Revolutionen i mørket
Digitaliseringen af biograferne er kommet i front i filmverdenen. For film koster. Og det er ikke bare regningen fra Nicole Kidman, der rykker i bankkontoen. Råmaterialerne er dyre, håndteringen under produktion er dyr, og distribution koster kassen.
Desuden er celluloidfilmen et mere end 100 år gammelt skrøbeligt medie, der har levet mere eller mindre uændret siden Edisons dage.
Afløseren hedder digital film eller Dcinema og består af en dataprojektor, der fodres med digitale informationer.
Uheldigvis deler Dcinema skæbne med den digitale DAB radio. Set med forbrugernes øjne er der ikke tale om en forbedring – mediet er blot, som det skulle have været fra starten.
Dcinema har ingen ridser, knivskarpe undertekster, ingen sorte støvkorn og ingen rysten i billedet. Men det har en perfekt filmkopi heller ikke. Den lever bare i en hård og skarpkantet verden, hvor kvaliteten hurtigt forsvinder.
I en digital biograf oplever biografgængeren en jomfruelig kopi hver gang, og det er vel, hvad vi alle sammen ønsker og forventer af en biografoplevelse.
Det er dog yderst tvivlsomt, om biografgængerne er interesserede i at betale mere for den perfekte oplevelse ved digital forevisning af film.
Filmkopier koster
Men digitale film er meget nemmere og billigere at fremstille og distribuere end almindelig 35 mm film, og det er hovedårsagen til filmbranchens interesse for Dcinema.
Det koster mellem 10.000 og 20.000 kroner at fabrikere en traditionel biografkopi. Skal filmen vises i for eksempel 50 biografer samtidig, skal distributøren betale minimum en halv million, før den første billet er solgt. Og det er dyrt at opbevare og transportere filmkopierne, der vejer op mod 70 kilo og let ridses eller beskadiges.
Digitale film kan lagres på et antal dvd’er og sendes med posten. Kopieringsomkostningen er her nede i etcifrede kronebeløb.
Derudover koster 35 mm film penge, når der optages. Til en film som Cold Mountain blev der brugt omkring 200 kilometer råfilm alene til optagelserne, hvilket løber op i 250.000 dollar eller omkring 1,5 millioner kroner.
Til sammenligning ville de tilsvarende båndomkostninger til digital film løbe op i omkring 50.000 kroner. Og her spares ydermere alle omkostninger til digitalisering, hvilket i dag er nødvendigt for at kunne klippe filmen.
Det koster fra 100.000 kroner og op. Omkostningerne til kamera og kamerahold er de samme for de to optageformer.
Besparelser ligger i produktionen
Derfor er producenter og distributører umådeligt interesserede i Dcinema, da de sparer penge i læssevis.
Men også filminstruktørerne kan lide mediet, da man med det samme kan se optagelserne, ligesom man kan klippe filmen, mens man optager den, og det koster meget lidt at tage en scene om. Og i dag bliver de fleste biograffilm alligevel overført til digital format, da al filmredigering foregår på computer. Derfor er det nemt at danne Dcinema af alle nye film.
Så distributører og producenter kan spare massive beløb ved digital distribution, mens forbrugerne er ret umotiverede for at betale ekstra for deres biografoplevelse.
Men samtidig kræver Dcinema pæne investeringer hos biograferne. De kan dog ikke lade billetpriserne stige, og annonceindtægterne forventes heller ikke at forøges bare på grund af teknologien.
Derfor er biograferne ikke specielt villige til at investere i projektorer. Det har skabt en hønen og ægget situation, hvor producenterne gerne vil have digital distribution, men ikke kan få det, fordi der ikke er nogen Dcinema biografer.
På den anden side kommer der ingen Dcinema biografer, før der er noget digitalt indhold og en acceptabel finansieringsmodel. Og det er her, slagsmålet råder i øjeblikket.
Finansiering og standarder
Filmdistributørerne er dog ved at blive klar over, at de skal dele kagen med biograferne, og der er også ved at komme en løsning på et andet problem – nemlig hele serverdelen.
En digitalprojektor har til biografbrug en server tilkoblet. Denne server indeholder filmen i krypteret form.
