Computerworld News Service: Lige siden det blev lanceret i sommers, har Google Voice udgjort et potentielt problem for operatørerne.
Det største mulige problem for operatørerne er, at en stor udbredelse af Google Voice kan betyde, at deres netværk bliver reduceret til rene redskaber, der ikke kan tilføje værdi ved hjælp af ekstra tjenester.
Google Voice blev blandt andet designet til at gøre det nemmere for brugerne at ændre operatør uden samtidig at skulle ændre telefonnummer og desuden for at tilbyde kunderne diverse ekstra features, der ikke udbydes af operatørerne.
Google Voice kan for eksempel tilbyde en tjeneste, hvor man via samme nummer kan ringe til både fastnet og mobil, ligesom man kan bruge det til at opnå mulighed for at sende sms'er fra forskellige enheder og endda over internettet via ens computer.
Fortalere for net-neutralitet, som for eksempel gruppen Free Press, har mødt Google Voice med en entusiasme, der bunder i, at man mener, at tjenesten kan give brugerne mulighed for at skifte operatør uden større hurlumhej, hvis den nuværende operatør for eksempel er for restriktiv i forhold til, hvad man må bruge mobilen til.
Alligevel indikerer to af USA's største teleselskaber at de ikke ser problemer i at understøtte Google Voice på deres netværk.
Således fortæller det amerikanske teleselskab Verizons administrerende direktør, Lowell McAdam, at alle Verizon-telefoner, der er baserede på open source-platformen Android, vil give brugerne adgang til Google Voice-applikationen.
Telekæmpen AT&T meddeler samtidig at selskabet ændrer strategi og vil tillade brugerne at benytte VoIP applikationer som Skype på AT&T's 3G netværk.
Kravet om åbenhed er det vigtigste
Selv om Google Voice giver brugerne mulighed for at spare penge typisk på de dyre langdistance-opkald, så vil det ikke udgøre et alternativ til den almindelige trådløse operatør på samme måde som Skype.
Selv om Google Voice ikke skader operatørernes mulighed for at opkræve minutpenge for mobiltelefonerne, så mener analytiker hos Gartner, Peggy Schoener, stadig, at det vil kunne skade operatørernes økonomi, hvis først brugerne begynder at bruge tjenesterne for meget.
"Til en vis grad er det en trussel mod deres forretning," siger hun. "Men lige nu er kravet om åbenhed vigtigere. Operatørerne kigger på, hvordan verden ser ud lige nu, og de er nødt til at demonstrere en åbenhed og et samarbejde med de nye spillere på markedet."
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen