Krisen er ovre.
I hvert fald for fire store spillere i it-branchen: Intel, AMD, Google og IBM.
I den seneste uge er de fire virksomheder kommet med kvartalsregnskaber, der har overrasket analytikerne positivt. Hos teleselskaberne er tonen dog en anden.
Generelt er det imidlertid positive tegn, som regnskaberne giver, mener chefanalytiker Anders Elbak fra IDC.
Han mener, at de understreger, at bunden er nået i den økonomiske krise.
Især Googles kvartalsregnskab har vist gode toner, da profitten i internetvirksomheden er steget med 27 procent i forhold til samme kvartal 2008.
Således var indkomsten efter skat på 8,25 milliarder kroner i forhold til 6,45 milliarder kroner sidste år.
Omsætningen hos Google er steget med syv procent fra 27,7 milliarder kroner til 29,7 milliarder kroner.
Chip-producenter stiger kraftigt i forhold til andet kvartal
Chip-producenterne Intel og AMD viser også stærke tal. I sidste uge var Intel med til at trække hele Wall Street op, da de kom med overraskende gode tal for både omsætning og profit i forhold til andet kvartal 2009.
Omsætningen hos Intel steg med syv milliarder kroner i forhold til andet kvartal 2009, mens nettoindkomsten steg med 11,5 milliarder kroner i forhold til andet kvartal 2009.
Grunden til den store stigning er, at Intel har medregnet bøden fra EU i regnskabet for andet kvartal 2009.
De pæne stigninger hos Intel får dog ikke chip-giganten op i samme gear som sidste år, da der stadigvæk er et fald i omsætningen i forhold til tredje kvartal sidste år på 4,14 milliarder kroner. Omsætningen i tredje kvartal i Intel i år er på 47 milliarder kroner mod 51,14 milliarder kroner sidste år.
Nettoindkomsten er også faldet med 790 millioner kroner i forhold til tredje kvartal sidste år. Mens den i dette kvartal er på 9,5 milliarder kroner var den altså på 10,29 milliarder kroner sidste år.
Chip-kollegaen AMD har i længere tid kæmpet en hård kamp mod netop Intel. Men nu begynder omsætningen for AMD også at stige, selv om det stadigvæk er røde tal, der dominerer bundlinjen hos AMD.
Omsætningen i forhold til andet kvartal 2009 steg med 18 procent for AMD, der fortæller, at det er et øget salg af chips, der især medvirker til stigningen i omsætningen.
Det er den stigende efterspørgsel på produkter fra chipproducenterne, som især giver anledning til optimisme, mener Anders Elbak.
"De regnskaber, der er mest interessante, er dem fra AMD og Intel, fordi deres omsætning i høj grad afspejler producenters efterspørgsel på komponenter. Noget tyder på, at slutkundernes efterspørgsel er stigende," siger Anders Elbak.
IBM klarer sig også pænt
It-kæmpen IBM har haft en positiv udvikling i nettoindkomsten på 13,8 procent i forhold til tredje kvartal 2008, men omsætningen er dog faldet med 6,9 procent.
Samtidig ser det dog ud som om, at faldet i omsætningen er standset i tredje kvartal. For mens den samlede omsætning i årets første ni måneder er faldet med 10,6 procent i forhold til sidste år, er faldet som sagt mindre i tredje kvartal.
Omsætningen i tredje kvartal er på 117,83 milliarder kroner mod 126,51 milliarder kroner sidste år. Nettoindkomsten er på 16,07 milliarder kroner mod 14,12 milliarder kroner sidste år.
"IBM er en så stor spiller, at det betyder en del for resten af markedet, når det går godt for IBM," siger Anders Elbak.
Teleselskaber lider
Mindre godt ser det ud for teleselskaberne Nokia og Sony Ericsson, der er kommet ud med knap så pæne regnskaber.
Sony Ericsson har haft et rigtigt skidt år, og tredje kvartalsregnskab i år gav heller ikke investorerne grund til at juble.
Nettosalget hos Sony Ericsson er på 12,05 milliarder kroner i tredje kvartal 2009, mens det var på 20,89 milliarder kroner i tredje kvartal 2008.
Anders Elbak mener, at de svage tal fra Sony Ericsson skyldes, at firmaet har været meget fokuseret på det europæiske og især nordiske marked.
"Sony Ericsson har ikke været så stærke i Asien som andre telefonselskaber, og det er Europa og USA, der har været hårdest ramt af krisen. Derfor ser vi også, at Sony Ericsson er noget hårdere ramt end andre virksomheder," siger Anders Elbak.
Tallene giver Anders Elbak ret. For hovedparten af nedgangen hos Sony Ericsson skal primært findes i Europa.
I tredje kvartal 2008 solgte Sony Ericsson for 15,85 milliarder kroner i EMEA-regionen samt Amerika, mens man i år solgte for 8,24 milliarder kroner i samme regioner.
Det vil sige et fald på 7,61 milliarder kroner eller 48 procent. I Asien var salget på 5,04 milliarder kroner i tredje kvartal 2008, mens det i år var på 3,81 milliarder kroner. Altså et fald på 1,23 milliarder kroner eller 24,4 procent.
Omsætningen for verdens største falder voldsomt
Nokia er et andet selskab, der endnu ikke er kommet helt igennem krisen.
Selskabet har oplevet et fald på 19,8 procent i omsætningen i forhold til tredje kvartal 2008.
Det betyder, at selskabet har haft en omsætning på 72,99 milliarder kroner i tredje kvartal i år mod 91,04 milliarder kroner sidste år.
Samtidig er nettoindkomsten blevet negativ.
Der var derfor et underskud på 3,17 milliarder kroner i tredje kvartal i år mod et overskud på 10,92 milliarder sidste år.
"Det er tit, at vi kun tænker på Nokia som producent af mobiltelefoner. Men faktisk ligger en stor del af selskabets omsætning på udbygning af infrastruktur. Derfor er det da også positivt, når vi ser, at selskabet selv mener, at det går bedre på konsum-rsiden," siger Anders Elbak.
Generelt mener analytikeren, at udviklingen i Danmark også vil være positivt på trods af nogle negative udmeldinger om det danske bruttonationalprodukt fra nationaløkonomerne.
"Ser man på salget af mobiler og pc'er, er det i stigende grad privatmarkedet, som sætter tonen. Og forbrugerne får skattelettelser og lidt flere penge i hænderne næste år. Det har langt større betydning for salget end en stigning i BNP. Stigningen i den disponible indkomst vil mere end opveje, at der ikke kommer en større stigning i BNP'en," siger Anders Elbak.