Artikel top billede

Mobil-programmer stavnsbinder dig til din telefon

Ved køb af en ny telefon kan du i flere tilfælde godt vinke farvel til dyrt indkøbte mobilapplikationer. Programmerne fra to forskellige mobilproducenter passer sjældent sammen.

Hvis du sidder med en smartphone i hånden og overvejer at skifte den ud med en model fra en anden mobilfabrikant, vil det måske være en rigtig dårlig idé at købe og downloade alt for mange mobilapplikationer til din nuværende telefon.

For i takt med at smartphone-markedet vokser, udbuddet af mobilapplikationer stiger og flere mobilspillere tilbyder mobil-downloads, får kunderne i stigende omfang problemer, hvis de køber applikationer og senere ønsker udskiftning af eksempelvis deres iPhone til en HTC Hero.

For HTC Hero's Android-styresystem kan ikke håndtere applikationer, der er udviklet til iPhone's OS 3.0.

"Det svarer jo til, at du har en dieselbil og skifter til en benzinbil eller omvendt, så kan du ikke køre på det samme brændstof mere," siger teleanalytiker John Strand fra Strand Consult.

Han forklarer dog, at flere selskaber arbejder med, at kunderne kan tage deres indkøbte mobilapplikationer med over på en eventuel ny mobilplatform som en måde at differentiere dem fra konkurrenterne på markedet.

"Det kræver dog, at applikationen er blevet udviklet til flere platforme, og distributionen til flere platforme er okay med udvikleren," forklarer John Strand.

Java-platform vinder

Den danske telekonsulent påpeger samtidig, at udviklerne i de fleste - og mest fornuftige - tilfælde vælger at udvikle applikationer, der kan mere end blot fungere på eksempelvis en iPhone.

"Hvis man vil noget med mobiludvikling, så skal man helst kunne levere til forskellige platforme," lyder rådet fra John Strand.

Han vurderer, at den førende og vindende platform på det nuværende marked er J2ME (Java 2 Micro Edition, red.), som blandt andre de finske mobil-førerhunde fra Nokia benytter sig af.

100 milliarder kroner om fem år

I disse dage sidder der muligvis flere mobiludviklere i garager eller på fine kontorstole og programmerer på livet løs, fordi mobilapplikationer er et område i rivende vækst.

Eksplosion i antallet af smartphones

Forretningsmodellen er blevet således, at mobilfabrikanten tager en del af kagen, nogle gange tager operatøren også nogle krummer, mens udvikleren som oftest kan mæske sig i den største procentdel ved salg af en applikation via en af de mange applikations-forretninger.

Apple brød sidste år for alvor gennem mobil-lydmuren med sin Apple Store, og siden har Google åbnet sit Android Market, RIM sin Blackberry App World, og Nokia er kommet på banen med sin Ovi Store.

Senest har Microsoft annonceret sin Windows Marketplace til oktober som et supplement til sin mobile to market-platform, mens Samsung er klar med sin Application Store i Europa om mindre end to uger.

Mobilfabrikanterne står således nærmest i kø for at hive smartphone-kunder ind i deres online-bazarer, hvor kunderne kan downloade tusindvis af applikationer som spil, kontorpakker og rejseguider for mellem nul og flere hundrede kroner.

Samtidig går der milliardvis af kroner den anden vej i takt med, at smartphone-markedet virkelig har åbnet en ladeport for diverse mobile apps-forretninger, der reelt blev kickstartet med britiske Handango for otte år siden.

Strand Consult vurderer, at der på verdensplan bliver omsat for omkring 45 milliarder kroner i diverse apps-forretninger, hvoraf Java-baserede spil udgør små 20 milliarder kroner.

"Alene i Danmark bliver der hentet mellem 2.000 og 3.000 spil om dagen til mobiltelefoner," fortæller John Strand.

I rapporten "The Moment of Thruth - portrait of the iPhone" estimerer Strand Consult, at omsætningen på mobilapplikationer vil blive mere end fordoblet inden for de næste fem år på en lang række mobilservices.

Smartphone-markedet eksploderer

Analyseselskabet Gartner vurderer, at smartphone-markedet voksede med 27 procent i andet kvartal af 2009, når man sammenligner med samme periode i 2008.

I Gartner-vurderingen er den helt store vinder Apple, der kan notere en markedsandel på 13 procent mod tre procent i 2008, og iPhone-producenten overhaler dermed den evige konkurrent Microsofts Windows Mobile-platform, der ligger på ni procent.

Nokia leder stadig an med omkring halvdelen af markedet på sin Symbian-platform, hvor RIM, iPhone, Windows Mobile og Android samt "øvrige" styresystemer ligger på de følgende pladser.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere






Computerworld
Test af monster-tablet: Det er den skøreste og mærkeligste computer, som jeg har testet i lang tid – men jeg vil nu gerne have den alligevel