Computerworld News Service: Nu, da Microsoft SharePoint 2010 er på lige trapperne med en udgivelse i første halvdel af i år, skal virksomhederne til at forholde sig til pakkens mange nye funktioner for både slutbrugere (blogge og wiki'er) og it-professionelle (applikations-håndtering, back-up og recovery).
Men det er nemmere sagt end gjort. SharePoint 2007 er i sig selv en ordentlig mundfuld for mange it-afdelinger.
"En del organisationer vil ikke være klar til at opgradere til SP 2010 før i hvert fald et halvt år efter udgivelsen, ellers venter de på service pack 1," siger Scott Gode, der er product manager ved Azaleos - en tjenesteudbyder, der hjælper virksomheder med at implementere og håndtere SharePoint og Exchange-miljøer.
De organisationer, Scott Gode taler med, har ikke travlt med at få fat i SharePoint 2010, og det har at gøre med pakkens dramatiske ændringer i funktionerne og med det, at den kræver 64-bit hardware, fortæller han.
Under SharePoint Technology-konferencen, som fandt sted i San Francisco tidligere på måneden, gav Azealos' director of SharePoint services, Jason Dearinger, en præsentation, der fokuserede på generelle management-problemstillinger for SharePoint.
Her følger tre overvågnings- og management-tips fra præsentationen, der kan hjælpe dig med at holde uregerlige SharePoint under kontrol.
SharePoint er levende
Eftersom SharePoint er i brug på alle tidspunkter, med brugere og data der hele tiden kommer og går, så skal programmet også være overvåget hele tiden.
It-afdelingen skal behandle SharePoint som en levende organisme ved at måle helbredet på applikationerne, størrelsen på databaserne og hvor hurtigt søgningerne gennemføres, siger Scott Gode. Desuden skal man huske at tjekke status på de virtuelle maskiner, hvis man kører med virtualisering.
Alle dele af en it-afdeling har brug for opmærksomhed fra tid til anden, lyder det fra Scott Gode, men SharePoint er alligevel noget særligt.
"SharePoint har brug for konstant omsorg. Det er mere levende end nogle andre applikationer, eftersom brugerne konstant tilføjer nyt indhold og har mere kontrol over SharePoint en over en almindelig database for eksempel."
Administratorerne kan miste overblikket
Af samme grund kan SharePoint også vokse it-afdelingen over hovedet og på den måde blive ubrugelig. Hvis slutbrugerne får for meget kontrol og administratorerne mister overblikket, så kan der blive stoppet for meget indhold ind i SharePoint.
"Så kan brugerne ikke finde det, de skal bruge," siger Scott Gode.
"Det er en balancegang for it-afdelingen på den enes side at give brugerne kontrol men på den anden side at holde dem under opsyn."
Hav ikke for travlt
Virksomheder, der ikke er klar til at gå i krig med indlæringskurven ved en opgradering eller er klar til at købe den 64-bit hardware, der skal til for at køre SharePoint 2010, skal hverken gøre tingene for hurtigt eller lade stå til, siger Scott Gode.
For at være proaktiv bør virksomheden allerede nu tjekke SharePoint-applikationerne for kompatibilitet og ikke stole blindt på beta-software eller vente på, at Microsofts udgiver produktet.
"Jeg har hørt, at udgivelsen skulle finde sted i alt fra april til september," fortæller Scott Gode. "Det giver simpelthen ikke mening at planlægge test af samarbejdsværktøjerne eller dokumenthåndtering i forhold til Microsofts skema."
Find den rigtige konfiguration
Når Azaleo skal hjælpe kunder med at opbygge et SharePoint-miljø, så er oplevelsen ofte, at kunderne ikke ved, hvad de egentlig vil have ud af SharePoint. Er det for at skabe en række wiki'er? Er det som et system til håndtering af dokumenter? Er det et arkiv på steroider?
Nogle organisationer udbygger SharePoint for meget og gør det hele mere komplekst, end det behøver være, advarer Scott Gode. Eller også under-investerer de ved at benytte Windows SharePoint Services (en gratis add-on til Windows Server 2003 og 2008) som fuldt dokumenthåndteringssystem.
Scott Gode tilskynder virksomhederne til at planlægge, hvor mange applikationsservere og hvor mange back end-servere de har brug for, og hvorvidt de skal anvende virtualisering eller køre alt via fysisk hardware. De bør desuden udarbejde en backup- og recovery-plan, ligesom de skal finde ud af, hvor meget high-availability der er behov for til SharePoint-data.
Scott sammenligner SharePoint med en Schweizerkniv, der har flere redskaber, end hvad de fleste virksomheder egentlig har brug for. Der er faktisk en del kunder, der kæmper med at finde den ene eller måske de to fantastiske redskaber, som giver mening lige præcis i deres virksomhed.
"Tricket er, at man skal finde ud af præcist, hvordan man bedst bruger SharePoint og så modellere back-end i forhold til det," forklarer Scott Gode.
Læs mere:
Sådan forbereder du den store SharePoint-udrulning
'Does everybody love SharePoint 2010?'
Fik du det hele med? Microsoft har enorme forventninger til SharePoint 2010. Computerworld har været med på selskabets store SharePoint-konference i Las Vegas.
Få overblikket her.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen