Dokumenter fra Microsoft Office kan spores, når de sendes over Internet. Der har tidligere været et hemmeligt nummer i Microsofts dokumenter, men det fjernede softwaregiganten efter voldsom kritik. Det nye er en fejl ? eller måske rettere en facilitet ? der kan udnyttes.
Firmaet Privacy Foundation skriver, at laver man en henvisning til et billede i et Office-dokument, og ligger dette billede på en almindelig webserver, så kan man spore den person, der læser dokumentet. For at få det til at fungere, skal dokumentet vedlægges postbeskeder. Det virker med alle Office-dokumenter, hvilket vil sige dokumenter fra programmerne Word, Excel og PowerPoint.
Når Word beder om billedet, kan der nemlig i al hemmelighed sendes besked til den oprindelige forfatter, der så kan se IP-nummeret på den person, der nu læser dokumentet. Det virker også, selvom dokumentet sendes videre til andre. Forfatteren kan dermed se IP-numrene på alle dem, der ser dokumentet.
Fejlen eller faciliteten kaldes for en "web bug", og den kan også læse og skrive cookies i Internet Explorer, hvilket blot forøger mulighederne.
Richard M. Smith, der er IT-chef hos Privacy Foundation, siger, at der næppe er tale om en egentlig fodfejl hos Microsoft. Det er blot resultatet, når man smelter Internet sammen med kontorprogrammer som Microsoft Word. Smith ved heller ikke, om fejlen nogen sinde er blevet udnyttet.
Privacy Foundation har fremlagt sagen for Microsoft, der angiveligt har erkendt mulighederne for misbrug. Microsoft skulle dog have sagt, at der ikke er beviser for, at det er blevet udnyttet.
Richard M. Smith påpeger, at problemet måske er endnu større, for i princippet kan alle typer dokumenter, der kan henvise til billeder på Internet, misbruges på denne måde.