Computerworld News Service: Oracle har fundet plads til Sun Solaris i sit skema af kvartalsmæssige sikkerhedsopdateringer, hvilket betyder, at man som bruger af Sun Microsystems' styresystem nu flere måneder i forvejen ved, hvornår man får en sikkerhedsopdatering.
Oracle offentliggjorde i tirsdags, at virksomheden vil inkludere adskillige Sun-produkter i sin næste såkaldte critical patch update, som falder tirsdag i næste uge.
Denne opdatering vil indeholde 16 sikkerhedsrettelser af produkter fra Sun heriblandt Solaris, Sun Cluster, Sun Convergence og serversoftwaren Sun Ray.
Sun udgav tidligere sine sikkerhedsopdateringer på ad hoc-basis. Oracle, som opkøbte Sun i januar, integrerer nu Suns produkter i sin kvartalsmæssige opdateringscyklus for at gøre processen mere forudsigelig. Mange store virksomheder heriblandt Cisco Systems, Microsoft og Adobe Systems benytter sig af lignende regelmæssige opdateringscyklusser.
Oracle vil som sædvanligt også udsende rettelser af sit database-flagskib. Syv ud af de kommende 47 rettelser er af databasen. Database-fejlene er dog ikke så alvorlige, som tidligere sårbarheder har været. Ingen af de fejl i databasen, der rettes i næste uge, kan ifølge Oracle udnyttes via fjernadgang uden at have både brugernavn og kodeord til database-serveren. Oracle retter også E-Business Suite, Collaboration Suite, Fusion Middleware, Industry Suite samt PeopleTools.
Den næste opdatering efter på tirsdag vil planmæssigt udkomme 13. juli.
Hvis du er systemadministrator, får du travlt på tirsdag. Microsoft vil efter planen rette 25 sårbarheder i sine produkter samme dag, mens Adobe udsender rettelser af Acrobat og Reader.
Oversat af Thomas Bøndergaard