som originalen.

Den anden mulighed er at brænde filmen på en dvd, hvilket der er mange fordele ved. For det første kan man oprette menuer, og for det andet kan man let se filmen på tv skærmen i stuen. En tredje mulighed er at vælge punktet Stream, som bruges, hvis man vil lægge filmen på en webside.

Heldigvis er den endelige filmfremstilling ikke et enten eller valg, man kan selvfølgelig vælge både at gemme en backup på bånd, brænde en dvd og fremstille en internetversion af mesterværket.

Når man gennemgået ovenstående tre trin, er filmen klar til at vise frem. Ud over at det er sjovere at se en færdigredigeret film, er der også andre fordele ved at komme igennem materialet på denne måde. For det første kan man sortere skidt fra kanel, og for det andet kan man lære en del af det.

Især vil man sikkert opdage, at det ville være rart med nogle optagelser til at starte og slutte filmen, eller måske mangler man nogle optagelser, der kan give en naturlig overgang fra et emne til et andet. Det husker man så næste gang, man skal skal filme, så den næste film bliver endnu bedre.

Forbind kamera og computer

Inden man kan redigere video, skal kamera og computer forbindes. Hvis man har et digitalt kamera og en computer med FireWire port, er dette en ganske let sag. Når man forbinder kamera og computer med FireWire kablet, registreres kameraet automatisk på samme måde, som vi er vant til med USB.

Det er dog langt fra alle computere, der leveres med FireWire port, og så må man købe et indstikskort. Det er relativt billigt og ikke vanskeligt at montere.

Hvor meget skal man indspille?

Video fylder rigtig meget på harddisken. Når man indspiller i DV kvalitet, fylder det 3,6 megabyte per sekund eller 12 gigabyte for en times video. Så hvis man vender hjem med 3 timers optagelser fra en ferietur, vil det hele fylde 36 gigabyte.

Man kan vælge kun at indspille det, man har brug for til filmen, og på den måde lave en grovredigering, allerede når man indspiller. På den anden side har moderne computere generelt meget plads, og det er lettere at indspille det hele og dernæst gå i gang med at redigere.

Når man er færdig med filmen, kan man roligt slette de store videofiler igen, for man har jo båndet som en slags backup.

Hvor lang skal filmen være?

Selv hvis man har været med på turen, kan det være dræbende at se timers optagelser fra en ferietur, så det er klogt at skære ind til benet. Det er meget mere sandsynligt, at man vil se filmen igen og igen, hvis den ikke er alt for lang.

Sørg for, at der er en idé med alle klippene i filmen og undgå, at klippene bliver for lange. Jo flere klip, man laver, jo mere dynamik er der i filmen, og jo mere spændende er den at se på.

Selv om det kan være hårdt at sortere voldsomt i optagelserne, er det en god idé at holde filmen under 20 minutter. Skal der mere med, kan man eventuelt lave det som et ekstra kapitel på en dvd.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere