Artikel top billede

Her er Danmarks bedste it-arbejdspladser

Der er gengangere på listen over Danmarks bedste it-arbejdspladser, men der blæser alligevel nye vinde hen over branchen. Det har en finanskrise blandt andet sørget for.

Igen i år er lykkedes det den danske filial af softwarekæmpen fra Redmond, Microsoft, at komme til tops og løbe med titlen som it-branchens bedste arbejdsplads.

Det er research- og analysehuset Great Place to Work, der baseret på en måling af medarbejdertilfredsheden hos 21 deltagende it-arbejdspladser, har kåret branchens 10 bedste arbejdspladser.

Førstepladsen indtages for tredje gang af Microsoft og dets omtrent 400 medarbejdere, som i spørgeskema-undersøgelsen særligt fremhæver firmaets fokus på mangfoldighed.

Det kommer blandt andet til udtryk ved, at firmaet har et såkaldt ‘Diversity council', hvor medarbejderne kan søge om optagelse for at præge Microsofts strategi, når det kommer til mangfoldighedspolitikken.

Derudover har Microsoft gjort en særlig indsats for at få flere kvinder i it-branchen, fremhæver Great Place to Work i analysen.

På andenpladsen er Århus-virksomheden Mjølner Informatics, der primært udvikler software til den industrielle- og den offentlige sektor.

Ud over altså at være it-branchens næstbedste arbejdsplads, vinder Mjølner Informatics også årets specialpris for det såkaldte work-life-balance - altså for indsatsen for at få medarbejdernes liv ved siden af arbejdet til at hænge bedre sammen.

Øget fokus på trivsel

Et stort fokus på netop den dimension er Mjølner Informatics imidlertid ikke ene om at have, fastslår vicedirektør i Great Place to Work, Ditte Vigsø.

Tendensen er, at it-virksomhederne i stort set samlet flok har øget deres fokus på den del af medarbejdstrivslen.

"Det er meget symptomatisk for it-arbejdspladserne. Vi kan se, at rigtig mange it-virksomheder har stort fokus på at skabe en god balance mellem arbejdsliv og privatliv for deres medarbejdere," siger Ditte Vigsø.

"Gennem årene har it-branchen haft et ry, som et sted, hvor man sidder og arbejder sent og drikker cola og spiser pizza, men medarbejderne på it-arbejdspladserne bliver altså også ældre og får børn og har brug for at kunne gå hjem," siger hun.

It-branchen er generelt et godt sted at være

Listen over landets bedste it-arbejdspladser domineres i år af branche-virksomheder, der ud over Microsoft og Mjølner Informatics også tæller flere andre kendte spillere fra det danske it-miljø.

It-konsulenthuset Netcompany er således at finde på en 3. plads, mens 4. pladsen besættes af netværks-leverandørerne NetDesign. Konsulenthuset Devoteam Consulting lander på en 5. plads, mens 6. pladsen indtages af Dynamics-huset Columbus IT.

Med en 7. plads formår Post Danmark IT at komme med på listen over it-branchens bedste arbejdspladser som den eneste deciderede it-afdeling.

Post Danmark IT, der beskæftiger tæt ved 400 medarbejdere, får især ros fra medarbejderne for at have mange små, selvkørende enheder - såkaldte teams - hvor de ansatte i rigt omfang selv kan prioritere og tilrettelægge arbejdsdagen.

It-afdelingen har eksisteret som en selvstændig enhed siden 1998 og har i løbet af de sidste fem år ansat mere end 300 personer.

På de tre sidste pladser finder vi henholdsvis EG på 8. pladsen, der fortrinsvist leverer administrative virksomhedsløsninger, mens 9. pladsen indehaves af den danske afdeling af det tyske softwarehus SAP.

Den sidste plads på listen indtager den nordiske hardware- og serviceforhandler Atea.

Nye tendenser

Hos analysehuset Great Place to Work, der foretager tilfredshedsundersøgelsen i 40 lande på verdensplan, er der også flere nye tendenser at se i forhold til it-virksomhedernes tilgang til medarbejderpleje.

Finanskrisen er blandt de faktorer, der har ændret billedet siden sidste år, fortæller vicedirektør Ditte Vigsø. Når man ikke kan smide flere penge i lønningsposen, bliver det andre tiltag, der får prioritet.

"Man har måske ikke så meget fokus på ting, der koster noget, men man kommer tilbage til ting, der virkelig batter - herunder muligheden for at balancere privat- og arbejdsliv. Man går back to basics, som i virkeligheden er grundlaget for en god arbejdsplads," siger hun.

Hun understreger, at it-branchen som sådan ikke er ene om den bevægelse mod en bedre arbejdsbalance, men at it-branchen traditionelt har været blandt de udsatte brancher i den henseende.

"Det har været et fokus tidligere, men især i år slår det igennem specielt på it-arbejdspladserne. Det er måske ikke så overraskende, for de har tidligere haft et udtalt problem," siger hun.

Det er der imidlertid rettet op på nu for mange af branchens virksomheder, forklarer hun.

"Det går imod den strøm, der i mange år har præget it-branchen," siger Ditte Vigsø fra Great Place to Work.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere