Computerworld News Service: Microsoft vinder stadig andele i søgemarkedet med selskabets søgemaskine, der i december voksede en smule hurtigere end konkurrenternes, viser en rapport fra comScore.
Bings andel af søgningerne i USA nåede i sidste måned op på 10,7 procent, hvilket udgør en stigning på 0,4 procentpoint i forhold til november, oplyser comScore.
Google sidder stadig på størstedelen af søgningerne med 65,7 procent af markedet i december, hvilket udgør en stigning på 0,1 procentpoint i forhold til november.
Microsofts vækst sker på Asks og AOL's samt partneren Yahoos bekostning. Yahoos markedsandel faldt en smule fra 17,5 procent i november til 17,3 procent i december. Også AOL mistede andele og faldt fra 2,8 procent i november til 2,6 procent i december.
Siden lanceringen af Bing i juni 2009 har Microsoft langsomt men stødt vundet terræn.
Virksomheden har løbende tilføjet nye funktioner, hvilket muligvis er en del af årsagen til væksten.
Midt i november begyndte Bings søgeresultater at trække på information fra Wolfram Alpha, hvilket har gjort det muligt at indtaste komplicerede matematiske ligninger eller at få Bing til at vise en graf, der plotter en ligning.
Denne tilføjelse gør det eksempelvis også muligt at søge på madvarers navn og således modtage informationer om næringsindholdet.
Oversat af Thomas Bøndergaard