Indhold
Virtualisering spås at spille en stadig vigtigere rolle i morgendagens computere, idet denne teknologi tillader, at flere styresystemer kan køre samtidigt på en computer.
Dermed kan en bruger for eksempel have ét styresystem optimeret til spil, mens et andet er specielt beskyttet til intensivt internetbrug.
Hidtil har det dog ikke været muligt at køre Windows på Linux-baserede virtualiseringsløsninger.
Det ville nemlig kræve ændringer i Windows, og det er næppe sandsynligt, at Microsoft vil foretage sådanne ændringer.
Nu er Intel imidlertid kommet Xen-projektet til hjælp. Xen er et open source-projekt, som tilfører Linux virtualiseringsteknologi.
Intel har nemlig modificeret sin VMX-virtualiseringssoftware, så Xen nu kan understøtte Windows, uden at der skal foretages ændringer i Windows.
Også AMD?s virtualiseringsteknologi med kodenavnet Pacifica vil understøtte Xen.
Kommende versioner af Red Hats og Novells Linux-distributioner vil ligeledes understøtte Xen.