Artikel top billede

Interview: Mød Eugene Kaspersky fra Kaspersky Labs

Interview: Der findes ingen magiske opskrifter på at få god it-sikkerhed, mener Eugene Kaspersky, stifter af den russiske sikkerheds-kæmpe, Kaspersky Labs, som Computerworld har mødt.

Computerworld News Service: Sikkerhedsselskabet Kaspersky Labs er i mange lande kendt som producent af populær antivirussoftware.

I Kina har virksomheden 100 millioner brugere, og dens software er meget populær i Tyskland og selvfølgelig i Rusland, hvor Kaspersky blev etableret i 1997.

Medstifter og koncernchef i virksomheden, Eugene Kaspersky, begyndte som kandidat fra det russiske Institut for Kryptografi, Telekommunikation og Datalogi med at licensere antivirussoftware til andre virksomheder frem for direkte til forbrugerne.

Dette er stadig en stor del af Kaspersky Labs forretning, som tæller Juniper, BlueCoat og CheckPoint blandt sine partnere.

Gode amerikanske dollar

Da den russiske økonomi kollapsede i 1998, holdt amerikanske dollars fra disse udenlandske kontrakter virksomheden ovenvande, og i dag rangerer IDC Kaspersky som den fjerdestørste antivirus-virksomhed på verdensplan.

Det er ikke nogen smal sag at opbygge en it-virksomhed i Rusland, men det lykkedes for Kaspersky.

Med base i en ombygget fabrik i Moskvas udkant, der fremstillede radio-komponenter, har Kaspersky nu 1.800 medarbejdere og kalder sig selv Ruslands største softwarevirksomhed.

I et land, der er berygtet for datakriminalitet, tilbyder Kaspersky studerende med sikkerhedstalenter et positivt afløb for deres talenter.

Tager de bedste studerende til sig

"Kaspersky spiller virkelig en stor rolle i det nationale og internationale sikkerhedsmarked," siger Elena Minaeva, der underviser i kryptografi ved det nationale universitet for atomforskning i Moskva.

"Der ender vores bedste studerende," siger hun.

Selvom Eugene Kaspersky nu bruger lige så meget af sin tid på rejser, som han bruger hjemme i Rusland, møder vi ham i Moskva.

Hvordan ser 2010 ud for Kaspersky?

"Sidste år var præget af finanskrisen. Det påvirkede selvfølgelig vores forretning.

Forbrugerne - særligt i østeuropæiske og asiatiske lande - begyndte at bruge mindre lovligt software og flere piratkopier.

Og erhvervslivet begyndte at holde nøje styr på hver licens. Så det gav en negativ påvirkning, men samtidig blev vi ved at vokse, så det lykkedes os at udbygge det internationale partnernetværk.

Vi har gode produkter. Der var en negativ og en positiv udvikling at følge, men den positive var stærkest.

Hvordan gik det for omsætningen i 2009?

"Vi offentliggør alle tallene i slutningen af februar Omsætningen for 2008 lå på 329 millioner dollar (1.788 millioner kroner). Sidste år voksede vi stadig. Vi havde en tocifret vækst, så meget kan jeg sige dig."

Kaspersky Labs er Ruslands største softwarevirksomhed. Fortæl lidt om udfordringerne ved at opbygge en softwarevirksomhed i Rusland - særligt inden for it-sikkerhed?

"At have base i Rusland har både sine positive og negative sider.

I begyndelsen havde vi ingen erfaring med, hvordan man bygger et internationalt produkt. Men hvis man i stedet taler teknologi, så var der generationer af udvikling i uddannelsessystemet i Rusland.

Masser af fejl - og masser af erfaring

Der var generationer af tekniske uddannelser, men tilbage i Sovjet-tiden var der selvfølgelig ingen handelsuddannelser.

Så her havde vi ingen erfaring, og vi var nødt til at begå vores egne fejl for at få denne erfaring. I begyndelsen var der stort set ingen uddannelsescentre, hvor man kunne lære om handel og forretning.

Fordelen er Ruslands perfekte tekniske uddannelsessystem, så det er langt lettere at finde talentfulde udviklere her. "

Når de studerende i Rusland med gode tekniske kvalifikationer bliver færdige med studierne, hvad vil de så gerne? Arbejde for en nystartet virksomhed?

