Af Poul Hilbert
IBS Errpege A/S har i dag købt samtlige aktier i dac-data A/S. Dermed er International Business System (IBS) blevet Danmarks største softwarehus med løsninger til IBM AS/400 i konkurrence med EDB Gruppen og Intentia.
IBS med hovedkvarter i Farum har betalt 44 millioner kroner kontant for dac-data i Ålborg.
De to selskaber fortsætter indtil videre som to juridisk selvstændige virksomheder, dog ændrer dac-data navn til IBS DAC A/S. Senere skal selskaberne sammenlægges.
Administrerende direktør Allan Rotheisen, IBS bliver øverste chef for begge selskaber, mens den hidtidige adm. dir. i dac-data, Jørgen Østerheden fratræder i forbindelse med opkøbet, men fortsætter som bestyrelsesmedlem i IBS DAC A/S.
Den daglige ledelse i selskaberne vil fortsat bestå af direktørerne Per Sondrup og Henrik Hvilshøj for IBS DAC A/S samt Per Davidsen og Jacob Götzsche for IBS Errpege A/S.
IBS får med købet af dac-data en årlig omsætning på 200 millioner kroner og 200 ansatte. Købet gør IBS til en egentlig landsdækkende leverandør af forretningsløsninger, da IBS tidligere var tyndt bemandet i Jylland. Mens dac-data med hovedkontor havde et solidt fodfæste i Jylland.
Bestyrelsesformand Knud Erik Lindbjerg, IBS A/S siger, at købet af dac-data udover synergi giver IBS den nødvendige kritiske masse.
IBS Danmark er ejet af den svenske børsnoterede IBS AB, som i 1999 regner med at omsætte for 2,7 milliarder svenske kroner med 2.100 medarbejdere og 3.800 kunder i 30 lande - en vækst på 35 procent i forhold til 1998.