Artikel top billede

Hosting-branche vil ryge ustabile udbydere ud

Flere hosting-selskaber vil nu have fjernet useriøse web-udbydere fra nettet. Mærkeordning, mega-backup og lovgivning er blot nogle af de forslag, der skal ryge de slatne web-udbydere ud.

Efter den seneste bølge af hosting-udbydere, der har været gennem pressemaskinen på grund af dårlige sager som eksempelvis Buydomains.dk og Aspect Networks, forsøger tre af Danmarks større hosting-firmaer at trække en streg i sandet.

For nu skal det være slut med virksomheder, der enten er gået bag om dansen eller skyder frem i løbet af natten og kalder sig for et hosting-selskab.

"Al den cowboy-hosting, der finder sted, er jo rigtig skidt for branchen som helhed. Det er simpelthen for nemt at leje sig ind på nogle servere og kalde sig hosting-udbyder," siger salgs- og marketingchef fra Surftown, Thomas Folmann.

Han peger på, at ansvaret ikke alene kan placeres på kundens egen research af forskellige hostingudbydere, fordi eksempelvis privatkunder ofte bare går efter de billigste løsninger.

Det behøver ifølge Thomas Folmann ikke nødvendigvis være skidt, ligesom de dyrere løsninger ikke er nogen garanti for en stabil drift.

"De fleste privatkunder går efter den lavest mulige pris, og hvis tingene går galt, er de villige til at betale hvad som helst for at redde deres data. Derfor bør hosting-selskaberne have sikring af kundernes data som førsteprioritet, og kunderne bør kunne finde frem til de stabile udbydere, før tingene går galt," siger han.

Dårlig presse

Også direktør Vibeke D. Hansen fra Dir slår et slag for, at hosting-branchen må have skilt fårene fra bukkene i en branche, hvor op mod 500 hostingudbydere samlet set hoster omkring en million .dk-domæner.

Hun peger på, at brancheforeningerne må komme på banen og være samlingspunkt for en branche, hvor enkelte selskaber fra tid til anden taber massive mængder kundedata, så hele hostingbranchen derefter oplever at blive hængt ud i pressen som utroværdig.

Tidligere har brancheforeningerne IT Branchen og ITEK under Dansk Industri hævdet over for Computerworld, at indgåelsen af hosting-aftaler i høj grad er kundernes ansvar. Dansk IT har derimod vist sig villig til at hjælpe hosting-kunder i havsnød, men det er ifølge Vibeke D. Hansen ikke nok.

Er et mega-hotel og lovgivning vejen frem?

"It-brancheforeningerne bør have en kæmpe interesse i at sikre hosting-udbyderne et godt navn, fordi sager om nedbrud på webhoteller og den slags havner altid i pressen og kommer ud til den brede befolkning. De bør være et stærkt samlingspunkt," siger hun.

Krav, kodeks og meta-hotel

Vibeke D. Hansen mener samtidig, at hostingbranchen bør få indført mærkeordninger til udbyderne, så kunderne kan kende forskel på de stabile og de mindre stabile udbydere.

"Det er svært at gennemskue enslydende priser og produkter på nettet, og derfor skal vi have indført en standardiseret mærkeordning varetaget af en uafhængig organisation, der skal sikre en større gennemsigtighed med vores branche," siger Vibeke D. Hansen.

Hun peger blandt andet på sikkerhed, kapacitet, kompetencer, administration, miljøorientering som områder, der skal medtages i en certificering.

Thomas Folmann fra Surftown tilslutter sig ideen og mener, at mærkeordningen i høj grad også burde basere sig på, om hostingvirksomheder har en tilstrækkelig egenkapital. På den måde kan man ifølge Thomas Folmann sikre sig, at det kun er de ambitiøse selskaber, der får lov til at bryste sig med et certificeringsmærke, der i praksis vil minde om E-handelsfondens e-mærke.

"Men den slags initiativer skal jo ikke starte hos en udbyder som os, men i stedet hos en uvildig brancheforening, der kan stille en masse fornuftige krav op til hosting-selskaberne," forklarer Thomas Folmann, der også har et forslag til, hvordan kundernes data kan sikres mest effektivt.

"De danske udbydere kunne jo overveje, om det var værd at kigge på én stor samlet backup-løsning, hvor vi lægger alle vores kundedata. I lighed med Rejsegarantifonden, hvor man er sikret hjemrejse i et krakket selskab, vil kundernes data altid være sikret, og det må være den vigtigste opgave," siger han.

Lovgivning er et must

Direktør i ScanNet, Bo Fallesen, er enig i, at branchen må gribe i egen barm og få ryddet ud i alle de mange useriøse udbydere.

Han er dog ikke enig i, at et mega-meta-webhotel, hvor alle de danske udbyderes data ligger, er en farbar vej, fordi selv store selskabers maskiner kan gå ned.

"Branchen trænger i stedet til en certificering, som erhvervskunder kan pejle efter, når de leder efter en seriøs udbyder. Ligesom ejendomsmæglere er underlagt skrappe krav med hensyn til tinglysning, så skal der også stilles skrappere krav til hosting-udbydere," siger Bo Fallesen, der mener, at det simpelthen er for nemt for useriøse hostingselskaber at lyve sig til en god service på nettet.

Han peger på, at en useriøs udbyder kan betyde knald eller fald for mindre virksomheder, og derfor må politikerne på banen med en lovgivning, der sikrer kundernes data.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere