Af Kim Ingemann
ICANN (Internet Corporation for Assigned Names and Numbers), der administrerer domænenavne, vil foretage en undersøgelse af Whois-databasen, der registrerer domæneejere, og overvejer muligheden for, at individer og firmaer kan erhverve domænenavne anonymt i fremtiden. Det skriver den amerikanske nyhedstjeneste ZDNet.
Whois-databasens offentliggørelse af domæneejeres personlige data har gjort mange domæneejere utrygge, og flere grupper i USA mener, at privatlivets fred ikke er tilstrækkeligt beskyttet, når der findes offentlige databaser af Whois-typen.
I Danmark greb Datatilsynet ind i denne uge med krav om, at danske domæneejeres personlige data gøres utilgængelige. Udenlandske domæneejeres data er lige så tilgængelige som før.