Sammen med sine konkurrenter spytter Nikon i øjeblikket små kompakte digitalkameraer ud i et rasende tempo.
De mest interessante nyheder fra den japanske kameraproducent er Coolpix P3 og P4. De to modeller har 8,1 megapixel, er udstyret med 3,5 gange digital zoom og 2,5 tommer LCD-skærm.
Der følger ligesom mange andre kameraer et væld af funktioner med Coolpix-modellerne som eksempelvis motivprogrammer, og så er programmenuen på dansk.
Coolpix P3 og P4 har også fået tilført en såkaldt VR-funktion (Vibration Reduction), der skal modvirke rystelser. Funktionen var oprindelig udviklet til Nikons digitale spejlreflekskameraer. Ifølge Nikon kan VR-funktionen sørge for, at billederne ikke bliver rystede, selv om man eksempelvis tager et foto fra en kørende bil.
Coolpix P4 understøtter ikke WLAN, men det gør til gengæld Coolpix P3. Det betyder, at billederne trådløst kan overføres til computeren eller til printeren, hvis den er PictBridge-kompatibel. Det kræver dog samtidig en adapter fra Nikon af typen PD-10.
Begge digitalkameraer kommer i handlen inden udgangen af februar. Coolpix P3 koster 3.990 kroner, mens Coolpix P4 er 500 kroner billigere, fordi digitalkameraet ikke understøtter WLAN.