Indhold
AMD vil benytte teknologi beregnet til bærbare computere i server-processorer. Derved kan der nemlig spares penge i server-installationer på grund af reduceret strømforbrug og dermed også reduceret varmeafgivelse.
Ved at indbygge strømstyringsteknologien PowerNow! i Opteron-processorer bliver det muligt for styresystemet at justere processorens clockfrekvens efter systembelastningen.
Det skulle ifølge AMD give en besparelse i strømforbruget på op til 80 procent.
AMD har leveret Opteron-processorer med den strømbesparende teknologi igennem et par måneder.
Både styresystem og BIOS skal kunne håndtere muligheden for at ændre processorens clockfrekvens, hvilket ifølge AMD først er på plads til næste år.