Artikel top billede

Sådan sætter du Windows 7 i søen

En hel del virksomheder valgte at sidde over, da Windows Vista kom. Efter at have ventet på en Windows-opgradering så længe er mange sikkert klar til Windows 7.

Hvordan skal man migrere til Windows 7? Svarene afhænger af flere faktorer, men lad os tage en tur igennem de muligheder der er, og de valg, der skal træffes, for at komme gennem en vellykket overgang til Windows 7.

Først og fremmest skal man vide, hvor mange systemer man vil udstyre med Windows 7. I den forbindelse skal man også finde ud af, om man kan bruge den eksisterende hardware, eller der skal indkøbes nye pc'er.

Windows 7 kræver mindst 2 GB ram, og der er behov for mindst en 1 GHz dobbeltkerne-cpu og mindst 16 GB installationsplads til 32-bit-versionen af Windows 7 og 20 GB for 64-bit-versionen. Pc'erne skal også have en DirectX-9-kompatibel grafikprocessor eller kort med WDDM 1.0-driver (Windows display driver model) eller højere.

Nogle vil måske mene, at når der skal skiftes pc'er ud, kan man lige så godt vælge 64-bit-versionen med det samme. Men her bør man veje fordele og ulemper op mod hinanden. Selv om enhver ny pc skulle kunne klare både 32-bit og 64-bit-versionen af Windows 7, er 64-bit-versionen måske endnu ikke lykken i alle produktionsmiljøer.

64-bit-systemet understøtter langt mere ram end 32-bit-versionen (som i praksis er begrænset til omkring 3 GB tilgængelig ram), og den har langt større sikkerhed via hardware DEP (data execution prevention), KPP (kernel patch protection) og tvungen driver-signatur.

Men mange periferi-drivere kan ikke fungere sammen med 64-bit-versionen - det samme gælder 16-bit-applikationer og usignerede kernel-mode drivere.

Så hvis man vælger 64-bit Windows 7, kan man blive nødt til at foretage en større hardware-udskiftning end blot pc'erne. Dertil kommer, at nogle 32-bit-applikationer kører langsommere på 64-bit-versionen.

Det næste logiske skridt er at beslutte, hvilke versioner af Windows 7, man skal have. Husk at den version, valget falder på, måske ikke har de features, du troede, den havde. Hvis man for eksempel vil have BitLocker-kryptering på systemet, eventuelt til de bærbare, så kan Professional Edition ikke køre. Her skal man enten have Enterprise Edition (som kræver en volumen-licens) eller Ultimate Edition.

Det samme gælder, hvis man skal arbejde med DirectAccess og BranchCache; begge kræver Ultimate eller Enterprise-versionen. Disse to versioner indeholder også Windows 7 grænsefladen på 35 sprog i et enkelt OS-image til global anvendelse. Men en avanceret feature - Windows XP Mode (XPM) til at køre XP på en virtuel maskine - findes i både Professional, Ultimate og Enterprise-udgaverne.

Derudover understøtter Enterprise Edition federated search på tværs af fjerne repositories, AppLocker policy-baseret styring af brugerapplikationer samt fler-skærms- og mikrofon-support i et VDI-miljø (virtuel desktop-infrastruktur).

Microsoft Assessment and Planning Toolkit (MAP)
Før man ruller Windows 7 ud, er det en god ide at prøve det i et mindre miljø. På den måde kan man finde ud af, om ens pc'er har problemer med hardware eller software.
Prøv at køre Microsofts Windows 7 Upgrade Advisor-værktøjet. Man kan også hurtig-teste pc-supporten for Windows 7 med Infoworlds gratis Windows Sentinel-værktøj.

Vil man gå mere grundigt til værks, giver Microsoft Assessment and Planning Toolkit (MAP) 4.0 en fin scanning af systemet og tjekker op på system-hardware, kompatibilitet, så man ved, hvor man står.

Har man nogle ældre 16-bit-applikationer, skal man være opmærksom på, at de ikke kan køre 64-bit-versionen af Windows 7. De kan køre i den nye XP Mode virtuelle maskine, der følger med Professional-, Ultimate- og Enterprise-versionerne af Windows 7, eller i native mode i 32-bit-versionen af Windows 7. XP Mode er god, ikke kun til at køre 16-bit-applikationer, men ethvert program, der kræver kompatibilitet med ældre applikationer.

Windows 7's XP Mode

For at kunne bruge XP Mode skal ens pc understøtte processor-baseret virtualisering (enten Intel-VT eller AMD-V), hvilket udelukker en masse ældre pc'er.