"Folk går som regel til offshore-virksomheder og udvikler den software, der bliver efterspurgt, eller de arbejder som it-folk i banker og andre sektorer. Der er omkring 10 eller 20 større softwarevirksomheder, ikke tusinder som i Silicon Valley."

Giver det en fordel, når man skal ansætte, at der ikke er særlig mange softwarevirksomheder men derimod mange veluddannede mennesker?

" Der er ikke så mange virksomheder, men de studerende har nok jobmuligheder at vælge imellem.

Der er god konkurrence. Før i tiden var softwareudviklere i Rusland billig arbejdskraft. Nu tjener de næsten lige så meget som i Silicon Valley, hvis man fraregner skatten. De er ikke længere billige i drift."

I USA hersker der en opfattelse af, at Rusland er kilde til alle mulige former for datakriminalitet...

"Denne opfattelse er nu blevet ændret. De amerikanske medier er begyndt at sige: "kinesiske hackere." Engang var der kun "russiske hackere" i mediebilledet, nu er de kinesiske.

Det er et spørgsmål om opfattelse.

Det er det samme i Tyskland om amerikanerne. Jeg læste en artikel i CeBIT News, der handlede om spam.

I artiklen stod der ikke bare "spammere," der stod "amerikanske spammere." Så i Tyskland eksisterer der en opfattelse af, at al spam kommer fra USA. Men det alene gør det ikke sandt.

Hvorfor eksisterer der den ene eller den anden opfattelse? Jeg ved det ikke.

Er det udtryk for sandheden eller ej? Det er nok delvist sandt.

Jeg mener, at russisktalende hackere og datakriminelle er number tre på verdensplan.

Verdens værste hackerland

Kina er nummer et, og der er ret langt ned til andenpladsen. Latinamerika er nummer to - det vil sige spansk- og portugisisksproget malware - der vist hovedsagligt kommer fra Brasilien, men også fra andre lande.

Russisksproget malware kommer heller ikke kun fra Rusland men også fra Ukraine, Kazakhstan, de baltiske lande eller fra Israel, New York, Seattle, vi ved det i virkeligheden ikke.

Malwaren har ikke noget pas, og vi kan heller ikke være sikre, selvom angrebene kommer fra et bestemt territorium, for det kunne lige så godt være en proxyserver.

Derfor virker det en smule åndssvagt, når man påstår:

"Dette angreb kommer fra Kina, fordi deres IP-adresser er kinesiske." Helt ærligt. Det siger ikke andet, end at der var en proxyserver op i Kina."

Har du fulgt med i Aurora-angrebene mod Google og andre virksomheder?

"Vi har stadig ikke nok data, men der var også for meget støj, tror jeg. Sådanne angreb sker hver dag mod visse virksomheder. De afslører det simpelthen bare ikke. Hvorfor var det nogen, der besluttede at sætte PR-maskineriet igang? Jeg ved det ikke. Det kunne være en del af spillet."

For at lægge pres på Kina, mener du?

"Ja, det tror jeg, men ikke på regeringsniveau.

Jeg tror, at Google har sin egen strategi for det kinesiske marked, og dette kunne være en del af denne strategi. Så de tog denne hændelse som en god nyhed og afslørede den bare for at føre opmærksomhed over på de problemer, de har i Kina.

Og det handler ikke bare om menneskerettigheder eller informationsfrihed. Der er også lige det faktum, at Google har en stor konkurrent i Kina: Baidu.

Det kinesiske marked er meget svært."

Hvordan går jeres forretninger i Kina?

"Vi har over 100 millioner brugere i Kina. Men dermed mener jeg ikke kunder."

Hvor mange betalende brugere har I?

"Millioner ... Man mener, at vi sandsynligvis er størst i forhold til antal brugere i forbrugersegmentet i Kina. Jeg bliver genkendt af kinesere i lufthavnen i Beijing."

Er du bekymret over tyveri af intellektuel ejendom og elektronisk industrispionage - for at vende tilbage til Aurora?

"Denne form for målrettede angreb er ikke noget nyt, men sikkerhedsbranchen har endnu ikke de rigtige svar på disse spørgsmål.

Vi arbejder dog på at finde den rigtige måde at opnå beskyttelse, men der er ingen magisk opskrift, for der findes så mange forskellige slags angreb."

Oversat af Thomas Bøndergaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere