Vigtigt
Inden du roder med indstillingerne, kan det være en god idé at etablere et gendannelsespunkt, så du kan vende tilbage til en konfiguration, der fungerer, hvis uheldet er ude. Gendannelsespunktet etableres ved at gå til Start, Programmer, Tilbehør, Systemværktøjer og trykke på Systemgendannelse.
1. Overblik over delte mapper
Har du brug for nemt at kunne administrere pc’ens delte mapper, kan det gøres på følgende måde. Gå til Start, Kør, Kontrolpanel, Administration, Computeradministration. Under punktet Delte mapper klikker du på Shares for at se, hvilke mapper på pc’en, der er delt.
2. Tjek om windows er en piratkopi
Hvis du er usikker på, om den kopi af Windows XP, leverandøren har installeret på pc’en, er lovlig, kan du nemt undersøge det.
Gå til Start, Kontrolpanel. Vælg menupunktet Hjælp og tryk på Er denne kopi af Windows Lovlig? Det vil åbne en webside hos Microsoft, hvor du får mulighed for at hente et program, som kan teste om Windows versionen er original eller en piratkopi. Tryk på Validate Now for at starte testen.
3. Hjemmebrygget installation
Har du udviklet et program, eller vil du blot dele en bestemt installation af nogle filer med andre, så giver Windows mulighed for, at du kan oprette dit eget installationsprogram.
Gå til Start, Kør, skriv iexpress og tryk på Enter. Det starter IExpress, hvor man kan oprette en selvudpakkende installationsfil komplet med filer, licensbetingelser og hvad der ellers hører sig til.
4. Hurtig oprydning af skrivebordet
Hvis du har brug for et tomt skrivebord, men ikke har lyst til at flytte filerne, som allerede ligger på skrivebordet, så kan de fjernes midlertidigt.
Højreklik på skrivebordet og vælg Arranger ikoner efter og find punktet Vis ikoner på skrivebordet. Ved at klikke på dette punkt fjerner man fluebenet, og alle ikonerne gemmes væk. De kan til enhver tid hentes frem igen ved at sætte fluebenet tilbage.
5. Hurtig værktøjslinje
En mappe, der bruges meget, kan oprettes som en værktøjslinje, så du får nemmere adgang til indholdet.
Tryk på mappen med venstre museknap og træk den til enten venstre eller højre side af skærmen og slip den. Windows vil nu automatisk oprette en værktøjslinje med indholdet af mappen.
6. Adresselinje på proceslinjen
Du kan tilføje en web adresselinje direkte på proceslinjen, hvor webadresser kan tastes ind. Et tryk på Enter vil derefter starte internetbrowseren op på den pågældende webside.
Højreklik på proceslinjen og vælg Værktøjslinjer, Adresse. Der vil nu være et felt på proceslinjen, hvor der står Adresse. Dobbeltklik på dette felt for at åbne adresselinjen.
Proceslinjen må i øvrigt ikke være låst, hvis du ønsker at benytte dig af denne facilitet. For at låse den op højreklikker du på proceslinjen og vælger Lås proceslinjen, så fluebenet bliver fjernet.
7. Hurtig adgang til mappeinstillinger
Har du brug for at rette noget i Mappeindstillinger, kan du gå til Start, Kontrolpanel, Mappeindstillinger for at få åbnet vinduet. Men du kan også gøre det på den hurtige måde og blot gå til Start, Kør, skrive control folders og trykke på Enter.
8. Giv mappen et billede
Du kan give dine mapper billeder, så det bliver nemmere at kende forskel på mapperne. Højreklik på mappen og vælg Egenskaber. Vælg fanebladet Tilpas og tryk på Vælg et billede. Billedet vil nu blive vist i de mapper, hvor der bruges miniature visning.
9. Fjern pop up beskrivelser
Windows har indbyggede pop up beskrivelser, hver gang man parkerer musen over en fil eller en genvej. Er du træt af at se på disse ballontips, kan de heldigvis fjernes.
Gå til Start, Kør, skriv control folders og tryk Enter. Vælg fanebladet Vis og find punktet Vis pop up beskrivelse af mappe og skrivebordselementer. Fjern fluebenet ud for dette punkt, og tryk på Ok.
10. Mappevinduer med egen proces
Har man tit mange mapper åbne på samme tid, kan det gå ud over stabiliteten, da mapperne åbnes som en del af ét program.
Åbner man i stedet mapperne som sit eget program, giver det mindre risiko for, at Windows bliver ustabil.
Du skal dog være opmærksom på, at det koster lidt mere hukommelse at åbne mapperne som separate programmer.
Gå til Start, Kør, skriv control folders og tryk Enter. Vælg fanebladet Vis og sæt flueben i punktet Start mappevinduer i en separat proces.
11. Udvid start menuen
Start menuen har en række faste punkter, som man kan trykke sig ind på, eksempelvis Dokumenter, Billeder og Kontrolpanel.
Disse menupunkter fører videre til en række forskellige underpunkter. Vil du have fat i underpunkterne allerede i Start menuen, kan det også lade sig gøre. Højreklik på Start og vælg Egenskaber.
Vælg fanebladet Menuen Start. Vælg Klassisk version af menuen Start og tryk på Tilpas. Under punktet Avancerede Indstillinger for menuen Start kan du finde alle de menupunkter, som kan udvides. Derefter er det blot at sætte flueben i de punkter, som du ønsker udvidet.
12. Ret i start-menuen
Er du utilfreds med de programmer, som ligger i Start menuen, kan du selv fjerne eller tilføje nye programmer. Højreklik på Start og vælg Åbn mappen Alle brugere. Det vil åbne et vindue med de genveje, som ligger i Start menuen, og så kan du fjerne, flytte rundt og tilføje, som du har lyst.
13. Skru hurtigt op for lyden
Har du tit brug for lyd indstillingerne, så der kan skrues op og ned for de forskellige lydenheder, så kan det gøres tilgængeligt direkte fra meddelelsesområdet.
Gå til Start, Kontrolpanel, Lyde og lydenheder. Under fanebladet Lydstyrke sætter du flueben i punktet Vis ikonet Lydstyrke på proceslinjen.
14. Frigør plads på harddisken
Begynder det at knibe med pladsen på harddisken, kan du få Windows til selv at rydde op i gamle filer. Åbn Denne Computer og højreklik på det drev, der skal ryddes op på. Tryk på Egenskaber og vælg fanebladet Generelt.
Ved at trykke på Diskoprydning starter du en guide, der undersøger hvor meget plads, der kan frigøres. Når guiden er færdig, får du mulighed for at vælge, hvilke af de foreslåede filer, du vil have slettet.
15. Afsæt mere ram til cache
Windows XP er ret konservativ med at bruge ram som cache og vil ofte hellere bruge harddisken. Ved at bruge dette tip, kan du få Windows til at bruge al tilgængelig ram til cache på nær fire megabyte.
Det giver større mulighed for, at de vigtige Windows komponenter bliver liggende i hukommelsen. Dermed bliver ydelsen bedre. Med visse applikationer kan denne indstilling dog betyde en ringere ydelse. Man bør ikke bruge denne indstilling, med mindre pc’en har minimum 256 megabyte ram.
Gå til Start, Kør, skriv regedit og tryk Enter. Find følgende nøgle i registreringsdatabasen:
HKEY_LOCAL_MACHINE\SYSTEM\CurrentControlSet\Control\Session Manager\Memory Management\LargeSystemCache
Ret 0 til 1 og tryk Ok.