Brugerne kan starte og køre applikationer i XP Mode, på samme måde som de gør med de andre applikationer, men applikationerne kan ikke bruge de ægte Windows 7-funktioner såsom Aero-grænsefladen.

På softwaresiden kan Application Compatibility Toolkit (ACT) 5.5 være interessant. Det har en række forskellige værktøjer, der hjælper med at afgøre, hvilke applikationer der vil fungere uden problemer i Windows 7, og hvilke der vil forårsage problemer.

Men ACT kræver, at der installeres en lokal agent på de systemer, man tester. Den agent borer sig gennem systemerne for at finde alle de applikationer, der er, og som man måske havde glemt, og rapporterer tilbage til serveren.

Det er som regel ikke nødvendigt at scanne hver enkelt maskine i virksomheden. Et par repræsentative maskiner fra forskellige afdelinger skulle være tilstrækkeligt til at give en rettesnor.

Microsoft Standard User Analyzer (SUA)
Et af mine favoritværktøjer fra Application Compatibility Toolkit er Standard User Analyzer (SUA), som kræver, at man installerer Application Verifiertool. SUA giver mulighed for at lempe tilladelserne til brugeradgangskontrol (UAC) til standardbrugere for så vidt angår de applikationer, hvor adgangskontrollen spørger 'er du sikker?' (Den overivrige kontrol har været et af de store minusser og irritationsmomenter ved Vista).

Og så er der licenserne

Nu er der styr på pc'erne, så er det tid til at tænke på licens­erne. I erhvervsvirksomheder er det mest hensigtsmæssigt at bruge en volumen-licens og produkt-aktiveringsværktøjet Volume Activation (VA), der gjorde sin entre med Vista.

For at bruge VA skal man enten have en Multiple Activation Key (MAK) eller en Key Management Server (KMS), som kræver en KMS-nøgle.

Det er lidt kompliceret at få fat i disse nøgler, så derfor har Microsoft en hjemmeside, hvor man kan få hjælp til det.

Husk, at Microsoft har mange typer licenser til Windows og andre produkter. Når man opgraderer til Windows 7, skal man sørge for ikke at blande volumen-licensen sammen med Enterprise Agreement, Enterprise Subscription Agreement eller Software Assurance (SA).

De aftaler handler primært om vedligehold, der inkluderer SA, som giver lov til at opgradere til en nyere version af Windows når som helst, så længe aftalen løber, mod en årlig afgift pr. system.

Men da der er længe imellem Microsofts opdateringer af styresystemer, og SA-aftalen ikke kan overføres til at dække nye pc'er, så har denne type forsikringer ofte kostet virksomhederne mere pr. pc, end hvis de blot havde købt opgraderingslicenser til gamle pc'er og fået styresystemet inkluderet, når de købte nye systemer.

Migrering til Windows 7

De fleste ved, at XP ikke umiddelbart kan opgraderes til Windows 7, så applikationer og data bliver ikke flyttet over.

Sidder man med et enkelt system, kan det være frustrerende (om end man kan vælge at opgradere til Vista og derfra til Windows 7), men større virksomheder opgraderer ikke på stedet alligevel. Der, hvor problemerne kan opstå, er når man skal flytte 'personlighederne', altså opsætning og data fra det gamle computer-image til det nye.

For at lette denne flytning af 'personligheder' har Microsoft et User State Migration Toolkit (USMT) 4.0. Det understøtter to migrerings-muligheder. En hvor man flytter data fra pc'en, før Windows 7 installeres og derefter flytter data tilbage igen. En anden - og afhængig af alderen på den nuværende computer, måske vigtigste - hvor man flytter filer og opsætning til en ny computer.

USMT trækker informationer fra harddisken, registry og andre Windows-data og lagrer dem på det fornyede eller helt nye system.

Automated Installation Kit (AIK)

At arbejde med USMT indebærer, at man bruger Windows Automated Installation Kit (AIK) til Windows 7. Dette værktøj indeholder USMT; Windows System Image Manager (SIM) til at danne autogenererede XML-svarfiler; ImageXZ-værktøjet til at fange og anvende images; Deployment Image Service and Management-værktøjer (DISM) til at styre images ved at tilføje og fjerne drivere, sprogpakker og patche samt Windows Preinstallation Environment (WinPE 3.0) til at danne det OS-image, man vil anvende.

Deployment Image Service and Management-værktøj
Ifølge Microsoft kan Windows System Image Manager styre distribution shares. Det kan det også rent teknisk, men Microsoft Deployment Toolkit (MDT) 2010 er langt bedre til det.

Bemærk også, at ImageX ikke er det rigtige værktøj til at styre eller ændre Windows 7-images. Her er Depolyment Image Service and Mangement (DISM) et bedre valg, men DISM kan ikke fange eller anvende et image. Det kan kun ImageX.

Bemærk desuden, at disse migreringsværktøjer - især AIK - er svære at bruge, så der kan måske bliver brug for en konsulent.

Man kan anvende Windows 7-images over netværket, hvis man bruger Windows Server 2008 og kombinerer MDT med den Windows Server 2008-service, der hedder Windows Deployment Service (WDS). MDT og WDS betegnes ofte som konkurrerende værktøjer, men de kan faktisk bruges sammen, som en konsulent forklarede mig.

Når man bruger MDT til at indsætte Windows 7 skal man danne et OS-image kaldet et WinPE.

Man booter fra WinPE og kører så dets installationsprogram. WinPE kan bootes fra en cd, dvd, ekstern harddisk eller WDS-server. For at boote fra en WDS-server holdes F12 nede, når man starter klient-pc'en. Det danner en Trivial FTP-forbindelse til WDS-serverens UNC-del. Vælg WinPE og MDT installerer OS-imaget på klienten.

Man kan også bruge WDS med MDS, hvis man vil multicaste OS-imaget (MDT understøtter kun unicasting, eller en til en-forbindelser mellem serveren og en klient).
Ved at instruere MDT om at bruge WDS multicast-protokollen sender WDS WinPE-imaget til mange klienter, og MDT formidler WinPE-imaget til hver klient.

Mulighed for virtualisering

Windows 7 giver en hel ny mulighed: virtualisering på klient-siden. Den form for installering kan være en overvejelse værd, fordi det både giver større fleksibilitet og hastighed, når vi taler restore, sikring og opgradering af systemerne.

En måde kan være at installere Windows 7 på en virtualiseret harddisk (VHD), som er en enkelt fil, man let kan kopiere og anvende hvor som helst. Man kan også danne inkrementelle virtualiserede harddiske, så man har en kernefil, som alle bruger samt inkrementelle VHD'er, som har applikationerne og andre konfigurationer til specifikke afdelinger og såmænd også brugere.

Pc'en booter som normalt, men åbner Windows 7 fra den virtuelle harddisk i stedet for harddiskens normale filsystem.

Bruger man VHD skal man ifølge Microsoft regne med, at pc'en bliver tre procent langsommere. Det forhindrer også, at man kan bruge Windows Experience Index samt BitLocker på den disk, hvor VHD'en er. (Man kan bruge BitLocker inde i den virtuelle harddisk, men ikke på selve disken, hvor den befinder sig). Bemærk at man skal have Microsoft Virtual PC eller Virtual Server for at danne VHD'en som kun kan køre 32-bit-versionen af Windows.

En anden virtualiseringsmulighed er virtual desktop infrastructure (VDI), hvor styresystemet hostes på en server i datacenteret. For brugerne er det det samme som at arbejde direkte med Windows 7, men det giver it-afdelingen mulighed for at styre pc'erne lokalt i datacentret og også flytte dem til andre pc'er, for eksempel hvis en person arbejder i et andet kontor eller hjemmefra.

Gartner anslår, at 15 procent af det professionelle marked vil køre Windows på den måde i 2014.

Endelig er der - en måske lidt mere futuristisk - mulighed for at køre Windows 7 direkte på en hypervisor, hvor man vil kunne køre Windows 7 på computere, der ikke er designet til Windows-styresystemet eller noget specifikt styresystem overhovedet.

Hvis en computer kan køre på en understøttet hypervisor, så kan man køre Windows 7 på denne hypervisor. Ved hjælp af styringsværktøjer vil man hurtigt kunne få et styresystem til at køre på mange systemer.

Der findes værktøjer på markedet, som gør, at man kan styre virtuelle systemer, for eksempel NxTop fra Virtual Computer, kryptere drevene og fjerne OS'et, hvis systemet skulle blive stjålet og forsøgt bootet.

Denne hypervisor-opsætning kunne være rigtig god, når brugerne skal flyttes, hvis de allerede er i et Windows XP-miljø med klient-virtualisering. Så vil man kunne flytte dem over på det nye styresystem, og deres computers 'personlighed' ville ikke ændre sig.

Men på nuværende tidspunkt er det mere sandsynligt, at det er noget, man vil eksperimentere med, end indføre som decideret virksomheds-løsning.

For mange var overgangen til Vista et mareridt. Men overgangen til Windows 7 bliver en langt bedre oplevelse.
Det kræver ganske vist forarbejde, men når man har gjort op, hvilke værktøjer man har, og hvilke behov ens virksomhed har, kan det sagtens lade sig gøre.

Oversat af Birte Matsen




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere