Verden har aldrig været mere spækket med tilgængelige data end i dag. Virksomhedsledere kan træffe beslutninger ved hjælp af business intelligence-systemer, der sammenkører data fra it-systemer om alt fra de ansattes brug af dørkort, taletid på telefonen til lønsystemer, produktionssystemer og kundedatabaser. Næsten kun fantasien sætter grænser.
Text mining, der skaber overblik over ustrukturerede data i tekstdokumenter som e-mails og lange klagebreve fra kunder, bliver også snart fast inventar i de danske lederes værkstøjskasse, mens det næste skridt bliver at omdanne video, billeder og lyd til analyserbare data. Men er alle disse data vitterligt Guds gave til ledere?
"Ja," lyder det fra Bjørn Lomborg.
Computerworld har sat den kontroversielle miljødebattør stævne på Radisson Hotel til en SAS Institute-konference, hvor politologen fra Århus lader til at være på hjemmebane blandt 300 statistikere og datanørder, der er draget til København fra det meste af verden for at høre indlæg med overskrifter i stil med: "How to improve interpretability and retain predictive performance: An examination of the trade-off between face validity and analytical power".
"Jeg er tilstrækkelig meget akademiker til, at jeg ikke kan se, at mere information er en dårlig ting," siger Bjørn Lomborg.
"Der er så nogle nogle spørgsmål om privatlivets fred og spørgsmålet om, i hvilken udstrækning man skal være bekymret for et big brother-samfund. Men så længe man tackler det på en fornuftig måde, er mere information kun en bedre ting," siger han.
Og skal man tro analytikerne, kan det faktisk kun gå for langsomt med at få mere data smidt på ledernes skriveborde. Ifølge en Gartner-rapport fra 2009 vil op mod 35 procent af verdens 5.000 største virksomheder regelmæssigt være ude af stand til at træffe kvalificerede beslutninger om vigtige forandringer i deres forretningsområde eller marked, fordi de mangler data.
Bjørn Lomborgs argumenter virker da også temmelig overbevisende, når han senere underholder de 300 tilhørere på konferencen med sine analyser af verdens sande tilstand.
"Med Kyoto-aftalen vil man kunne redde det, der svarer til en isbjørn om året," lyder det fra Bjørn Lomborg.
De 300 tilhørere griner. Og Bjørn Lomborg fortsætter:
"Hvis man brugte pengene lidt anderledes, ville man i stedet kunne redde 800 isbjørne om året."
Den adjungerede professor, som selv har brugt data til sine analyser, der har trukket overskrifter over hele verden, hiver endnu et eksempel frem: Hvor Kyoto-aftalen vil kunne redde det, der svarer til en person fra malaria-døden, ville han for de samme penge kunne redde 36.000 personer fra at dø fra malaria.
Verden ifølge Lomborg
Netop denne lige-til-tilgang til miljødebatten med beregninger af, hvordan man kan skabe mest mulig gavn for pengene, har gjort ham til en international kendis. Over for Computerworld slår Bjørn Lomborg fast, at data er vejen frem.
"Data kan jo lidt frækt sagt vise os virkeligheden," siger han.
Han forklarer, at vi har brug for denne information, fordi vi ikke kan rumme det hele selv ved at snakke med de nærmeste. Den tidligere underviser fra Aarhus Universitet peger på, at statistikken for alvor tog sin begyndelse i 1600-tallet, da stater blev for store til at håndtere informationen.
"Du kan ikke bare gå rundt i København som en anden Christian den fjerde og se på, hvad der sker," siger Bjørn Lomborg.
På samme måde går vi heller ikke bare rundt og opdager, at der er sket en temperaturstigning over de seneste 50 år, lyder det.
"Jeg prøver at få politikere til at bruge information. Vi har brug for at vide ting, inden vi siger, det går amok," siger han.
Bjørn Lomborgs pointe er, at de advarsler, man kommer med på miljøområdet, er overdrevne.
Men det er faktisk ikke så enkelt et budskab at få igennem, at man bør agere på baggrund af data, forklarer han.
For mange politikere og ledere vil ikke træffe beslutninger på baggrund af datamodeller, siger Bjørn Lomborg.
"Det er meget få mennesker i business og politik, der er villige til at tage beslutninger, bare fordi en model siger det," siger han.
Bjørn Lomborg fortæller om et eksempel fra sit eget liv. Hans nyeste bog "Cool It" skal filmatiseres.
I forbindelse med filmprojektet mødte han filmfolk i USA, der blev præsenteret for en data-model, der kunne vise, hvad en film skulle indeholde for at blive et seerhit. Men folkene i filmbranchen afviste enhver snak om at lade sig påvirke af, hvilke effekter og indhold, der skulle bruges - det havde de selv en mangeårig erfaring med og fornemmelse for. Desuden indvendte de, at modellen var bagudskuende, da den jo i sagens natur byggede på data fra fortiden, forklarer Bjørn Lomborg.
Han foreslog dem så i de mindste at teste modellen i et års tid for at se, om den talte sandt.
Eksemplet viser, ifølge Bjørn Lomborg, den træghed, der er over for at bruge data og analysemodeller til at træffe beslutninger ud fra.
Kritikere romantiserer
Fra andre videnskabsfolk har der været advarsler mod en fuldstændig blind og nærmest automatiseret brug af data, hvor man som leder slår autopiloten til og følger det, analysemodellerne spytter ud.
Blandt dem er professor Ole Thyssen, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School.
"Data er godt som støtte, og man skal være idiot for ikke at tage imod al den hjælp, man kan få," siger han.
"Det er indlysende, at man med gode datasystemer kan få gode hjælpemidler til at reducere kompleksitet og gøre uoverskuelige datamængder overskuelige," siger Ole Thyssen.
"Hvis man betragter det som et beslutningsstøttesystem, hvor man kan få hjælp og overblik i meget store datamængder, er det en god ting. Men hvis man betragter det som en måde, hvorpå man skal træffe beslutninger på, så løber man ind i meget forudsigelige katastrofer," siger Ole Thyssen.
Han peger på, at vi lever i en verden, hvor der er meget skiftende dagsordener.
"Det skifter meget, hvad der er acceptabelt og uacceptabelt. Hvis man kører med autopiloten, og det er det, der ofte sker, risikerer man, at datamængden bliver noget, man fremskriver på, og så bliver man ufølsom over for de skift og ændrede prioriteringer, som det også er en leders opgave at forholde sig til," siger professor Ole Thyssen.
Men Bjørn Lomborg ser ikke en fare for en udvikling mod beslutninger truffet ensidigt ud fra data.
"Den type argumentation er en anelse romantisererende og udtryk for, at før vi havde modellerne, var vi kloge - nu er vi dumme," siger Bjørn Lomborg.
"Vi vil altid været lidt firkantede, men data tvinger os til at tænke lidt mere," siger Bjørn Lomborg.
Der er dog nogle farer ved brugen af datamodeller, erkender han.
"Men skal passe på med at sige: Vi forstår ikke helt, hvordan denne model virker, men vi har kørt denne analyse, og sådan her ser det ud. Man skal nødvendigvis besidde forståelsen og ikke bare foretage en masse korrelationer af data," advarer Bjørn Lomborg.
Hvad man propper i modellen
I Radisson Hotels store konferencesal er Bjørn Lomborg blevet godt varmet op. Argumenterne virker fortsat overbevisende på de mange tilhørere.
Han går nu i flæsket på andre beregninger fra klimaforskere, der påstår, at flere tusind vil dø i fremtiden på grund af stigningen i temperaturen, hvortil Bjørn Lomborg indvender, at beregningerne for eksempel ikke tager højde for, at langt færre personer vil dø af kulde.
Igen morer tilhørerne sig højlydt over, at man kunne glemme det i en model. Og Bjørn Lomborgs pointe er, at klimaforskerne bruger data til at give et ensidigt skræmmebillede.
Netop det udgør et andet af Ole Thyssens kritikpunkter. Han mener, at en datamodel ofte vil blive selvopfyldende, fordi man nu engang vælger at sætte de data ind, som man hver især mener er vigtige. Nøjagtig som i klimadebatten hvor hver lejr bruger sine data til at forudsige fremtiden.
"Man kan sagtens sætte verden op på tal alene, men det kan gøres på ganske mange forskellige måder. Indbygget i ethvert datasystem må der være nogle kriterier for, hvad der er relevant, og hvad der er irrelevant. Hvad er centralt, og hvad er perifert," siger Ole Thyssen.
Lederen skal også kunne iagttage verden omkring sig. Her peger Ole Thyssen blandt andet på værdimæssige og politiske tendenser, der næppe kan opfanges af et dataprogram.
"En vågen leder er opmærksom på den politiske verden, lederen er opmærksom på, hvad kunder kræver, og hvad de ansattes dagsorden er," siger han.
Tallene og modellerne må altså ikke låse lederen fast i bestemte succeskriterier eller måleområder. Ole Thyssen peger på et gammelt ordsprog:
"Hvis du har en hammer i hånden, er alting søm. Og hvis du har et dataprogram i hånden, er alting data," siger han.
Bjørn Lomborg anerkender, at kunsten er at finde de rigtige data til modellen.
"Der er uendelig mange ting og data. Og flere og flere med digitaliseringen. Og det er der, at man ikke bare må køre data mining og sige: 'Det er hvad vi har fundet'. Man skal rent faktisk prøve at finde ud af, om modellen giver mening, og om man kan forstå faktorerne bagved," siger Bjørn Lomborg.
Han afviser dog, at modeller er politiske og selvopfyldende i deres udgangspunkt, fordi man vælger og fravælger nogle måleparametre.
"Man skal være opmærksom på det. Men man skal jo ikke tro, at hvis man ikke havde en masse data og information, så var politikere helt åbne som nyskrevne bøger. Og vil forstå verden åbent," lyder Lomborgs kritik.
Problemet er ifølge Bjørn Lomborg at finde de helt rigtige data. Skulle der mangle data på et område, må man køre med de data, der siger noget om et afgrænset område, forklarer Bjørn Lomborg. Og der er selvfølgelig samtidig en vis usikkerhed i analyserne.
"Det er vores bedste gæt. Det er ikke et fantastisk gæt. Det er ikke et absolut gæt. Men at have nogle data er klart bedre end ikke at have noget," siger Bjørn Lomborg.
Han afviser alternativet og kritikken fra dem, han kalder 'data-scared'.
"Nogle siger, at man i stedet helt skal se bort fra data og udelukkende bruge sin forståelse og intuition. Mit argument er: Det er bedre at bruge nogle data end intet," siger han.
"For hvor har vi reelt vores intuition fra?" spørger Bjørn Lomborg.
"Det er da bare, fordi vi har snakket os til den eller bygger den på personlige oplevelser. Men reelt er det noget, man hørte i IC3 toget i går. Der er ikke nogen speciel dyb indsigt i det, vi har en fornemmelse for. Derfor er jeg meget bekymret, når folk siger, at de her data ikke er særlig gode, så nu bruger vi vores fornemmelse i stedet for," siger Bjørn Lomborg.
Klima business
Iført t-shirt og cowboybukser har den spinkle adjungerede professor ikke ændret uniform, siden han underviste statskundskabsstuderende på Aarhus Universitet, hvor de studerende var overbevist om, at han faldt i talgryden som barn. På scenen foran de 300 tilhørende flyver tallene da også rundt i luften. Milliarder af dollars, celsius-grader helt ud i tredje og fjerde decimal og usikkerhedsintervaller.
Forsamlingen lytter interesseret, og det talkyndige publikum sidder helt sikkert og gennemtænker, hvilke andre faktorer der bør proppes i modellen. Og regner utvivlsomt selv på tallene.
"Man skal ikke være blind for, at der er utrolige mange, der tjener penge på frygten for vores miljøs fremtid," siger han.
Bjørn Lomborg taler om en farlig alliance mellem industrien, herunder it-virksomheder der slår sig op på grøn it og vil redde verden, og så forskellige græsrodsbevægelser.
"Det er en klassiker i miljødebatten, at hvis industrien og Greenpeace er blevet enige, altså at de sorte og grønne laver kompromis, så må det være godt," siger Bjørn Lomborg."
"Men man skal ikke være blind for, at mange i industrien hjertens gerne gør præcis det, Greenpeace siger, hvis bare de kan placere omkostningerne hos forbrugerne," siger Bjørn Lomborg.
Forargelsen står ikke malet i hans ansigt, men på rolig og rationel vis forklarer han paradokset:
"Vi står i situation, hvor Greenpeace, som metafor for alle miljøorganisationer og industrien, flår alle os andre. Det er smart. Hatten af for deres business-evner, men det er ikke godt for samfundet," siger Bjørn Lomborg.
