Indhold
Med den lille 2,5'' harddisk MHV2160BT sætter Fujitsu rekord. Det bliver nemlig den første 2,5'' harddisk, der når en kapacitet på 160 gigabyte - med mindre den bliver slået på målstregen af en harddisk fra Seagate.
Denne størrelse harddiske, der måler 10 x 7 centimeter, bruges typisk i bærbare pc'er. Den nye harddisk fra Fujitsu er dog 12,5 millimeter høj i stedet for de sædvanlig 9,5 millimeter, så den kan absolut ikke bruges i alle bærbare pc'er.
Harddisken er med Serial ATA (SATA), og pladerne indeni roterer med 4.200 omdrejninger i minuttet.
Den understøtter teknologier som Native Command Queuing, der kan forbedre ydelsen, Staggered Spin Up, der kan mindske belastningen på strømforsyningen, hvis der er mere end én harddisk i systemet, samt Hot Plug, så man ikke behøver at slukke computeren for at udskifte harddisken.
Strømforbruget er nede på 1,6 watt, når der læses eller skrives, og når harddisken ikke anvendes, bruger den kun 0,5 watt.
Fujitsu MHV2160BT dukker op på markedet sidst på året. Til den tid får den konkurrence fra Seagate Momentus 5400.3, der også vil have plads til 160 gigabyte.