Artikel top billede

Intel-forlig kan løse problemer med virtualisering

Forrester-analytikere mener, at forliget mellem Intel og AMD kan løse problemer i forbindelse med server-virtualisering.

Computerworld News Service: Forliget mellem Intel og Advanced Micro Devices på 1,25 milliarder dollars eller knap 6,22 milliarder kroner kan vise sig at fremme konkurrencen i markedet for server-hardware og løse vedholdende problemer i forbindelse med server-virtualisering, siger analytikere.

Som det er i dag, gør virtualiserings-teknologi det muligt for kunder at flytte arbejdsbyrder fra en fysisk server til en anden, men kun hvis begge servere benytter processorer fra den samme chipproducent, påpeger analytiker fra Forrester James Staten.

"Hvis man ser på de virtualiserings-instruktionssæt, der er blevet implementeret af AMD og Intel, så er de indbyrdes inkompatible," siger han. "Hvis man vil opbygge en virtualiserings-pulje og foretage live-migration fra et system til et andet, så skal man bruge enten udelukkende Intel eller udelukkende AMD."

Forliget mellem Intel og AMD afgør adskillige uoverensstemmelser i forhold til monopol og krydslicens men kommer ikke specifikt ind på virtualisering, bemærker Staten. Men en ny krydslicensaftale af fem års varighed mellem de to virksomheder giver mulighed for, at Intel og AMD vil dele information om deres instruktionssæt og således muliggøre migration på tværs af servere med forskellige processorer, siger han.

Analytiker fra Gartner Martin Reynolds er enig i, at forliget mellem Intel og AMD kan vise sig at være godt nyt for virtualiserings-kunder. "Hvis de integrerer virtualisering noget dybere i processorerne, som en samlet standard som virksomhederne kan bruge, så er det muligt, at virtualisering vil blive billigere," fremhæver Reynolds.

Denne inkompatibilitet inden for virtualisering har hovedsagligt været til skade for AMD, da problemet tvinger kunder til at standardisere på den samme slags server, og Intel har den største markedsandel, forklarer Staten.

Der kan i kølvandet på forliget fremhæves adskillige andre mulige områder for en højere grad af kompatibilitet mellem Intel- og AMD-processorer heriblandt inden for hukommelse, strømstyring og sikkerhed, påpeger Staten.

Man skal dog ikke forvente et storstilet samarbejde mellem de to konkurrenter.

"Det er som to boksere, der har taget mange knubs i løbet af de sidste to år," fortæller Staten. "Det er ikke sådan, at de lige pludseligt løber ind midt i ringen og giver hånd."

Nyt sæt spilleregler

AMD har i søgsmålet mod Intel hævdet, at Intel ulovligt har tvunget kunder ind i eksklusivaftaler ved hjælp af betalinger, diskriminatorisk prissætning, marketingtilskud og andre praksisser.

Forliget udelukker Intel fra, at "tilbyde incitamenter til sine kunder mod at de indvilger i at købe alle deres mikroprocessorer hos Intel" og anden konkurrenceforvridende adfærd såsom at tilskynde kunder til at begrænse eller udsætte salg af AMD-produkter.

"Intel er gået med til et sæt spilleregler for, hvordan virksomheden vil føre forretning fremover," siger talsmand for AMD, Drew Prairie.

"Det bør hjælpe til at skabe et rimeligt og åbent miljø, hvor produkter konkurrerer på deres egenskaber, og hvor markedet belønner innovation. Det tror jeg, vil være fordelagtigt for alle parter."

AMD får mere ud af forliget, end Intel gør, da det fjerner mange bekymringer, som kunderne har haft over at købe AMD-baserede servere, mener Staten. Selv kunder, der har foretrukket AMD-teknologi, kan alligevel have valgt Intel-baserede servere på grund af bekymringer om AMD's løsningers levedygtighed.

Og hvis der var hold i AMD's anklager, betyder det derudover, at Intels forretningsskikke afholdte OEM-leverandører fra at bruge AMD's processorer i lige så høj grad, som de ellers ville have gjort. At slås med Intel i retten kan også have distraheret AMD fra sin produktudvikling.

"Det er bestemt godt for AMD at være kommet af med disse hindringer, for virksomhedens CPU'er er på nuværende tidspunkt temmelig konkurrencedygtige," mener Staten.

Mest værdi for pengene

Forliget gør også AMD mere attraktiv for udefrakommende investorer, mener Reynolds.

AMD har en anden tilgang til server-markedet end Intel. Selvom begge virksomheder laver processorer med flere kerner, så har Intel en homogen tilgang, hvor hver kerne i en processor er ens, mens AMD bruger forskellige slags kerner til forskellige slags arbejdsbyrder i den samme CPU, forklarer Staten.

AMD forsøger også at bevæge sig fremad mod flere og flere kerner hurtigere end Intel og sigter efter at få processorer på markedet med 16 og 24 kerner før sin konkurrent.

Reynolds forventer dog ikke, at forliget vil forårsage nogen større forandring i OEM-leverandørernes tilgang til Intel og AMD. AMD er generelt et år bagefter Intels teknologi, men skaber overskud ved at lave produkter, der sælges billigere, og som koster mindre at producere, siger Reynolds.

"Generelt benytter server-leverandørerne det produkt, der bedst opfylder deres behov," siger han.

"De ved, at deres kunder er kloge nok til at købe det produkt, der giver mest værdi for pengene."

Oversat af Thomas Bøndergaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere