Apples nye produkt "iPad" vil åbne for en helt ny type elektroniske medier: De "tilbagelænede".
Lige så længe vi har haft computerbårne medier, har vi været bevidste om at de er "fremadlænede". Vi sidder fremadlænede foran vores computere og klikker utålmodigt med musen. Vi vil noget, vi har travlt, vi har åbnet både web og e-mail og Facebook og chat - og så skal vi lige tjekke nyhederne. Netbrugere er verdens mest utålmodige folkefærd. Med pegefingeren spændt op til lir hen over musens ryg er der kun millisekunder fra tanke til klik. Verdens mest troløse læsere er netlæsere.
Den nye iPad åbner for en anderledes oplevelse. En tilbagelænet oplevelse. Læseren sidder tilbagelænet i sin stol med iPad'en i begge sine hænder. Apparatet er indrettet på at modtage, fremfor at agere. Der er ikke nogen mus, man skal bruge fingrene direkte på skærmen.
Der er heller ikke noget tastatur. Man kan kalde et tastatur frem på skærmen, når man har behov for det - og dem, der har prøvet at bruge tastaturet på en iPhone ved, at det netop kun bliver, når der absolut er brug for det. Skærmtastaturer indbyder ikke til lange statusopdateringer.
Endelig kan iPad'en kun køre et program ad gangen. Ikke noget med lige tjekke Facebook, mens vi taler i Skype og ser en film. Nej, der foregår én ting ad gangen. Når jeg ser film, kan jeg kun se den. Det samme når jeg er på nettet, og når jeg tjekker mails.
Hvilken mageløs og rolig verden, der venter os! Man ser for sig hosekræmmeren tjekke mail i tællelysets skær, mens konen strikker på en ny hue. Farvel stress og jag. Goddag til bevidst og koncentreret brug af elektroniske medier.
For udgiverne betyder det nye muligheder. iPad-brugerne vil være mere interesseret i længere fortællinger.
Fagforeningen 3F har længe eksperimenteret med nye narrative formater på web, og de vil finde endnu større interesse blandt iPad-brugerne. Nye former for gammeldags slideshows, powerpoint-kloner og andre fortælleformer vil være populære her. Selvsagt vil levende billeder i alle former blot vokse endnu mere her.
Og hvem ved, måske vil de overvurderede "e-magasiner", som blev introduceret af "Remee" og siden kritikløst kopieret uendeligt, rent faktisk give værdi for iPad-brugerne.
For udsendere af e-mail-marketing lover iPad helt nye muligheder. E-mail er et opsøgende medie, der i stigende grad bliver personligt tilpasset. Men e-mail er også et medie, der kæmper om brugerens opmærksomhed i de stressede omgivelser, en indbakke som oftest er.
Men nu kan e-mails pludselig læses i sofaen, på en stor skærm, i tilbagelænet sindstilstand og uden andre programmer kørende samtidig. Og ikke nok med det. Den nye iPad kan efter al sandsynlighed afspille video i e-mails uden yderligere dikkedarer.
Det kan kun gå for langsomt at få udforsket de nye muligheder. Nok vil der være et begrænset publikum i starten, men se nu hvordan Politiken var hurtigt ude med en iPhone-udgave af avisen - og hvordan de nu er den suverænt førende danske netavis på mobiltelefoner.
Der er masser af billig opmærksomhed og potentielt en god forretning i at komme i gang med at udvikle iPad-tilrettede medier det samme.
Claus Sølvsteen er partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.