Indhold
Hvis man ikke orker at lægge Ethernet-kabler ud til alle hjemmets rum, og man på den anden side gerne vil have et kablet netværk med højere hastighed og større stabilitet end et trådløst netværk, så kan et netværk via hjemmets eksisterende el-ledninger være en mulighed. Her sætter man blot et særligt netkort i stikkontakten, så er man kørende.
Nu har organisationen HomePlug Power Alliance ratificeret specifikationerne for HomePlug AV, der efterfølger den gamle HomePlug 1.0-standard for netværk via el-ledningerne.
Mens HomePlug 1.0 kun kunne give hastigheder for dataoverførsler på 14 megabit i sekundet, kommer HomePlug AV helt op på 200 megabit i sekundet.
Her er dog tale om teoretiske maksimumværdier, og i praksis ligger hastighederne for HomePlug AV nærmere på mellem 70 og 100 megabit i sekundet.
De nye specifikationer inkluderer quality of service, så man kan være sikker på at høre musik eller se video uden hakker. Det er også vigtigt, hvis man vil bruge bredbåndstelefoni.
Udover en højere hastighed giver HomePlug AV også bedre sikkerhed. Der er nemlig understøttelse af 128-bit AES-kryptering.
De første HomePlug AV-chips dukker op i slutningen af næste måned, og de første færdige produkter vil sandsynligvis være at finde i butikkerne i løbet af foråret.