Artikel top billede

"Charlie bit my finger - again" er en af de mest sete videoer på YouTube - og ganske uskyldig. Man finder dog også copyright-beskyttet indhold på siden.

Får YouTube som fortjent med milliard-søgsmål?

ComputerViews: Mediekoncernen Viacom har sagsøgt YouTube for seks milliarder kroner, men er det fair at stille en - tilsyneladende - lov-respekterende web 2.0-tjeneste til ansvar for brugernes aktiviteter?

ComputerViews: YouTube er intet mindre end en genial idé.

Det ved de tre tidligere PayPal-ansatte, Steve Chen, Chad Hurley og Jawed Karim, da de lancerer video-tjenesten i februar 2005.

Konceptet med at lade brugerne uploade indhold til siden, hvorefter andre kan se det, kommentere det og dele det med venner og bekendte, rammer så meget plet, at web 2.0-pionéerne blot halvandet år senere, i november 2006, sælger YouTube til selveste Google for næsten 10 milliarder kroner.

Internetbrugerne elsker at se de underholdende hjemmevideoer som "Charlie bit my finger," hvor lillebror viser sin kærlighed til storebror ved at bide ham i fingeren, eller talentkonkurrence-fænomet Susan Boyle, der synger "I Dreamed a Dream" fra Les Misérables.

Faktisk er YouTube-idéen så god, at statistikfirmaet Comscore har vurderet, at der bliver set flere end 10 milliarder YouTube-videoer om måneden alene i USA.

Men måske idéen også er en tand for god? Som i stil med net-fæmomener som Napster og Kazaa, som vi alle husker, hvordan det gik?

Det handler sagen om

Det er i hvert fald den påstand, man finder hos den amerikanske mediekoncern Viacom, der helt tilbage i 2007 indledte en større sag mod YouTube ved at sagsøge siden for omkring seks milliarder kroner.

Det er den sag, der netop nu er gået ind i den afgørende fase.

Viacom, der ejer selskaber som MTV, Paramount og DreamWorks, har sagsøgt YouTube, fordi mediekoncernen hævder at have spottet 160.000 af sine videoklip på YouTube.

I fredags beskyldte YouTube - og dermed Google - Viacom for selv at have uploadet ulovligt indhold til YouTube. Viacom har til gengæld beskyldt YouTube for kun at have fået succes ved ulovligt at indeholde rettigheds-beskyttet indhold.

Viacom hævder også, at det var de tre oprindelige stifteres intention at krænke rettighedshaverne, fordi siden skulle opnå så meget trafik, at den ville blive interessant for potentielle købere.

Gamle e-mails spøger

Det er her, sagen for alvor bliver interessant, for Viacom har i forbindelse med søgsmålet mod YouTube fået adgang til interne e-mail-korrespondancer mellem YouTube-cheferne, der - hævdes det - viser, at man helt bevidst tillod ulovligt indhold på siden.

"Vi skal huske på, at vi er nødt til at tiltrække trafik. Hvor meget trafik vil vi få fra personlige videoer? Husk på, at den eneste grund til, at vores trafik voksede på grund af denne type video … virale videoer ofte være DENNE slags videoer," skal Steve Chen have skrevet til sine YouTube-kolleger i en mail den 29. juli 2005.

Sikkert er det, at YouTube flere gange har været under heftige beskyldninger fra forskellige rettighedshavere. Blandt andet blev YouTube i 2006 tvunget til at slette 29.549 video-klip, efter at 23 japanske medieselskaber havde dokumenteret brud på ophavsretten.

Også en række af de helt store pladeselskaber har været efter YouTube.

Specielt i tjenestens tidlige dage kunne man finde ganske mange officielle musikvideoer på siden, ligesom man fortsat kan finde et hav af film-bidder og uddrag af diverse tv-shows. For slet ikke at tale om den ulovlige underlægnings-musik, man finder på rigtig mange amatøroptagelser.

YouTube er mere stueren - men nok?

At der kan findes ulovligt indhold på YouTube, er dog ikke det samme, som, at siden kan gøres ansvarlig - og dermed idømmes en bøde.

YouTube - og dermed Google - håber på, at dommeren vil lægge vægt på den del af den amerikanske copyright-lovgivning, der siger, at så længe en webside ikke har viden om ulovligt indhold, vil den ikke kunne gøres ansvarlig for det, og så længe den fjerner de ulovlige indhold, som den kender til, kan den heller ikke gøres ansvarlig.

Specielt siden Google kom til som ejer, har YouTube forsøgt at polere sit image, så siden tager mest muligt afstand til ulovligt indhold.

I år 2010 er YouTube på mange måder blevet mere stueren. Et kig på sidens vejledning omkring Copyright-beskyttet indhold viser, at Google i hvert faldt formelt forsøger at stoppe brugerne i at uploade ulovligt indhold.

"Upload af copyright-beskyttet indhold kan betyde, at din konto bliver slettet, og måske medføre økonomiske skader, hvis en copyright-ejer beslutter at anlægge sag (dette er alvorligt - du kan blive sagsøgt!)," skriver Google blandt andet.

Kan man sammenligne YouTube med Pirate Bay?

Samtidig er YouTube i de senere år i stadig større omfang begyndt at anvende genkendelses-software, der automatisk kan spotte ulovligt materiale.

Faktisk har den type software fået så stor magt, at også lovligt materiale som den danske gruppe Hej Matematiks video til 'Walkmand' er blevet fjernet fra YouTube med henvisning til, at musikken var et plagiat af R.E.M's 'Supernatural Superserious' - selvom det ikke var tilfældet.

Sagen Viacom versus YouTube kommer til at handle meget om juridiske spidsfindigheder, som det er svært at forholde sig til som helt almindelig menigmand.

Den principielle diskussion - om en web-tjeneste som YouTube skal stilles til ansvar for, at brugerne uploader ulovligt indhold - er derimod langt fra kun relevant i USA. Den findes, om end i mindre målestok, på alle hjemmesider, hvor brugerne har mulighed for at uploade og dele indhold.

Vi så senest den samme problematik med Pirate Bay, der sidste år blev stillet til ansvar for det indhold, brugerne har delt via siden, og den sag endte med både fængselsstraffe og millionbøder til stifterne.

Mens Pirate Bay som koncept lægger op til ulovligheder - det gør i hvert fald navnet - så er YouTube en anderledes størrelse, som i hvert fald på overfladen forsøger at undgå ulovligheder. At det så kan være svært at spotte alle ulovlige klip, når der bliver uploadet mere end tyve timers video til YouTube hvert minut døgnet rundt, er en anden sag.

På den måde minder YouTube i langt højere grad om de fleste web 2.0-sider, herunder ikke mindst en tjeneste som Facebook, hvor billeder og videoer deles flittigt mellem de mange millioner brugere.

Spørgsmålet er, om de gode intentioner og forsikringer er nok til at undgå at skulle betale rettighedshaverne ved kasse et?

Det er det spørgsmål, der kommer til at afgøre, om YouTube skal betale de seks milliarder kroner, Viacom kræver.

Dommer Louis Stanton fra den amerikanske distrikts-domstol i New York har givet Google og Viacom en frist til den 30. april til at svare igen på hinandes sags-fremstillinger, og det ventes, at der vil falde dom senere i år.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere