Af Jesper Troelstrup & Poul Hilbert
IT-Brancheforeningen får nu konkurrence fra en ny slagkraftig brancheorganisation. Det er Dansk Industris medlemmer indenfor IT, tele, elektronik og kommunikation, som den 8. juni holdt stiftende generalforsamling om et nyt branchefællesskab ITEK.
Den nye ITEK-branchedirektør bliver Tom Togsverd. Han kommer fra jobbet som chefkonsulent i den gamle IT-Brancheforening (ITB) med Jacob Lyngsø som administrerende direktør og Kim Østrup (IBM) som formand. ITB har knapt 200 virksomheder som medlemmer, mens ITEK fra starten er næsten dobbelt så stor.
Dansk Industri (DI) er ved at ændre sin gamle arbedsgiver-organisation til en netværksorganisation med branchesamarbejder. DI har allerede et branchesamarbejde på området for byggematerialer, nu er ITEK på plads, og senere følger et branchefællesskab inden for levnedsmidler og emballage.
Hans Skov Christensens plan
Udgangspunktet, for hvilket branchefællesskab en DI-virksomhed skal være medlem af er ikke længere, hvilken mere eller mindre tilfældig arbejdsgiverorganisation de oprindeligt kom i kontakt med. Efter DI-formand Hans Skov Christensens nye plan skal de nu være i organisation med virksomheder, som de har et forretningsmæssigt interessefællesskab med.
? Vi kommer mere i takt med den teknologiske udvikling, ved at have en fælles organisation for disse områder. Allerede i dag er det vanskeligt at fastslå om en given virksomhed hører til under IT eller elektronik, og med sammensmeltningen af tele og data bør også telebranchen ind under den fælles paraply sammen med elektronik og kommunikation, siger Tom Togsverd, som fra 1. juli bliver direktør for den nye ITEK-brancheforening.
? Desuden matcher den nye organisation bedre strukturen i regeringens erhvervsudspil, ligesom den vil være godt egnet til at arbejde for et mere forretningsorienteret indhold i ?Det Digitale Danmark,? siger han.
Ingen krigserklæring
Dansk Industri har allerede 300 medlemmer i ITEK, og Togsverd forventer, at der efterhånden vil være op til 500-600 virksomheder i ITEK.
Han siger, at ITEK ikke er en krigserklæring til hans tidligere arbejdsplads, den arbejdsgiveruafhængige IT-Brancheforening (ITB) under Det Danske Handelskammer med adresse i den gamle børsbygning. Tværtimod lægger vi op til et samarbejde, og der understreges af, at ITB-formanden Kim Østrup også sidder i den nye ITEK-bestyrelse.
Formand for ITEK-bestyrelsen er koncernchef Jørgen Lindegaard, GN Store Nord. Næstformand i ITEK er administrerende direktør Hans Henrik Højberg, Albatros Network A/S.