Computerworld News Service: En række af verdens største producenter af batterier til bærbare computere er blevet enige om, at fremtidige produkter skal udvikles med et nyt sikkerhedsmateriale, der sikrer, at lithium-ion batterier ikke overopheder.
Det er det taiwanske teknologi-institut, Industrial Technology Research Institute (ITRI), der har udviklet den ny teknologi med navnet "Stoba" - "self-terminated oligomers with hyper-branched architecture).
Det taiwanske institut står i spidsen for et konsortium, der vil arbejde på at udvikle særlige Stoba-batterier.
Konsortiets omkring 25 medlemmer - alle batteri-producenter - vil ligeledes begynde at arbejde med kunder på at indarbejde Stoba-teknologi i de eksisterende batteri-løsninger.
De første Stoba-baserede batterier ventes på markedet mod årets slutning.
De pågældende batteri-producenter tæller Simplo, der er en af verdens største af slagsen, samt E-One Moli Energy, der vil indlede produktionen i tredje kvartal. E-One Moli Energy producerer blandt andet batterier til BMW's eksperimental-bil, Mini E.
Baggrunden var den rekord-store tilbagekaldelse af batterier i 2006, hvor der blev tilbagekaldt 9,6 millioner Sony-batterier på grund af brandfare. Tilbagekaldelsen ramte også Danmark. Det kan du læse mere om her.
Den ny-udviklede Stoba-teknologi hindrer batterierne i at overophede i en grad, der betyder, at de bryder i brand.
Lithium ion-teknologi anvendes i de fleste batterier til elektroniske apparater fra iPods over mobiltelefopner til bærbare compurtere, digitale kameraer og meget andet.
Teknologien er ellers blevet regnet for sikker i mange år. Det ændrer dog ikke på, at produktionsfejl og skader kan føre til brand i batterierne.
En batteri-teknologi, der minder om Stoba, anvendes ligeledes i hybrid-biler og batteridrevne biler.
Flere af de store batteri-producenter som Sony, Panasonic og Toshiba har i årevis arbejdet på at forbedre sikkerheden i deres batterier.
Panasonic barslede for nylig med et varme-bestandigt isoleringslag på batteriernes inderside, der skal sikre batterierne mod overophedning, hvis de kortslutter af den ene eller den anden grund.