"Enhver god virksomhed, og specielt offentlige institutioner, bør have politikker for, hvordan man omgås med data, især når det er persondata."
Sådan siger Jens Roed Andersen, der er medlem af rådet for it og persondatasikkerhed.
Computerworld har tidligere skrevet om, hvordan flere end 3.500 amerikanske patienters personlige oplysninger er mistet, da en læge fik stjålet sin computer.
Oplysningerne, der lå på computeren, var ikke krypterede, og det førte til, at patienternes data nu kan være i hænderne på andre.
Den episode, mener Jens Roed Andersen, er et godt eksempel på, hvordan man kan komme galt afsted med personfølsomme data.
"Når virksomheder ønsker at gemme personfølsomme oplysninger lokalt, er det vigtigste, at man kan stå inde for en datasikkerhed gennem kryptering," siger Jens Roed Andersen.
"Det kan gøres helt automatisk sådan, at når du fjerner oplysninger fra den centrale server og lægger dem over på din lokale laptop, så bliver de automatisk krypterede," forklarer han.
Jens Roed Andersen mener også, at der herhjemme kunne gøres mere for at beskytte følsomme oplysninger i både det offentlige og i det private erhvervsliv. Blandt andet oplever han, at mange virksomheder dropper krypteringsløsninger, fordi de er dyre.
Skat har styr på det
Et af de steder, hvor medarbejderne arbejder med mange personfølsomme data, er hos Skat.
I weekenden var der indbrud hos tre skattecentre i Thisted, Struer og Hjørring, hvor tyvene blandt andet stjal flere bærbare computere. Det betyder dog ikke, at folks personlige oplysninger er i fare.
"Tyveriet er selvfølgelig meget ærgerligt, men i forhold til folks personlige oplysninger er der intet at frygte," siger Kim Troels Rasmussen, der er fagchef fra Skats it-service.
Hos Skat har medarbejderne nemlig ikke persondata liggende lokalt på computerne, men tilgår dem centralt. Samtidig er der heller ikke meget at hente, hvis der skulle ligge data lokalt.
"Vores harddiske er krypterede, så på den måde er vi også sikrede," siger Kim Troels Rasmussen.
Sikkerhed som medarbejderne forstår
En anden vigtigt ting er ifølge Jens Roed Andersen, at medarbejderne forstår og kan forholde sig til de retningslinjer, der er omkring følsom data.
Overordnede politikker hjælper nemlig ikke meget, hvis de enkelte medarbejdere ikke følger dem.
"Virksomheden kan lave nogle kampagner eller lignende, der gør den enkelte medarbejder opmærksom på, at de er en del af leddet, og forklare hvordan de skal sørge for ikke at blive det svageste led," siger Jens Roed Andersen.
Han siger desuden, at det er meget svingende, hvor seriøst virksomhederne tager beskyttelsen af følsomme data. Derfor så han gerne, at Datatilsynet involverede sig mere i området.
"Det er dem, der skal håndhæve området, og jeg synes de kunne være mere aktive i at gå ud sikre, at følsomme data ikke bliver misbrugt," siger Jens Roed Andersen.