Indhold
Forklædt som spillet Doom II henter trojanerprogrammet Doomboot.A en orm til en smittet mobiltelefon, der sender trojanerprogrammet videre til andre telefoner med MMS eller Bluetooth.
Ormen er så aktiv at telefonens batteri bruges på mindre end en time.
Derefter er telefonen død, og kun en total nulstilling kan få den gjort aktiv igen.
Dermed mistes alle data i telefonen. Trojanerprogrammet er rettet mod telefoner, som anvender styresystemet Symbian, og det skadelige program kræver, at brugeren selv downloader spillet til telefonen.
Rapporten om Doomboot.A stammer fra antivirusfirmaet F-secure. De fortæller, at programmet ikke er særlig udbredt.
Der har været flere sikkerhedsadvarsler i år om orme og trojanerprogrammer i mobiltelefoner.
Fælles for dem alle har været, at brugeren skal medvirke meget aktivt for overhovedet at få disse skadelige programmer installeret på mobiltelefonen.
Det har fået analysevirkomheden Gartner Group til mene, at denne form for trusler mere tjener til markedsføring af sikkerhedsfirmaernes produkter, end de er en reel fare for forbrugerne.