Artikel top billede

Foto: Torben Klint.

Microsoft-alternativer pibler frem i kommunerne

Flere kommuner barsler med at hoppe over på alternativer til Microsofts Officepakke, hvis de ikke allerede har taget springet.

Efter software-giganten Microsoft og Lyngby-Taarbæk Kommune har krydset klinger i medierne om brugen af kontorprogrammer, har flere kommunale it-chefer henvendt sig til Lyngby Taarbæk Kommune for at gennemgå bruger- og business-casen for implementeringen af OpenOffice.

Det siger Lyngby-Taarbæk Kommunes it-chef, Jens Kjellerup, der dog ikke ønsker at fortælle, hvilke 10 kommuner henvendelserne kommer fra.

"Jeg har så sent som i weekenden modtaget en mail fra en kommune, der er interesseret i vores OpenOffice-løsning," siger Jens Kjellerup, som understreger, at alle henvendelserne kommer fra kommunale it-chefer, der er lige på nippet til at træffe en endelig beslutning om enten at fortsætte med Microsoft Office eller skifte til OpenOffice.

"It-cheferne sender fortrolige mails til mig, fordi det kan være utrygt at lægge sig ud med en stor it-leverandør," fortæller Jens Kjellerup om den noget alternative fremgangsmåde.

Nye vinde blæser i danske kommuner

Ud over de mange uofficielle OpenOffice-henvendelser i Lyngby-Taarbæk Kommune skrev Berlingske Tidende i går, at Rødovre Kommune allerede har kappet navlestrengen til Microsoft.

Det er sket ved at indføre OpenOffice frem for Microsoft Office-pakke på 700 sagsbehandleres computere.

Tønder Kommune har i den henseende for længst sendt den altdominerende spiller, Microsoft, uden for kommunegrænsen, og kommunen kører i stedet open source på folkeskoleområdet.

Browser populær i fremtiden

Også i Danmarks tredjestørste Kommune, Odense, oplever leder af Pædagogisk MedieCenter Skoleafdelingen, Alan Sørensen, at flere og flere skoler foranlediget af mediecentret hopper over Microsoft-alternativer.

Især Google Apps er populært i den fynske hovedstad.

De store kommuner vil overbevises

"Vi tror meget på Googles værktøjer, fordi eleverne kan dele dokumenter og samarbejde på kryds og tværs samtidig med, at det hele bliver afviklet i en browser. Det betyder, at vi sparer penge på drift og licenser, og eleverne kan arbejde videre på dokumenterne derhjemme," fortæller Alan Sørensen.

Han forklarer, at omkring 10 odenseanske skoler benytter Google Apps som førsteprioriteten, hvilket samtidig har betydet et drastisk fald i købet af Microsoft Office-licenser.

"Naturligvis er det svært at spå om fremtiden, men om føje år har eleverne givetvis deres egne billige netbooks, og så er det altså smart med browser-baserede værktøjer. I så fald kan vi spæde til med de sidste netbooks og fokusere vores drift på netværk," siger Alan Sørensen.

Succesrig sameksistens

Aalborg Kommune oplever en større efterspørgsel efter OpenOffice, som kører på skolernes computere ved siden af Microsoft Office.

"Vi respekterer skolernes frie valg, men jeg så gerne, at vi udnyttede vores ressourcer mere optimalt ved i endnu højere grad at bruge open source-software eller et cloud-produkt som Google Apps," forklarer Erik Mouritsen, it-chef for Skole- og Kulturforvaltningen, Aalborg Kommune.

I landets største kommuner, København og Århus, er der sat enkelte open source-projekter i søen inden for blandt andet bibliotekssektoren, men der er endnu ikke konkrete planer om at indføre OpenOffice til eksempelvis skoleeleverne.

"Vi venter på en rigtig god business case med høj brugertilfredshed, før vi vil overveje et skifte," fortæller centerchef Karl-Erik Andersen fra Københavns Kommunes center for informatik.

"Jeg synes, det lyder drønspændende, hvad der sker i Lyngby-Taarbæk og Rødovre. Når støvet har lagt sig på debatten, vil vi tage kontakt til kommunerne for at høre mere om projekterne," siger it-chef Rasmus Ry Nielsen fra Borgmesterens Afdeling i Århus Kommune.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere