Kommunikationsdirektør Kim Ruberg forlader Tele Danmark. Hans afsked kommer kort tid efter, at topchefen for virksomhedens internationale forretninger, svenskeren Lars Grönberg, fik nyt job.
I modsætning til Lars Grönberg var Kim Ruberg ikke medlem af Tele Danmarks direktion. Til gengæld var han manden, der i mange sager tegnede virksomheden udadtil. Det var særligt nødvendigt, fordi den afgåede direktør Hans Würtzen ikke havde sin stærkeste side i dialogen med medierne, og i de seneste måneder, fordi det viste sig vanskeligt at finde en ny direktør.
Ifølge bestyrelsesformand Knud Heinesen er problemerne med at finde Hans Würtzens afløser grunden til, at Kim Ruberg først siger op nu. Allerede sidste år fortalte han den øverste ledelse, at han havde lyst til at blive selvstændig. Han indvilligede dog i at blive i Tele Danmark, til Henning Dyremose blev udpeget som efterfølger for Hans Würtzen.
1. august kaster 42-årige Kim Ruberg, der blandt andet har en fortid på Jyllands-Posten, sig ud i sin nye tilværelse. Alligevel forlader han næppe Tele Danmark helt. Han har valgt at associere sig med kommunikationsrådgiverne Jøp, Ove & Myrthu, der har Tele Danmark som en stor kunde.
Kim Ruberg nåede at være fire år i Tele Danmark. Pressechef Anne Hasselholm bliver nu konstitueret som kommunikationsdirektør.