Læs også: Ingen opbakning til bedre sundheds-it
Det nationale patientindeks er et tegnebrætsprojekt fra det fællesoffentlige digitaliseringsorgan Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark.
Idéen med projektet er, at samtlige EPJ-data og patientoplysninger skal være tilgængelige i hele sundhedssektoren igennem et indeks, der kan trække data ud af de relevante systemer.
Den første version af systemet, der skal ligge på Sundhed.dk, skulle have været klar inden årsskiftet, men nu forsinkes projektet i to måneder.
"Vi er kommet lidt for sent i gang med at få testet systemet på sundhed.dk, som for nylig har skiftet leverandør," siger Otto Larsen, der er direktør for Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark.
Den første version af patientindekset samler kun data, der allerede er tilgængelige på Sundhed.dk. Alligevel har persondataloven drillet lidt i forhold til, at de praktiserende læger skal have adgang til samtlige patientoplysninger på én gang. Dette har ligeledes forsinket projektet.
"Vi har nok glemt, hvor lang tid det tager at snakke med Datatilsynet," siger Otto Larsen.
Selvom projektet har været undervejs længe, fortæller Otto Larsen, at det generelt er svært at få svar fra Datatilsynet, som jo ikke er et rådgivningsorgan.
"Vi har undervurderet, hvor meget der skulle til i den dialog," siger han.
De to ting tilsammen betyder, at Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark og Sundhed.dk har valgt at udskyde lanceringen af den første version. I første omgang indtil marts 2010.
"Det ville være ærgerligt, at sætte noget i gang, som jo er ment som en styrkelse af servicen, hvis loven ikke overholdes, og systemet ikke virker ordentligt," siger Otto Larsen.
Bevillingssystemet spænder ben
Endnu er det ikke lykkedes at få penge til at udvikle det færdige system. Og det er selvom, der er bred enighed om, at systemet vil kunne levere en stor effektiviserings-gevinst for sundhedsvæsnet og skabe sammenhæng i det enorme virvar af EPJ-systemer, der eksisterer på landets sygehuse.
"Vi er sikre på, at det her er en hamrende god idé," siger Otto Larsen.
Årsagen, til at der ikke kan findes midler til Patientindekset, er ifølge Otto Larsen den bevillingsstruktur vi har i Danmark, hvor det er nødvendigt at kunne fremvise en business-case, der dokumenterer en arbejdskraftbesparelse.
"De rene kvalitetsløft, hvor du kan redde menneskeliv, og forbedre behandlingskvaliteten, kan være svære at forklare som arbejdskraftbesparende. Da sundhedsvæsnet er skruet sådan sammen at efterspørgslen er større end udbuddet, vil man aldrig kunne realisere den arbejdskraftbesparelse, der vil opstå ved at lave de her systemer. Så derfor er det lidt svært at argumentere igennem," siger Otto Larsen.
Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark håber at den første version, der nu er blevet forsinket, vil kunne fungere som en showcase, når der skal søges midler til det færdige system.
Derudover bliver der arbejdet på at udvikle et nationalt arkiv af røntgenbillede, hvor håbet er, at en bevilling hertil vil kunne finansiere en del af den infrastruktur, der skal til for at realisere patientindekset.