Computerworld News Service: Google har skabt et nyt system til at håndtere DNS (domain name system)-søgninger.
Ifølge virksomheden vil det nye system både højne hastigheden for slutbrugerne og gøre internetbrowsing mere sikkert.
Google Public DNS, som Google har skrevet mere om her, er stadig på eksperimentalstadiet.
Meningen er, at den skal forbedre eksisterende DNS resolver-teknologi med hurtigere og mere effektiv caching, og at den samtidig skal øge sikkerheden ved hjælp af forskellige forholdsregler, der skal forhindre spoofing-angreb, hvor brugerne bliver lokket ind på inficerede hjemmesider.
Et omstillingsbord
DNS fungerer på den måde, at når folk skriver en hjemmesides URL i browseren, så oversætter den adressen til en tilsvarende IP (internet protocol) numerisk adresse. Det kan sammenlignes med en telefonbog eller et omstillingsbord.
For at bruge Googles Public DNS skal brugerne ændre deres netværks-indstillinger, så søgningerne går via Google-tjenesten i stedet for via deres ISP (internet service provider).
Google har oprettet en hjemmeside med detaljerede instruktioner for, hvordan man gør det.
Motoren som ingen ser
"De fleste tænker ikke over DNS. Det er noget, der fungerer bag kulissen," fortæller Prem Ramaswami, der er produktchef ved Google Public DNS.
"Vi vil gerne indlede en samtale - ikke bare med superbrugerne, men med alle forbrugere. Vi vil gerne have, at de forstår, at internettet består af de her helt basale byggesten, som de nok burde vide lidt mere om," tilføjede han.
Ved at offentliggøre detaljerne i Google Public DNS-teknologien, håber virksomheden at kunne påvirke ISP'er og andre udbydere af DNS resolvere til at implementere det, Google ser som åbenlyse forbedringer, siger Prem Ramaswami.
"Vi vil gerne give tjenesteudbyderne et blidt skub i den rigtige retning," tilføjede han.
Stor cache af populære domæner
For at skabe en hurtigere DNS resolver har Google bygget et stort cache af populære domæner, som opfriskes hele tiden - uafhængigt af brugernes søgninger.
Andre DNS resolvere skal ud og hente informationerne i forbindelse med hver søgning.
"Vi svarer, så snart du stiller spørgsmålet," siger Prem Ramaswami.
48 timer
På spørgsmålet om, hvorvidt den nye tjeneste vil tilføje endnu flere oplysninger om brugerne til Googles arkiver, svarer Prem Ramaswami, at slutbrugernes IP-adresse højst vil ligge i 48 timer, inden de bliver slettet
I de to efterfølgende uger vil der ligge mere generel data om brugerens ISP og hjemby.
Google vil desuden ikke bruge datatrafik fra Google Public DNS til at komplimentere de oplysninger om brugere, virksomheden får fra andre tjenester.
"Vi kommer aldrig til at sammenkøre det her med vores søgelog for at tilføje detaljer om specifikke mennesker eller den slags. Vi ved godt, at DNS giver os flere informationer, men vi vil sikre os, at der ikke bliver grund til at bekymre sig om privacy i den forbindelse," siger Prem Ramaswami
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen