Artikel top billede

Ministeren isolerer sig mere og mere i debatten om åbne standarder. Foto: Torben Klint (Foto: Torben Klint)

Sander isoleret i spørgsmålet om åbne standarder

Sander udsatte i går standard-beslutningen, og han ligner efterhånden den eneste, der ikke vil have en afgørelse. Både politikere, Microsoft og ODF-fløjen ønsker en beslutning nu.

It-ordførerne på Christiansborg var i går til møde om de to dokumentstandarder, ODF og OOXML, med videnskabsminister Helge Sander (V).

Et flertal bestående af oppositionspartierne sammen med regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, havde besluttet sig for, at ODF skulle være danskernes åbne standard.

Men sådan skulle det ikke gå.

Videnskabsministeren trodsede flertallet og sparkede beslutningen til hjørne.

I sin begrundelse for at udsætte afgørelsen peger Videnskabsministeren på, at eksperterne ikke skal overhøres, når både kommunerne og Finansministeriet også ønsker parløbet mellem ODF og OOXML.

Det argument bider dog ikke på oppositionens it-ordfører.

"Det var virkelig skuffende. Jeg må indrømme, at jeg troede, at videnskabsministeren ville være mere lydhør over for vores forslag og argumenter," siger Socialdemokraternes it-ordfører, Yildiz Akdogan.

Også SF's Hanne Agersnap er svært utilfreds med Helge Sander.

"Lige nu står en masse offentlige forvaltninger over for at få fornyet deres licenser, og så gælder det jo i virkeligheden om at få sendt et signal om fremtidens standarder," siger hun.

Beslutningen om ikke at tage en beslutning lægger igen nyt brænde på det bål, der ellers skulle være slukket i går.

Behov for pragmatisme

I Microsoft-lejren, der stod til at få deres OOXML-format sendt ud i kulden, er stemningen afventende.

"Denne sag har kørt længe, og det er da ærgerligt, at der ikke er truffet en gangbar beslutning," siger Jasper Hedegaard Bojsen, teknologidirektør i Microsoft.

"Vi fornemmer dog på debatten, at der er stemning for en pragmatisk løsning med to standarder" siger han.

"Efter mødet i går kan jeg se, at Socialdemokraternes ordfører i Berlingske Tidende udtaler, at der ikke ledes efter en radikal løsning med kun et format, og det synes jeg er positivt."

"Det er en kompliceret sag med mange detaljer, og det forklarer, at der skal vendes mange emner i debatten. Jeg håber stadig på en pragmatisk løsning, og gerne snart," lyder det fra Jasper Hedegaard Bojsen.

Useriøst af Sander

Sanders begrundelser hænger slet ikke sammen med det, han tidligere har givet udtryk for, lyder det fra formanden af open source-leverandørerne, der er skuffet over den manglende beslutning.

"Det er alarmerende, så tonedøv vores minister er. Det virker meget useriøst," konstaterer Morten Kjærsgaard tørt.

"Det ligner afpresning af Dansk Folkeparti. Han forsøger at male et billede på væggen af, at det bliver meget dyrt at benytte ODF, hvilket jo ikke er korrekt. Jeg håber ikke, at Dansk Folkeparti bliver skræmt af det spin, Sander er i gang med. Det virker som en panikhandling af Helge Sander," dundrer han videre.

Folketingets ordførere understregede ifølge Morten Kjærsgaard tydeligt under forespørgselsdebatten 25. april 2008, at beslutningen ikke kan overlades til Konkurrencestyrelsen, IT og Telestyrelsen eller en tredje instans.

"Det er alene Folketinget, der træffer denne afgørelse," siger Morten Kjærsgaard.

Han mener, at Helge Sander cementerede dette ved at sige, at den uafhængige tredjepart ikke skal træffe en afgørelse til fordel for ODF, OOXML eller begge.

"Det er ikke et område, der egner sig til en sort-hvid-afgørelse. Eksperterne skal udarbejdes en vurdering, som skal danne grundlag for den efterfølgende politiske drøftelse," fortæller Morten Kjærsgaard.

"I gårsdagens argument for at udsætte beslutningen var begrundelsen den stik modsatte. Der skal ske noget nu, fordi der skal fornys licenser i de offentlige forvaltninger. Det kan ikke udsættes," siger Morten Kjærsgaard.

Videnskabsministeren vil snarest besøge Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) for at diskutere økonomiens betydning for standard-beslutningen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere