Artikel top billede

Derfor hitter Apples App Store hos udviklerne

Antallet af applikationer i Apples online-butik eksploderer, og det daglige salg af applikationer når hele tiden nye højder. Men hvad er det, Apple har gjort rigtigt?

Over 100.000 apps, over tre milliarder downloads.

Der hersker vist ingen tvivl om, at Apple med deres App Store, hvor iPod- og iPhoneejere kan hente applikationer, er en succes.

"Jeg underviste i mobilapplikations-markedet første gang i år 2000. Lige siden har der været forskellige forsøg på at få det til at fungere og blive et stort og blomstrende marked, men det er først med App Store, at det rent faktisk lykkedes," siger adjunkt Ken Friis Larsen fra Datalogisk Institut på Københavns Universitet.

"De har skabt et system, hvor det er utrolig nemt at købe applikationer og få dem ind på telefonen. Samtidig føler kunderne sig også sikre ved at handle i App Store," siger Ken Friis Larsen.

Også Maz Spork, der er direktør i Nordic Game Prodution og tidligere har lavet MBA-afhandling om det danske spilmarked, ser noget specielt i den måde, Apple sælger sine Apps. Han mener, at Apple har været god til at koble flere ting sammen.

"For det første har Apple gjort platformen tilgængelig for udviklere ved at give dem support, teknologi, eksempler og gratis udviklingsværktøjer. Det kobler Apple så med en butik, der gør det nemt for brugerne at hente værktøjerne," siger Maz Spork og fortsætter:

"Derefter har markedskræfterne sat ind. Da distributionen er nærmest gratis, er der kommet rigtig mange produkter på hylderne, og derfor er prisen også faldet markant på de enkelte applikationer. Det har givet mange applikationer og et stort salg."

Hit blandt udviklere

Det har også været medvirkende til, at iPhone er blevet den mest populære platform blandt udviklerne. En undersøgelse blandt 217 udviklere til smartphones foretaget af analysefirmaet Ovum viser, at 81 procent af udviklerne koder til iPhone eller har planer om det.

Nummer to er BlackBerry, hvor det er 74 procent, og man skal helt ned på en fjerdeplads for at finde Anroid med 64 procent.

At iPhone ligger i toppen på trods af, at de langt fra er markedsleder indenfor smartphones, er med til at vise, at de kan noget, de andre ikke kan.

Guldgravere og romantikere

Apple har skabt en platform, det er nemt at udvikle til, og hvor der samtidig er en velfungerende salgskanal, og det har også været medvirkende til, at mange hobbyudviklere og små virksomheder kan gøre sig gældende.

"Der er ingen tvivl om, at det er blevet nemmere for mindre udviklere. Jeg ser mange succesfulde virksomheder indenfor apps-udvikling, som har mellem en og seks mand. Dertil kommer der en masse hobbyudviklere," forklarer Ken Friis Larsen.

Inden for spil til iPhone er det også meget det billede, Maz Spork oplever.

"Der er to slags udviklere. Der er de professionelle, dem der gerne vil leve af software, de kan sælge, og så er der en kæmpe skare af, dem jeg kalder romantikerne. Det er folk, der gør det af egen interesse. De laver spil, de gerne selv vil spille og tænker ikke så meget på målgrupper og konkurrenter," forklarer Maz Spork.

"Romantikerne er der normalt ikke plads til i den her verden, fordi de ikke kan få finansiering til deres projekter. Men med hele Apples platform er der mulighed for, at de kan boltre sig. Der er rigtig mange i den her gruppe, og nogen af dem slår også igennem og får kommerciel succes," siger Maz Spork.

Pengene sidder løst

Både Maz Spork og Ken Friis Larsen har set en stor udvikling i kundernes indstilling til at købe apps.

"Der er sket en stor udvikling på det her punkt. Ikke kun indenfor apps. Det er blevet helt normalt at købe alle mulige småting på nettet. Fordi firmaerne har gjort det nemt for os med tilgængelighed og små betalinger, og folk er blevet trygge ved at gøre det," siger Ken Friis Larsen.

Den udvikling ser Maz Spork også. Han påpeger, at det bare for tre-fire år siden var unormalt for folk at betale for et musiknummer og downloade det på nettet.

"Det har ændret sig markant. Nu bruger vi penge på nettet, som vi bruger småpenge nede i 7-eleven," siger han.

Svært at skille sig ud

Mens Apple har gjort det nemt for udviklere og kunder, giver den centralt styrede platform også nogle klare ulemper.

"Apple kan en masse i forhold til de private forbrugere, men et sted, hvor de ikke har gjort det så godt, er i forhold til business to business-applikationer og applikationer, der kan bruges internt i en virksomhed," siger Ken Friis Larsen.

Han mener, at Apple går glip af meget, da deres telefoner har hardware, der sagtens kunne bruges i virksomheder.

"Jeg er sikker på, at mange firmaer gerne ville give deres sælgere nogle smarte applikationer, der fungerede i samspil med virksomhedens andre systemer. Det er bare utrolig svært med Apple, fordi det er så centralt styret. Der har Android nogle klare fordele, fordi der er meget mere frihed," siger Ken Friis Larsen.

Som udvikler til Apples App Store er der også nogle store udfordringer i at skille sig ud fra alle de andre udviklere og komme igennem til sin målgruppe.

"Der er så mange applikationer i App Store, at det er utrolig uoverskueligt. Samtidig er det svært som udvikler at lave markedsføring i App Store. Som udvikler har man nogle omkostninger til at udvikle en applikation, som bliver man nødt til at have en plan for, hvordan skal tjenes ind. Men der er ikke rigtig nogen, der ved, hvordan udviklere skal markedsføre deres produkt," siger Maz Spork.

"Som udvikler kan man være i en situation, hvor man går ud fra, at der er 50.000 mennesker, som passer perfekt til ens produkt. Men de er spredt for alle vinde, og selvom man har en salgskanal i form af App Store, så er det utrolig svært at vide, hvordan man skal sikre, at folk i ens målgruppe bliver bekendte med ens produkt," siger Maz Spork.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere