Computerworld News Service: USA's justitsministerium vil ikke anfægte Cisco Systems' opkøbstilbud på godt 16 milliarder kroner for Tandberg, der leverer videokonferenceudstyr. Du kan læse mere om købet her.
Det er usandsynligt, at opkøbet af Tandberg, der har hovedkvarterer i både Oslo og New York City, vil være konkurrenceforvridende, på grund af den udvikling der foregår i markedet for videokonferencer, og fordi Cisco har forpligtet sig over for Europa-Kommissionen til at levere indbyrdes kompatible systemer, lyder det fra USA's justitsministerium.
Cisco offentliggjorde i september planer om at overtage Tandberg ved at opkøbe virksomhedens aktier.
De to virksomheder er konkurrenter i den slags videokonference-udstyr, man kalder telepresence, hvilket er HD-videotjenester, der simulerer, at man er til stede ansigt til ansigt ved eksempelvis møder.
Europa-Kommissionen har også godkendt opkøbet.
Cisco har forpligtet sig over for EU til at sikre interoperabilitet mellem sine produkter til telepresence og andre virksomheders.
Cisco vil derudover hjælpe med udviklingen af åbne styrings-standarder, som kan gøre det lettere for andre konkurrenter at træde ind i markedet, oplyser USA's justitsministerium.
USA's justitsministerium og Europa-Kommissionen har arbejdet tæt sammen om denne undersøgelse, der var "en model for internationalt samarbejde," udtaler Christine Varney, der er vicejustitsminister og står i spidsen for USA's justitsministeriums konkurrence-division.
Cisco havde i 2009 en årsomsætning på omkring 193 milliarder kroner og er den største leverandør af telepresence-udstyr på verdensplan.
Tandberg havde til sammenligning en årsomsætning på knap fem milliarder kroner i 2009.
Oversat af Thomas Bøndergaard