Computerworld News Service: Palm stopper udviklingen af nye mobiltelefoner, der kører med Windows Mobile-software. I stedet vil selskabet koncentrere sig om udviklingen af enheder til virksomhedens eget WebOS-styresystem.
Nyheden kommer, netop som det er kommet frem, hvordan den kæmpende mobil-producent har haft stadigt større tab i løbet af det kvartal, hvor man begyndte at sælge den nye Palm Pre, som er den første enhed med WebOS.
Tabene beløber sig til knap 853 millioner kroner i første kvartal, hvilket skal sammenlignes med tabet på godt 217 millioner kroner samme periode året før.
Alligevel er resultatet bedre end analytikernes forventninger. Det samlede salg beløb sig til 1,87 milliarder kroner, hvilket er en del bedre end de godt 1,54 milliarder, som de adspurgte analytikere ifølge Thomson Reuters havde regnet med.
823.000 smartphones over disken
Palm solgte i alt 823.000 smartphones i løbet af kvartalet, hvilket er en stigning på 134 procent i forhold til fjerde kvartal 2009, men et fald på 30 procent i forhold til samme periode året før.
Faldet i forhold til sidste år betyder, at Palm ikke når at indhente det tab, selskabet har haft i forbindelse med det faldende salg af ældre Palm-produkter.
Palm har allerede indgået kontrakter med en stribe operatører om at distribuere telefonerne med WebOS til nye og gamle markeder, fortæller Jon Rubinstein, som er bestyrelsesformand og administrerende direktør ved Palm.
Pre skal efter planen på markedet i Europa senere i år med Telefonica. Den nyeste WebOS-telefon, Pixi, vil blive frigivet af Sprint inden afslutningen af i år.
Alligevel forventer Palm ikke, at salget af WebOS-telefoner vil have den store indflydelse på virksomhedens resultater i næste kvartal.
Palm fortæller, at selskabet forventer, at omsætningen i andet kvartal vil blive et sted mellem godt 1,2 milliarder kroner og 1,4 milliarder kroner, hvilket er mindre en første kvartals omsætning.
Forventer et hit mod alle odds
Jon Rubinstein forsvarer Pre-telefonens langsomme salg ved at sammenligne den med Centro, som er et tidligere Palm-produkt, der blev et uventet hit.
Den telefon kom også langsomt fra start, men endte med at blive solgt gennem omkring 30 operatører over hele verden, fortæller han.
"Jeg forventer et lignende scenarium for Pre," siger Jon Rubinstein.
I fremtiden planlægger Palm at fokusere udelukkende på WebOS i stedet for at udvikle telefoner, der kører på andre leverandører som for eksempel Microsoft.
"Der er stadig Centro'er og Treo'er rundt omkring i systemet, men vi vil koncentrere alle vores udviklings-kræfter på WebOS," siger Jon Rubinstein. Centro kører med Palm OS, som er Palms gamle operativsystem, mens Treo'en er Windows-baseret.
Pre appellerer til virksomheds-kunderne - et segment Windows historisk set altid har rettet sig mod - og det har måske hjulpet Palm i beslutningen om at fokusere på egne produkter og droppe Windows.
"Vi fandt ret tidligt ud af, at efterspørgslen [fra virksomheds-kunderne] var større end forventet," fortæller Jon Rubinstein.
Fokus på virksomhedskunder
Derfor har Palm accellereret den slags opdateringer til WebOS-platformen, som for eksempel sikkerhedspolitikker, som virksomhedskunderne er mest interesserede i, tilføjer han.
Selv om Palm nok ikke har stået for en særlig stor andel af Windows-salget, er nyheden sandsynligvis stadig et slag i ansigtet til Microsoft, som har kæmpet hårdt med at holde sig oven vande på et stadigt mere konkurrence-præget mobil-marked.
I begyndelsen af oktober vil der blive udsendt nye og opdaterede Windows-telefoner, version 6.5, men den vigtigste opgradering - det tilsyneladende svar til lanceringen af iPhone for to år siden - kommer ikke før engang næste år.
"Palm har været, og vil blive ved med at være, en af Microsofts gode partnere, og selskabet er en af mange virksomheder, som vi samarbejder med om at udvikle en række overbevisende mobile tilbud," skriver en talsmand fra Microsoft i en udtalelse.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen