Indhold
Sikkerheds- og netværksfirmaet CSIS gør opmærksom på en ny trend inden for internet-svindel: Ransomware. Svindlerne tager dine data som gidsel, og de bliver kun frigivet, hvis du hoster op med pengene.
Svindlerne udnytter naive menneskers trang til at åbne programfiler, der er vedhæftet en mail. Programmet krypterer data på brugerens harddisk, og computeren viser en meddelelse om, hvordan man køber krypteringsnøglen, så man kan få sine data igen.
CSIS har undersøgt et eksempel, hvor et tiltænkt offer modtog en mail vedhæftet et program, der krypterede en lang række dokumenttyper og billeder på harddisken.
Når krypteringen var overstået, fremviste det ondsindede program en tekst med svindlerens mail-adresse, og via denne adresse kunne man få instruktioner om, hvordan man skulle betale. Programmet prøvede i øvrigt at sprede sig som en orm og forbinde computeren til en IP-adresse i Rusland.