It skal bedømmes på lige fod med andre initiativer, der kan gøre kommunen mere effektiv og forbedre servicen. Sådan lyder det fra Vagn Kjær Hansen, SF's lokale it-profil fra Brøndby Strand.
SF'eren, som allerede sidder i kommunalbestyrelsen i Brøndby, har tre it-mærkesager.
Lettere adgang til selvbetjening på nettet, mere it i skolerne og velfærdsteknologi i ældresektoren står på listen over initiativer, som Vagn Kjær-Hansen vil arbejde for i Brøndby Kommune, hvis han bliver valgt igen.
Men det er ikke uden problemer, at satse på it i kommunerne, forklarer Vagn Kjær-Hansen.
"Den vigtigste barriere er manglende økonomi. Kommunerne mangler midler til de øgede investeringer i it. Samtidig har kommunerne på grund af udgiftsloftet dårlige muligheder for at bruge flere penge et år med henblik på senere økonomiske gevinster, så selv de it-investeringer, der er rentable på kortere sigt, bliver ikke nødvendigvis gennemført," siger Vagn Kjær-Hansen.
Han mener, at det på nogen områder giver god mening at lånefinansiere it-investeringer eller finansiere it gennem anlægsudgifterne.
"I Brøndby har vi i 2009 fundet ekstra anlægspenge til smartboards til skolerne," forklarer han.
Oplysning og tilvænning
Lokalpolitikeren fra Brøndby Strand er selv uddannet civilingeniør og kender til de teknologiske muligheder, men han påpeger, at det er ikke alle, som er med på it-bølgen.
Blandt andet mener han, at på nogle områder mangler politikerne at høre de gode it-historier.
"Jeg oplever generelt, at kommunerne er rimeligt opmærksomme på rationalisering, effektivisering, at lette arbejdsgange og så videre. Der vil dog altid være nogen, som ikke er up-to-date med mulighederne for at lette arbejdsgange ved brug af it. Oplysning og gode historier fra andre kan være med til at afhjælpe det problem," siger han.
Samtidig er det en langsom proces at vænne borgerne til de nye tider.
"I den kommunale administration tager det tid at vænne borgerne til selvbetjening og adgang via internettet. Mange foretrækker personlig kontakt ved fremmøde eller telefon," forklarer Vagn Kjær-Hansen.