Krypteringen er knyttet til den enkelte projektor således, at det er selve projektoren, der dekrypterer filmen, og hver filmkopi er krypteret specielt til en given projektor.
Der er lige nu fem forskellige serverteknologier, men branchens største kræfter har fundet sammen i en sammenslutning kaldet DCI (Digital Cinema Initiative) for at finde et fælles server og krypteringsformat. Dermed skulle endnu en hindring for udbredelsen af Dcinema være udryddet.
Det gælder dog primært for nye film. Gamle film skal scannes, før de kan vises. Alle filmproducenter ligger inde med store filmarkiver, som er oplagte at sende i billig digital distribution.
Men det koster mellem 200.000 og 300.000 at scanne en spillefilm, og er filmen over 10 år gammel, skal den også igennem en restaureringsproces, hvis pris afhænger af filmens tilstand. Og det kan blive endda meget dyrt.
Disneys Snehvide kostede for eksempel omkring 40 millioner dollar at bringe tilbage til dens originaltilstand. Priserne for scanning er på vej ned, men det hjælper ikke. Hvis der er tusindvis af film i arkiverne, er konvertering til digitalt format ikke en given ting.
Men biografens digitale projektor kan også bruges til at vise sportsbegivenheder, koncerter eller prinsebryllupper, hvilket kaldes AC eller Alternative Content. Det betyder ekstra indtjeningsmuligheder for biografejeren.
I dag eksisterer der dog ingen organisation, der leverer sådant indhold til biograferne, og ingen tør vurdere den potentielle indtjening på dette område. Og så er der lige en anden krølle på problemerne.
De fleste biografer med flere sale kører det meste af dagen. Der er ingen, som vil pille en forestilling ud af programmet og bruge salen til andet, med mindre der er sikkerhed for, at indtjeningen er lige så god eller bedre end den sløjfede filmforestilling. Det betyder, at begivenheden skal være ret stor, hvis man skal have noget ud af en direkte transmission.
Store begivenheder som sport har det med at have rettighedshavere til tv i forvejen. Disse rettighedshavere skal gå med til en HD transmission, og det nødvendige optageudstyr skal også anvendes, sådan at der virkelig kommer en biografoplevelse ud af det.
Det kan hive prisniveauet op på et urealistisk niveau. Og det betyder i realiteten, at denne form for indhold i Danmark ikke er realistisk.
Den nye generation af mediesteder
I forbindelse med Dcinema er der dog ingen, der siger, at digitale film absolut skal ses i en buldermørk sal med røde plysstole.
Digitale projektorer klarer sig med mindre mørke omgivelser end en filmprojektor, hvilket betyder, at man sagtens kan etablere forevisninger i alt fra fri natur til butikcentre og jernbanestationer. Og endelig kan en flok 42" plasmaskærme også bruges til at vise film på. Med dagens teknologi er det kun fantasien, der sætter grænserne.
Det er et meget ømtåleligt politisk spørgsmål, der her dukker op. Det Danske Filminstitut er politisk forpligtet til at støtte de danske biografer, men hvis biografbegrebet muterer, forsvinder en del af filminstituttets politiske grundlag.
Men alt tyder på, at biograferne er ved at komme ud af mørket. Filmgiganten Kodak er vågnet op og er nu meget aktiv på Dcinema fronten.
Kodaks europæiske chef for Entertainment og Imaging, Denis Kelly, fortæller til PC World, at alt tyder på, at biograferne må ændre format og blive rettet mod flere former for underholdning på én gang. Det kunne være en blanding af café, teater, musik og biograf.
Han forventer videre, at hele snakken om AC i første omgang ender med, at det sker som en form for reklameforestillinger, hvor en sponsor køber en sal med en digital projektor til et bestemt formål.
Det kan for eksempel være et modefirma, der køber en biografsal til en direkte transmission af et modeshow fra Paris. Eller en læskedriksfabrikant, der viser en koncert for vinderne af en konkurrence.
Men kun omkring 250 af verdens cirka registrerede 100.000 biografer er digitale, så det vil vare en rum tid, før den sidste 35 mm strimmel løber igennem en biografprojektor.
Kampen om standarderne
Dcinema betyder digital cinema, og betegnelsen dækker over, at filmen vises via en dataprojektor og er gemt som digitale informationer på et lagringsmedie.
Der er vedtagne standarder for dataprojektor delen af Dcinema. Det er de såkaldte 2K og 4K standarder, der refererer til mængden af billedpunkter.
Den mindste standard dækker over en opløsning på 2048x1080 billedpunktermed 15 bit farver. Her anvendes i dag enten egenudviklede komprimeringsformer, eller der bruges ingen komprimering overhovedet, men der forventes en standardisering på dette område i nærmeste fremtid.
HD – det højopløselige fjernsyn
Der har været standarder i lang tid på tv fronten, hvor HD er ved at blive den amerikanske tv standard.
HD betyder high definition og er egentlig en mængde amerikanske videostandarder, der alle bygger på, at USA i løbet af de næste tre år skifter til digitalt tv, hvor der er muligheder for højopløselig video.
Den højeste kvalitet er 1.920x1.080 billedpunkter med 8 eller 10 bit farver, og formatet er altid 16:9 (1: 1,78), hvor Dcinema kan have mange flere formater. StarWars er for eksempel i formatet 1:2,35.
Billederne kan vises progressivt eller interlaced. Ved progressiv visning ses de enkelte videobilleder på én gang, på samme måde som et billede på en filmstrimmel. Dcinema vises altid progressivt, selv om alle Dcinema projektorer kan vise interlaced materiale.
Ved interlaced visning dannes det viste billede af to delbilleder, som er forskudt en pixelrække fra hinanden – øjets indbyggede træghed over for skiftende billeder "limer" de to delbilleder sammen. Derved spares der transmissionsbåndbredde, da det højopløselige billede splittes i to.
Dcinema og HD – to sider af samme sag
HD anvender en båndbredde på 19,2 megabit/s, når formatet sendes som digitalt tv.
Til filmbrug bruges båndbredder op til 600 megabit/s, hvor båndmaskiner og diske kobles op ved fiberoptiske forbindelser. Den højeste kvalitet i HD hedder 1080p eller 1080p50, hvilket dækker over billeder med en opløsning på 1.920x1.080 billedpunkter og progressiv visning. 1080p50 betegnelsen har den yderligere information, at der vises 50 billeder i sekundet.
En Dcinema projektor kan også vise HD, og derfor bruges Dcinema og HD ofte synonymt. En HD projektor er derimod begrænset til at vise HD materiale. I praksis er kvalitetsforskellen mellem HD og Dcinema dog lille.
Der eksisterer ikke projektorer eller tv til Dcinema, som er til at købe i almindelig handel, men high end plasmaskærme, projektorer og LCD tv kan ofte vise HD video.
Til sammenligning har et almindelig tv en opløsning på 720x576 billedpunkter vist interlaced, men vores PAL system er en analog standard, og det har ikke været muligt at blive enig om en ny HD standard på europæisk plan, hvorfor vi i praksis er ved at overtage de amerikanske standarder.
Lange udsigter til fælles standard
Det seneste tiltag i sommeren 2004 var en europæisk anbefaling af 720p50 som EU standard for HD tv. Det betyder 1.280x720 billedpunkter med 50 billeder i sekundet.
Uheldigvis er der allerede ét forfejlet EU projekt omkring en analog HD standard, og europæisk digitalt tv er præget af divergerende standarder i lav opløsning.
Udsigterne til en fælles standard kan derfor være lange. Det samme gælder på dvd fronten, hvor der er formatkrig mellem Blu Ray og DVD HD.
Men til filmbrug vil den amerikanske HD standard være fuldt brugbar, og der er netop gået et EU projekt i luften med navnet CinemaNet Europe, der sender HD film til 180 europæiske biografer via satellit. Beklageligvis er Danmark ikke med her.
For det viser sig, at HD i formatet 720p sagtens kan fylde et lærred som den københavnske Imperial biografs 15,7x7,4 meter store lærred uden problemer. Derfor kan uafhængige filmskabere og reklamefolk sagtens bruge HD, uden at nogen oplever en stor kvalitetsforskel i forhold til Dcinema.
HD til folket
Og så er der lige den hvide hest midt i mylderet af standarder. HDV er en optagestandard, der dukkede op sidste år med støtte fra Canon, Sony og JVC. Den giver mulighed for at optage 1080i eller 720p format på almindelige DV bånd, der anvender en båndbredde på 25 megabit/s.
Denne standard betyder, at der lige pludselig kan fås optageudstyr til 10 procent af prisen for HD kameraer og båndmaskiner. Og det er kun til at starte med, da priserne forventes at falde yderligere – HDV er set som en måde, hvorpå de amerikanske og japanske forbrugere kan få HD indhold på deres skærme.
Men sideeffekten bliver, at reklamefilm , spillefilms og tv producenter lige pludselig får en billig produktionsform, der indeholder meget af HD kvaliteterne. De leverer derfor HD indhold, og når der er indhold, kommer der gang i hardwaresalget, der inspirerer til yderligere indhold.
Dermed brydes det hønen og ægget forhold, der præger den digitale filmverden i dag.
Dcinema
Til en digital biograf kræves en projektor og en form for gengiver. Projektorerne er storebrødre til de bærbare projektorer, der bruges i dagligdagen til PowerPoint og dvd visning. Men en filmprojektor har typisk 100 gange større lysstyrke end en almindelig PowerPoint projektor.
Dcinema projektorer bygger på DLP teknologi. Her bruger man en (eller flere) chips, hvorpå der ofte sidder over en million små spejle, der kan styres elektrisk. Princippet er opfundet af Texas Instruments, og ideen er faktisk mere end 20 år gammel, men det er først inden for de seneste år, at vi er begyndt at se den i produkter.
Chippen med spejlene kaldes en DMD (Digital Micromirror Device), og kan vel bedst betegnes som et mikromekanisk vidunder. På den sidder et antal spejle, svarende til det antal pixels, man ønsker. Opløsningen 1280x1024 kræver således 1.310.720 bevægelige spejle.
Hvert spejl er 16 mikrometer stort, og mellemrummet mellem spejlene er blot en mikrometer. Et sandkorn fylder således det samme som næsten 100 af disse spejle. Og hvert enkelt spejl kan styres elektrisk via chippen, der ikke fylder mere, end at den kan ligge på en håndflade.
Der anvendes lamper på mellem 2.000 og 7.000 watt, der lever mellem 10.000 og 15.000 timer. Den lystyrke, som leveres, er omkring 18.000 Ansi lumen eller mere, og kontrastområdet er på 1:4.000, hvilket skal sammenlignes med et almindelig tv’s kontrastomfang, der er 1:600.
Prisen for en Dcinema projektor starter i dag ved 500.000 kroner, men forventes at falde for de mindre og mere lyssvage modellers vedkommende.
Projektoren kan fodres med et digitalt signal, der i videosammenhæng kan komme fra en HD videoafspiller, hvor priserne starter fra 100.000 kroner. Men HDCAM, som er et af de mest brugte HD formater, har kun fire lydkanaler og dermed ingen mulighed for surround lyd. Til afvikling af spillefilm kræves derfor en server, der koster over 150.000 kroner.
Oven i det kommer diverse installationer, netværk og styring i biografen. Det betyder alt sammen, at Det Danske Filminstitut regner med en rund million kroner i udstyr for en digital biograf.
Alle forventer, at Dcinema vil blive indført gradvist, og det betyder, at der skal stå både en digital projektor og en traditionel 35 mm filmprojektor i biograferne. Her er det ikke alle nye biografkomplekser, der er indrettet til det, mens alle ældre biografer er beregnet til to projektorer.
Det er derfor en prioritet for Det Danske Filminstitut, at digitaliseringen sker på en måde, så biograferne så vidt muligt kan nøjes med en enkelt digital projektor, der kan klare både reklamer og film. Det betyder i praksis en Dcinemaprojektor og en DCI certificeret server.
I udlandet er man langt mere indstillet på at have løsninger med to digitale projektorer, én der viser reklamer i lavere kvalitet og én ægte Dcinema projektor.
I Norge har sådanne systemer allerede været i drift, men uden den store succes, da biografgængerne blev irriterede over reklamernes dårlige billedkvalitet.
Men i USA og flere andre lande, hvor det er op til biografejerne selv at finde reklamer og i værste tilfælde selv producere dem, forventes modellen at være brugbar. Her er biograferne også større end de danske lokalbiografer og har dermed både bedre plads og større lokalpublikum end de danske.
