ComputerViews: Det var en meget stolt Herning-borgmester, der 27. november 2001 trådte frem foran Amalienborg i den traditionelle opstilling, som enhver ny regering indtager i øjeblikket efter, at statsministeren har været hos dronningen for at meddele hende om den ny politiske top i Danmark.
Helge Sander stod et par skridt bag sin gamle ven og nye chef, Venstres ny-udnævnte statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Sammen med de øvrige ny-udnævnte ministre i den borgerlige VK-regering - hvor kun Helge Sander og udenrigsminister Per Stig Møller (K) fortsat har deres poster fra dengang - ville de lade det borgerlige projekt flyde ind over Danmark.
Det er 3.011 dage siden.
I dag er det slut.
Helge Sander er ude som minister, og der var ikke mange, der ville have sat deres penge på, at den folkelige Herning-borgmester ville blive en af de længst-siddende ministre på samme post i nyere dansk politik, da han tiltrådte i 2001 (hans nære personlige venskab med Anders Fogh Rasmussen ufortalt).
Allerede ved udnævnelsen var der ikke mange i erhvervslivet, der klappede i hænderne.
Helge Sander blev regnet for en letvægter, og det hjalp ikke meget, at det daværende IT- og Forskningsministerium med hans udnævnelse også fik lagt universiteterne, erhvervsforskerne og teknologi og innovation under sig, så rammerne til et superministerium, der skulle føre Danmark brusende ind i it-fremtiden, var lagt.
Erhvervslivets organisationer kunne alene strække sig til en reserveret velkomst, selv om målsætningen var klar:
Det nye videnskabsministerium skulle "styrke vækst-potentialet og det danske samfunds konkurrence-evne i vidensøkonomien", som det hed.
Altså gøre Danmark til en international topspiller inden for viden-økonomien.
Popularitet for nedadgående
Siden har Helge Sanders ry og rygte og hans popularitet været udfordret.
Herningenseren Helge Sander har i de forløbne otte år fået mange tæv blandt brugere og interesse-grupper i de videnstunge områder, der hører under hans ressort og som i stor udstrækning er præget af en akademisk tilgang og mange højtuddannede, vidende og krævende sektor-specialister, der har haft svært ved at mønstre respekt for den folkelige Sander.
Han har da heller aldrig har kunnet rende fra, at han ved sin udnævnelse ikke tidligere havde arbejdet politisk med mange af de tunge områder, som han nu fik ansvaret for.
Nåede han så noget?
Helge Sander brugte således et godt stykke tid på indkøring. Måske brugte han flere år.
I hvert fald har flere tidligere ministre vurderet, at det tager flere år at sætte sig så meget ind i det ministerielle apparat, at man er i stand til at præge det.
I mellemtiden er det systemet, der kører sig selv - ofte drevet af et rutineret embedsværk.
Helge Sander har dog haft mere tid end de fleste andre ministre til at præge sit ressort-område. Godt 3.000 dage - otte år - som minister er langt mere end de par år, som en dansk minister typisk sidder.
De otte år kan føre til en dyb indsigt i områdets substans, skulle man mene. Næstlængst på posten sad socialdemokraten Birte Weiss. Hun var minister i 869 dage.
Mangler indsigt
Den dybe indsigt i sit område har Helge Sander ikke haft, lyder hans omdømme ude i marken blandt de mange vidende specialister, der befolker hans ressort-områder, ligesom han er blevet kritiseret for at disponere mærkeligt og sende udfordrende ting i udvalg, rapport-grupper og syltekrukker.
Det gælder for eksempel den langstrakte sag om åbne standarder herhjemme, sagen om det højtprofilerede borgerkort, der aldrig kom, samt den langstrakte diskussion om danskernes mangelfulde it-kompetencer, der fortsat halter trods den store bredbånds-penetration. Kritikere mente, at Helge Sander lod it-danskerne udtørre i den digitale kompetence-krise.
Samtidig har Helge Sander ligget lavt i popularitets-målingerne i meget lang tid.
Det skyldes dels, at han i offentlighedens øjne er godt slidt - nogle ville sige opbrugt - af de mange år som minister, dels at han har haft meget svært ved at trænge igennem til offentligheden med sit budskab, sine politiske mål, sine politiske værdier - og ikke mindst sine sejre og resultater.
Selv om det burde være muligt at formidle i et it-fokuseret vidensamfund med højt uddannelses-niveau og dyb it-indsigt.
Når sejrene bliver utydelige og uklare
Sejrene er derfor blevet utydelige og er blevet aldeles overskygget af mærkelige dispositioner - for eksempel sagerne om deltagelse i forskellige reklamer - og rygtet som en inkompetent minister.
Og sejre har der trods alt været nogle stykker af i en tid, hvor den digitale revolution for alvor har fejet over Danmark.
Det understreges da også af, at Videnskabsministeriet har udviklet sig til et relativt stærkt ministerium, der dog har en form, som ikke nødvendigvis er levedygtig i fremtiden, hvor især universitetsdelen kan stå for skud til en flytning til et andet ministerium.
Selv har Helge Sander igen og igen fremhævet den meget høje danske bredbånds-penetration som et af sine væsentligste resultater i hans ministerperiode, hvor også højteknologi-fondens arbejde, universitets-reformen, tilpasning af forskningsrådene, eksperimenterne med den digitale signatur og arbejdet med digitaliseringen af Danmark kan trækkes frem.
Slidt og udbrændt
Men det var dengang for længe siden.
For Helge Sander har længe virket slidt, udbrændt og opbrugt, selv om han gennem årene har overlevet næsten to håndfulde ministerudskiftninger under skiftende statsministre.
Allerede i 2006 blev han af Computerworld betegnet som en "mæt og selvtilfreds" minister, som "forholder sig flegmatisk og uinspireret" til sine udfordringer.
Året efter mente Computerworld, at regeringen havde forsømt at vedligeholde og udbygge det digitale forspring, som Danmark fik, da det i slutningen af 1990'erne blev besluttet at fokusere på en national digital strategi.
Vi efterlyste en revitalisering af den digitale dagsorden herhjemme samme år, som Helge Sander igen blev udnævnt til videnskabsminister - endda i en styrket form, mente han selv.
Nu er det slut med Sander, og måske kan vi se en revitalisering af den digitale strategi manifestere sig.
Det har været undervejs længe.
Således blev Helge Sanders juletale i Videnskabsministeriet af flere opfattet som en slags afskedstale fra ministeren, selv om Helge Sander efterfølgende blankt afviste, at han var på vej ud.
Vi vil huske Helge Sander som en af regeringens længst-siddende ministre - nogle ville sige en taburet-klamrer - og manden, der var mere håndværker end værdipolitiker, men som alligevel regerede på et område, der tegner netop de værdier, som vores fremtidsmuligheder bygges på.
Han efterlader et ministerium i så god form, at det er sikret endnu en runde i den politiske manege i en eller anden udstrækning.
Nu med Charlotte Sahl-Madsen som kusken, der sætter kursen og tempoet.
Med friske øjne, forhåbentlig friske ideer og ny energi.
