Computerworld News Service: I mere end et årti har Arm Holdings designet chip til både almindelige mobiltelefoner og smartphones som for eksempel Apples iPhone.
Nu står virksomheden over for en udfordrer i form af Intel, der for nylig demonstrerede en nye smartphone, LG Electronics' GW990, som er baseret på firmaets kommende Moorestown-platform.
Mens Intel vil til at beskæftige sig med mindre enheder, sigter Arm mod Intels banehalvdel med produkter som tablets, e-readere og de billige bærbare computere, som Arms partnere kalder smartbooks.
For nylig lancerede Lenovo den billige Skylight smartbook, og Hewlett-Packard fortalte, at selskabet også er i gang med at udvikle en smartbook.
Begge vil køre på Qualcomms Snapdragon-processor, som er baseret på Arms design.
Store udfordringer
Men Arm står over for udfordringer.
De fleste bærbare af netbook-typen er nemlig i dag baseret på Intel-chip.
Og de billige bærbare computere, der er baseret på Arms processorer, understøtter ikke Microsofts allestedsnærværende Windows OS, der er designet til Intels x86 chip.
Arm håber derfor, at de enheder, der er bygget på grundlag af Googles Linux-baserede tilbud - Android og Chrome - vil blive et hit hos brugerne.
Vi har spurgt Arms administrerende direktør, Warren East, om konkurrencen med Intel, kompatibiliteten med Windows og Arms fremtidige processorer.
Intel har fremvist den første smartphone med en fem tommer skærm. Kan I mærke Intels tilstedeværelse på smartphone-markedet?
"Selvfølgelig kan vi det. Vi har hele tiden sagt, at vi ikke i længden vil kunne fortsætte med at dominere markedet for applikations-processorer i telefoner. Men vi tror ikke på, at Intel kommer til at dominere det marked i de næste mange år.
Hvis [enheds-producenterne] skulle skifte arkitektur, så ville det kræve, at Intels produkter var så meget bedre, at det kunne opveje prisen ved at skifte. Vi tror på, at Intel vil kunne komme op på siden af Arm inden for de næste år. Men det vil tage år, inden Intel kommer dertil."
Intel haler ind - sådan vil Arm svare igen
Arm sidder på en etableret position på markedet for smartphones. Men Intel har en stærkt road map og gode produktionsvilkår. Hvordan vil Arm holde skansen?
"Folk taler om Intels road map og tror tilsyneladende, at Arms road map står stille. Men Arms road map står ikke stille.
Vi bevæger os fra Arm11 over Cortex-A8 til Cortex-A9-produkter. Vi er i gang med at licensere generationen efter Cortex-A9, som får et enormt højt performance-niveau. Derudover har vi road maps med 64-bit og virtualisering.
Når vi så snakker om semikonduktor-teknologien siger folk 'altså, Intel har en overlegen semikonduktor-teknologi.' De er måske seks måneder foran virksomheder som TSMC, GlobalFoundries og IBM. Men vi lancerede vores første 22-nanometer struktur, produktion1, for kort tid siden.
Vi får 32-nanometer mikroprocessorer i produktion i midten af året fra visse Arm-partnere. Så der er heller ikke nogen proces-fordel.
I længden vil de selvfølgelig gøre fremskridt, for det er et stort marked, og folk vil gerne prøve forskellige ting. Men jeg kan ikke se, hvordan de skulle gøre meningsfulde fremskridt."
Intel har sagt, at en af virksomhedens fordele findes i software-udviklings-økosystemet.. Det er et område, hvor Intel antyder, at Arm er svag. På hvilke måder har I udviklet software-økosystemet for at understøtte jeres enheder?
"Sandheden er, at Arms økosystem er virkeligt stærkt. Da Intel kom med den bemærkning for snart lang tid siden, tror jeg i virkeligheden, at selskabet talte om det pc-software-økosystem, der omgiver Arm.
Det er sandt - det var i hvert fald sandt - at i de sidste 25 år er pc-applikationer blevet uidviklet med Intels processor i tankerne, og ikke Arm. Men i denne verden med et stadigt mere udviklet mobilt internet, nej - det er Arm.
For at skabe en god brugeroplevelse, så skal man have god browser-erfaring, gode plug-ins og gode styresystemer.
Det er det vigtigste i forhold til styresystemer til forbrugerenheder. Er det det vigtigste i forhold til styresystemer til pc'er? Selvfølgelig ikke.
Pc'er har 25 års Microsoft-historie bag sig, og Windows er hvad man forventer, hvis man gerne vil have en grå boks, der ligner en [bærbar computer]. Forbrugeren gider ikke vide noget om styresystemer eller teknologier, der kommer i vejen."
Arm har tidligere udtalt, at selskabet ville fokusere på applikations-processorer til servere, men der endnu ikke kommet nogen produkter. Bliver det et stort marked for virksomheden?
"Fremskridt er et stærkt ord. Men servere vil i løbet af få år blive en vigtig applikation for os ved skyens back-end.
Kommer vi til at arbejde med supercomputere for rum-applikationer og vejrudsigter? Niks. Men skyens back-end? Absolut.
Strømforbrug og omkostninger er det vigtigste for de folk, og Arm er vejen frem.
Vi har i to eller tre år arbejdet sammen med nogle opstartsvirksomheder, og nu med nogle af vores mere mainstream semikonduktor-partnere… og nogle af de helt store system-virksomheder, som producerer servere og udstyr."
Skal du også have en netbook?
Har fremkomsten af de billige bærbare computere som netbooks og smartbooks overrasket jer?
"Smartbooks og netbooks... vi forventede det nærmest. Vi bruger ikke meget tid på at gætte på formfaktor.
Vores mål er at muliggøre semikonduktorer, at gøre det muligt for udstyrsproducenterne at fange forbrugerne. Vi tror, at vores teknologi hjælper på grund af det lave strømforbrug.
Det muliggør desuden et meget højt integrationsniveau, der er grundlaget for billige semikonduktorer. Da Apple skabte iPhone, rykkede selskabet virkelig ved brugeroplevelsen, gjorde det nemt og fjernede det teknologiske element. Vi vil gerne give folk redskaberne til at gøre det samme."
Microsoft har sagt, at virksomhedens styresystemer som for eksempel Windows 7 ikke vil komme til at understøtte Arm. Presser I Microsoft for Arm-kompatibilitet med Windows?
"Jeg er fortrøstningsfuld med eller uden Microsoft. Det er selvfølgelig fint, hvis Microsoft gerne vil lege med. Microsoft vil komme til at opleve nogle muligheder, som de ellers vil gå glip af.
Vi tror på, at der enten vil komme en omfattende Windows-understøttelse fra Microsoft eller at Microsoft vil gå glip af muligheder. Det er kun Microsoft, der kan tage den beslutning.
Ville vi accellerere Arm-udviklingen for formfaktorer med et Windows-logo? Ja.
Enhver fremgang i den henseende er god for os. Hvis Windows ikke er med, så kan vi også klare os uden accellerationen. Jeg kan godt forstå Microsoft. Det er stor udfordring for dem, eftersom de har 25 års bagage."
Hvad er det for noget bagage?
"Den gamle printer under gæstesengen. Når man så køber en ny pc, kan man bare sætte den gamle printer til, og så virker det med Windows.
Microsoft vil skulle sørge for, at den slags også virker med Arm. Og det er selvfølgelig en stor vedligeholdelsesmæssig opgave."
Linux har stadig problemer med hardware-kompatibilitet og brugervenlighed, som det vil tage tid at løse. Det vil måske vise sig problematisk i forhold til folk, der er vant til Windows.
"Hvis man ser på, hvad der er blevet opnået i løbet af 18 måneder til to år og sammenligner det med de 25 års Windows-monopol, så er det tydeligt, at brugeroplevelsen på en Linux-maskine er blevet meget bedre på kort tid. Det bliver ikke noget problem."
Hvad vil det ske med fremtidens Arm-design?
"Det, der sker i mainframe-land, sker også med integrerede chip. Vi taler 64-bit, virtualisering og den slags. Det vil man komme til at se. Hver gang vi skaber en ny mikroprocessor, så forsøger vi at klemme så meget performance ud af den som muligt. Mindre silicium og højere hastighed.
Vi arbejder med klassisk computer-arkitektur. Det handler alt sammen om at udføre mere matematik på den samme tid," siger Arms administrerende direktør, Warren East.