Indhold
Der er nyt fra Nokia, nemlig 7710 widescreen multimedie mobiltelefon, der har mulighed for pen-input på en touch-screen med 65.536 farver. Telefonen inkluderer en internet-browser, en integreret musikafspiller med stereolyd, et udvidet sæt af videofunktioner som afspilning, streaming og optagelse, et megapixel-kamera med 2x digital zoom og FM-radio.
Smartphone-funktionerne i Nokia 7710 understøtter push e-mail baseret på en Smartner-løsning, VPN-klient, fri brugerhukommelse på op til 90 megabyte plus 128 megabyte på det inkluderede MultiMediaCard (MMC).
Derudover har mobiltelefonen et skærmtastatur samt genkendelse af håndskrift. Nokia 7710 er baseret på Symbian OS, og den opnår overførsel af data og synkronisering med en pc via en USB-forbindelse eller trådløs Bluetooth-teknologi.
Med moblog-klienten er det muligt at uploade billeder og tekst til sin personlige moblog. PhotoBase og tegneapplikationer giver brugeren billedredigeringsfunktioner. Brugeren kan også skrive og tegne oven på de billeder, som er taget med Nokia 7710, eller de kan tegne egne billeder.
Desuden byder Nokia 7710 smartphone på forskellige mobile medieapplikationer og tjenester som Visual Radio. Lyttere kan via denne applikation se informationer om sange og kunstnere, som spiller i radioen, eller de kan deltage i konkurrencer.
EBook-læseren giver brugerne mulighed for underholdning langt fra sendermasterne. Desuden kan man med eBook-læseren købe og downloade eBooks fra sitet eBooks.com.
Nokia 7710 kommer også til at understøtte Nokia Streamer SU-22 accessory, som vil blive anvendt i DVB-H mobile TV pilotprojekter i flere lande rundt omkring i verden.
Nokia 7710 understøtter GSM/GPRS/EGPRS 900/1800/1900 netværker. Terminalen forventes på markedet i første kvartal af 2005.