Det otte år gamle danske softwarehus Excitor fik kort før jul ny administrerende direktør. Det skete da selskabets økonomidirektør Bo Dencker overtog registreringen i Det Centrale Virksomhedsregister fra Torben Haase.
Men i realiteten har Torben Haase ikke været daglig leder af virksomheden siden maj.
"Jeg trådte tilbage som daglig leder i maj i forbindelse med en neddrosling af ekspansionsaktiviteterne og beskæring af omkosningerne. Jeg har været tilknyttet Excitor siden da."
Sådan skriver Torben Haase i en kommentar til det lidt utraditionelle skifte i Excitors ledelse, som selskabets nye administrerende direktør Bo Dencker udlægger således:
"Vi har jo også kunnet mærke den finanskrise, der er i gang. Set i det lys kunne vi allerede i januar se, at det var nødvendigt at rette omkostningerne. Derfor blev det besluttet at Torben skulle fratræde, og han har haft andre opgaver for Excitor siden maj," fortæller Bo Dencker.
Formand ind over
Excitor blev stiftet i 2001 af Lars Gravesen, der i dag ejer 48 procent af virksomheden, mens Nordic Venture Partners med Henrik Albertsen i spidsen, ejer de resterende 52 procent.
Og netop Henrik Albertsen har som bestyrelsesformand i Excitor været "mere inde over" den daglige drift siden maj, som Bo Dencker udtrykker det.
Allerede i oktober 2008 havde Excitor reduceret medarbejderstaben med 15 til de nuværende 45. Det skete efter afslutningen på regnskabsåret 2007/2008 den 30. september 2008.
Regnskabet viste et underskud på knapt 30 millioner kroner, mens underskuddet på driften var på næsten 39 millioner kroner.
Desuden kunne statsautoriseret revisor Anders Dons fra Deloitte konstatere at mere end halvdelen af aktiekapitalen var tabt, hvorfor en kapitaltilførsel var nødvendig.
Store forventninger
Der var ellers store forventninger til Excitor, da Torben Haase med mere end 25 års ledelseserfaring fra den danske og internationale it-branche i juli 2006 blev administrerende direktør for Excitor.
Med den professionelle bagage godt pakket fra Oracle, Cisco og SAP, skulle Torben Haase stå i spidsen for den videre udvikling af DME eller Dynamic Mobile Exchange.
DME er en løsning til håndtering af mobile enheder, mobil sikkerhed og synkronisering af mail og data mellem virksomheder og medarbejdere på farten.
Med sig i bestyrelseslokalet havde Torben Haase yderligere en stjernebesætning. Bestyrelsen består udover formanden Henrik Albertsen og stifteren Lars Gravesen, af it-veteranerne Preben Damgaard og René Svendsen-Tune.
Mangler det brede gennembrud
Men på trods af, at mobilitet har været en it-trend gennem de seneste ti år, så har det knebet med at nå et bredt gennembrud med DME.
Kort før jul fortalte underdirektør Rasmus Sørensen om, hvordan Bankdata nu bruger DME til både at administrere mobiltelefoner samt SIM-kort og sletter data på telefonen, hvis SIM-kortet fjernes.
"Det er klart en udfordring for os, at mange virksomheder ikke kan se værdien i at have alle medarbejdere sat op, så de har adgang til data på deres mobiltelefon," siger Bo Dencker og fortsætter:
"Diskussionen ender alt for ofte i en næsten religiøs konklusion af, at det bare vil gøre det umuligt for medarbejderne at styre arbejdstiden. Men reelt handler det jo om at gøre medarbejderne supereffektive, når de arbejder," siger han.
Men Bo Dencker og Excitor aner lys forude.
Lys forude
"Vi ser lige nu en klar tendens til, at der kommer flere uopfordrede henvendelser fra kunder. Og det netop afsluttede kvartal er vi faktisk ret godt tilfredse med.
Jeg er sikker på, at det næste vi ser, er den berømte ketchup-effekt, hvor flasken er blevet rystet længe, og nu kommer det hele på en gang," siger Bo Dencker.
Bo Denckers forudanelse om 2010 underbygges da også af IDC's årlige CIO Survey fra november. Her er danske it-chefer blevet spurgt, hvor de forventer at øge investeringerne i 2010.
Netop mobilløsninger kommer ind på en andenplads efter sikkerhed.
IDC's danske direktør Per Andersen understregede i forbindelse med fremlæggelsen af CIO Survey 2009, at netop fokus på mobilitet også øger behovet for yderligere sikkerhed.